Improvisation
Naar Maanen lyser over Krat og Buske
Septemberfred,
Vi denne skjønne Aften huske
paa „Rolighed,"
Den milde, klare Luft,
Trekroners Fyr —
Det Hele er et deiligt Eventyr!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
Basnæs
Der staaer en nybygt Gaard af gammel Art
Med røde Taarne tæt ved Beltets Vande.
I kjære Minder lyser den saa klart
Og siger: „Her er godt ved Danmarks Strande".
Der blev jeg hjemme mangen Sommerdag
Og naar ved Juul de hvide Bier sværmed;
Der milde Øine, ærligt Hjertelag
Den hyggelige, kjære Arne skjærmed.
Og der — det veed jeg — ved dens Arnes Fyr
Med Hjertet hører man mit Eventyr.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
I Norden, i Kakkelovns-Krogen
I Norden, i Kakkelovns-Krogen,
Groe Eventyr deiligt i Bogen,
Men ovre bag Pyrenæernes Muur,
Der voxe de vildt i den hele Natur,
Og er Du selv ung, ret Flamme og Fyr,
Saa brænder du op i et Eventyr!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Naar man saa godt som hver en Aften maa
Naar man saa godt som hver en Aften maa
Erkjende glad, at ædle Hjerter slaae,
Som dømme mildt, og man er velseet,
Saa ønsker man at møde en Poet,
Der kunde give Ord for det herinde.
Men det Slags Folk er ikke let at vinde;
De sige strax: „Min Gud, hvor skal jeg dog
Nu atter kunne skrive Epilog!
Det Thema udpiint er, ei værdt at høre".
Udpiint? Jeg mener nei! Man kan det gjøre
Saa let, saa ligefremt — just det jeg troer.
Udtal kun: dybtfølt i mit Hjerte boer,
Det næsten som et Eventyr her groer,
Et Eventyr, hvor Livets Farver spille,
Og Tanken er saa nær just dette Sted.
Paa denne Scene alt som ganske lille
I Pantomimen legede jeg med,
Jeg fra en Leeg det ikke kunde skille.
Saa skifted om det gamle Legested,
En større Scene, Dands og Deilighed:
Balletten aabnede sit Tryllerige.
Ved Bellmans Fest sprang Ulla ungdomsglad,
Og milde Øine saae den unge Pige -
Da lød ind i mit Bryst en Sangfugls Qvad:
„Fremad i Kunsten!" klang dens dybe Stemme,
Og Fuglen svang sig did, hvor vi fornemme,
Lysstraalen boer; — men i mit Bryst var lagt
Igjennem Alvor Kunstens høie Magt.
Og paa den Scene, jeg som Barn var hjemme,
Udfolder Vingen sig til bedre Flugt.
Gid engang jeg i Kunsten værdigt smukt
Den Plads indtage, hvorom Hjertet bad,
Og opfyldt see, hvad tyst hiin Sangfugl qvad,
Der vakte Længsel og dog Mod tillige.
Gid jeg i Gjerning maa min Tak udsige!
— Det bad jeg blive lagt i Epilogen;
— Men her staaer meget Meer i Hjertebogen.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Sang til den kjære Oldemoer A. C. D. Drewsen
Og nu en Sang for Oldemoer,
Den Milde, Kloge, Kjære!
Vi Alle synge vil i Chor,
Saaledes skal det være!
Gid Rigmor kunde synge med
Som Børnene hos Thieles,
Saa sang hun — mens i Kjærlighed
Her gjennem Taarer smiles.
Derudenfor er Luften klar,
Men kold med Nordens Vinde;
I Børn og Børnebørn Du har
Din Blomsterflor herinde.
Og Kinden blusser, Øiet leer,
Dig vil de Alle glæde,
Og naar Du ind i Hjertet seer,
Seer Du dit Herskersæde.
Engang — ja, naar vi skilles ad,
Det skeer kun for at mødes;
Paa Mødet tænker Hjertet glad,
Og sød Fortrøstning fødes.
Kort er et Jordlivs Fødselsdag,
Men langt og deiligt Aaret;
Paa Kjærlighedens Vingeslag
Du bliver hos os baaret.
Dit Øie hviler paa os nu
Med stille, store Tanker!
Ja, Oldemoer, saa smuk er Du,
Saa ungt dit Hjerte banker!
En evig Ungdom Sjælen fik,
Fra Øiet lyser Straalen!
— Og nu: Hurra paa gammel Skik!
For Oldemoer er Skaalen!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Foran i et Exemplar af,,Eventyr
Foran i et Exemplar af ,,Eventyr''
til min Boghandlers yngste Søn
Bogladen er en sand Aladdins Hule,
Med Træer fra Goethes Park og Shakspear's Land,
Med Blomst fra Hindostan og Mos fra Thule,
Med Perler klare — tidt det bare Vand.
Der er Du voxet op fra lille Fyr,
Ja Du er født i den Aladdins Hule,
Og maa da skatte meer, end kun en Smule
Hvad Mængden kalder: „Børne-Eventyr".
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hvad jeg elsker
Jeg elsker Havet, naar det stormer vildt!
Jeg elsker det, naar Fladen ligger mildt,
Og Maanen speiler sig i Dybets Blaae.
Jeg elsker Bjergene, jeg aldrig saae!
De store Floder og de dybe Dale.
Jeg elsker Skovens grønne Sommersale!
Den tause Nat med al sin Stjerne-Hær,
Og Aftenrøden i sit stærke Skjær!
Den hvide Riimfrost paa den nøgne Green;
— Men hade — nei, jeg hader ikke Een!
Jeg hader kun hver bitter, grusom Lyst!
Jeg hader Syndens Tanke i mit Bryst!
Jeg hader Mysticismens Pave-Baand!
Men elsker Barnet og hver barnlig Aand,
Jeg elsker Tanken i sin stolte Gang,
Og Tonekunsten med sin Længsels Sang!
Jeg elsker Blomsten med sin friske Duft,
Og Fuglen i den rene, frie Luft!
Jeg elsker Vennen, høit som Himlens Blaae!
Og Qvinden — — ja! een eneste jeg saae,
Og hun var Brud — det var jo ret en Lyst! -
Jeg elsker denne Længsel i mit Bryst!
Jeg elsker Graven med sin dybe Fred,
Og Tanken om den store Evighed! -
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
L. Kruse
Naar Skibet er en Spurv i Hvirvelvind,
Naar Smerten suger Blod af Pigens Kind,
Naar Hexen kogler i sit Klippeskjul,
Og Maanen leer til Steile og til Hjul,
Mens Stormen knækker Egens stærke Grene,
Du maler os den vilde Natte-Scene.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Med en Papirtrykker med Blomster
Ved denne Du i Verden huske maa:
Ei Alt, der trykkes, har just Blomster paa.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Rolighed
Det gamle Kjøbenhavn groer over Volden,
Det kneiser ungt ud mod de aabne Søer,
Hvor „Rosenvænget" naaer til Ãresund,
Og Konstner-Navne lyse ud i Verden.
Her trives Roserne. Det vilde Viinløv
Udfolder Efteraarets Farvepragt,
Mens bag Kastanietræer og Hyld og Popler
Et Hjem sig løfter, minderigt fra Fortid.
Her Sangen lød: „Eleonora Ulfeldt,"
Her Tænkeren sad under Poppelpilen
Og lyttede til Aanden i Naturen.
Det Hjem er nu et lille „Rosenborg,"
Med Taarn og med Altaner ud mod Sundet,
Hvor Malmø og Landskrona sees i Solskin
Og Tycho Brahes à og Gyldenlund.
I Karavane Skibe gaae forbi,
Slig Svaneflok, saa stor, kun sees i Sundet.
Naar saa i Aftnen Himlens Stjerner blinke,
Og Fyret fra „Trekroner" lyser vidt om,
Hvert Fartøi ude tænder sin Lanterne,
Troer man at see et festbelyst Venedig,
En svømmende, illumineret By.
Dog skjønnest er her inden fire Vægge,
I Gjestfrihedens lykkelige Hjem.
Johannes Ewald sang udødeligt
Rungsteds Lyksalighed. O, havde han
I vor Tid levet og i dette Hjem,
I dette Hjertelag, hos disse Venner,
Han havde sjunget da en deilig Sang
Om „Rolighed" og Rosenvængets Roser.
Mit Hjem i Hjemmet, hvor bag Hyldens Hang
Mit Liv fik Solskin og min Harpe Klang,
Dig bringer jeg taknemlig, glad min Sang!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Dykker-Klokken
Det var i Aaret — — ak! nu kan jeg Aaret ikke huske;
Men Maanen skinnede ret smukt paa Træer og paa Buske.
Vor Jord er intet Paradiis; som Praas tidt Lykken lyser;
Om Sommeren man har for hedt, om Vinteren man fryser.
At melde i en Elegie, hvor tidt vi her maae græde,
Det nytter jo til ingen Ting, kan ei en Christen glæde.
Det var i Aaret, som De veed, jeg ei kan rigtig huske,
Jeg gik om Aftenen en Tour imellem Krat og Buske;
Det hele Liv stod klart for mig, men jeg var ei fornøiet;
Dog muligt var det Nordens Vind, som fik mig Vand i Øiet.
En Tanke gik, en anden kom, og, for mig kort at fatte,
Tilsidst jeg paa en Kampesteen mig tæt ved Havet satte.
I Ilden er der lidt for hedt, paa Jord, som sagt, man fryser,
Og stige i en Luft-Ballon — — nei! nei! mit Hjerte gyser;
Dog muligt at paa Havets Bund i sikkre Dykker-Klokker
Sit Liv man paa Cothurner gaaer, og ei, som her, paa Sokker.
Saa tænkte jeg, og Reisen blev til næste Dag belavet,
(I Dykker-Klokker, som man veed, kan vandres gjennem Havet).
— Af klart Krystal var Klokken støbt, de Svende frem den trække,
Tilskuere paa Kysten stod, en lang, en broget Række;
Snart var det Hele bragt i Stand, jeg sad saa luunt derinde,
Nu gleed da Snoren, Tridsen peeb, jeg blev saa sær i Sinde, -
For Øiet var det sort, som Nat, og Luften pressed' saare,
Den trykkede som Hjertets Sorg, der lettes ei ved Taare. -
Det var, som Stormens Orgel slog — jeg kan det aldrig glemme!
Som naar i Ørknen en Orkan med Rovdyr blander Stemme.
— Men snart jeg blev til Tingen vant, og dette saae jeg gjerne;
Høit over mig var ravne-sort, det bruste i det Fjerne.
Der Solen stod saa rød og stor, men ei med mindste Straale,
Saa at man uden sværtet Glas „ihr' Hoheit" kunde taale.
Mig syntes Stjerne-Himlen hist i sin Studenter-Kjole
Lig Asken af et brændt Papir, hvor Smaa-Børn gaae af Skole.
— Rundt om mig klarede det op, jeg hørte Fiske bande,
Hver Gang de paa min Klokke løb og stødte deres Pande.
Men Skjæbnen, ak! det slemme Skarn, misundte mig min Glæde,
Og som en Sværd-Fisk var hun nu ved Klokkens Snoer tilstæde,
Og hurtigt gik det: „klip! klip! klip!" rask skar hun Snoren over;
Der sad jeg i min Klokke net, dybt under Havets Vover.
Først blev jeg hed, saa blev jeg kold, saa lidt af begge Dele,
Jeg trøsted' mig; Du kan kun døe, se det er her det Hele.
Men Klokken sank dog ei endnu, den drev paa Havets Strømme,
Jeg lukkede mit Øie til, og lod saa Klokken svømme.
Den foer, ret som med Extra-Post, vist sine tyve Mile,
„Und immer weiter, hop! hop! hop!" foruden Rast og Hvile.
Een Time gik, der gik vel tre, men Døden kom dog ikke,
Saa blev jeg af den Venten kjed, og aabned mine Blikke.
Ak Herreje! ak Herreje! Hvad saae jeg dog paa Bunden!
Den første halve Time jeg som slagen var paa Munden. -
Dybt under mig var Bjerg og Dal med Skove samt med Byer,
Jeg Damer saae spadsere der med store Paraplyer. -
Hist laae en Skov halv rød, halv hvid, af deilige Coraller,
Som Frugter hang paa Grenene purpurne Muslingskaller.
Smaa-Piger gik paa Gaderne med Shawler superfine,
Da randt i Tankerne mig strax Agnete med Undine.
Hist stod en Mængde lærde Folk, som saae paa mig med Kikkert,
Et Luft-Syn eller en Comet jeg forekom dem sikkert;
Og nu med eet de springe op i Veiret mod min Klokke,
Dog rundt omkring mig saae jeg kun en Mængde Fisk sig flokke.
Man sprang, man kom, men Fisk det var, Makreler, Torsk og Flynder;
Tilsidst jeg Tingene begreb, som her jeg nu forkynder.
Naar Fisken rører Havsens Bund, den gaaer som vi paa tvende,
Men stiger den syv Favne op, den bli'er en Fisk behænde.
Da Sligt jeg saae, blev jeg saa sær, jeg hørte Hjertet banke,
Og i mit Hoved kom, maaskee, den lidt bizarre Tanke,
Om ligerviis ei Mennesket, som hist paa Jord spadserer,
Naar han i Himlen trækkes op, som Flynder debuterer.
Thi naar vi see paa Tingen ret, vi ere Fisk i Grunden,
Den hele Luft er som et Hav, og Jorden er jo Bunden.
Med eet min Klokke ned ad foer, den blev for tung for Vandet,
Og som Münchhausens Hest den hang paa Klokke-Spiret strandet.
Dernede holdte Vandet op, det hvilede paa Buer,
Vand-Piller bar det hele Hav — (det Syn endnu jeg skuer).
Den Vægter trak mig ved mit Been, saa jeg gled ud af Klokken,
I Taarnet løb nu Alle op, og jeg stod midt for Flokken.
Man følte paa mig, undred sig, men snarlig man opdager,
Jeg var et ægte Menneske; slemt stod nu mine Sager. -
De raadslog', ak! tilsidst paa Fransk udbrød et mandligt Væsen,
(Tilgiv at han for Rimets Skyld lidt snøvlede med Næsen):
„Du er den første, som til os vi levende saae vandre,
Nu kan Du see at Torsk og Sild er meer end Du og andre.
Frygt ei at vi vil æde Dig, nei Ingen her det lyster;
Først naar vi gaae fra Dybet op og søge Landets Kyster,
Os smitter eders glubske Sind, vi æde da vor Næste,
Som fordum eders Adelsmænd og de catolske Præste.
Døe maa og skal Du, det er vist, selv om Du Guld kan græde,
Thi ret paa cannibalsk Maneer hist oppe I os æde.
Ha! Hævn er sød. — Vi har en Flod som bruser frem med Torden,
Den kaldes Lethe her til Lands og kommer ned fra Jorden;
Der skal nu ned hver Draabe der har Himmelen forbandet,
Tidt har den næsten druknet os, som dog er vant til Vandet!" -
Han taug, — og nu lød der et Brøl, saadan à la Spontini!
En Hvirvel fuld af dyb Effect, som Skadens af Rossini.
Soldaterne fra Vagten kom, her stod jeg som en Synder,
Min Dommer sagde mig Farvel og gik — (det var en Flynder). -
— Nu blev jeg ud af Byen ført, fulgt af en talrig Skare;
Een peeb, een skreeg, de Gamle græd og bad: „Gud os bevare!"
Snart var jeg ved det store Maal, man bandt mig Been og Hænder,
Jeg blev saa kold, en Tappenstreg slog alle mine Tænder.
Men det var kun et Øieblik, snart kom min Ro tilbage,
En herlig Hvile ventede paa mange tunge Dage.
Vort Liv er kun en Morgendrøm, hvori vi tidt maae græde;
Er Natten endt, vi vaagne skal til Livets bedre Glæde.
Paa Jorden savner ingen mig, jeg stod jo der saa ene,
Bruus derfor, Elv, din vilde Strøm hen over mine Bene.
Jeg saae hvor Floden rullede fra Klippens dybe Hule;
Med broget Skjær de Bølger steeg, de hvide var og gule.
Dog længe stod jeg ei paa Land, barsk tog man mig i Frakken,
Og hovedkulds i Floden ned jeg styrtede fra Bakken.
Igjennem Vandet vidste jeg bestemt jeg maatte fare,
Dog følte jeg til intet Vand — (at sige, af det klare).
Paa Bunden laae jeg taus en Stund, slukt var ei Livets Kjerte,
Jeg laae i deiligt blødt Papiir og lugted Trykker-Sværte.
Ved alle Recensenter! ja ved alle hæse Krager!
Den hele Flod, det saae jeg nu, bestod af trykte Sager.
Leiligheds-Vers i alle Sprog, Tragedier, Romaner,
Lovtaler, Krøniker med meer; kort, lidt for alle Ganer. -
Paa Flodens Bund jeg mærkede til nogle skarpe Kanter,
Og fandt da, at her brolagt var med lærde Folianter.
Boghandlere — at sige Skrog — som Fiske flød i Vandet,
Og søsyg blev jeg, som jeg ret bekikked eet og andet. -
En Time gik — man trak mig op; jeg kan det ei beskrive,
Hvor alle nu som Stene stod fordi jeg var i Live.
„Et Underværk! en hellig Mand!" saa raabte alle Munde,
Man faldt paa Knæ, jeg bukkede saa godt jeg Stakkel kunde,
Thi Fod og Haand jo bundne var, men snart min Lænke springer,
Og som en Helt i høi Triumph man mig til Byen bringer.
Man snakkede nu ud og ind, som jo Enhver kan vide,
Tilsidst to Dommere kom frem, saa livlige, saa blide.
„En mægtig Haand beskjærmer Dig," saa talede de begge,
„Sligt alt vi anede den Gang vi saae dig i din Snekke;
Men nu vi see det tydeligt, hver Mand vil om det rime,
At i det ægte Vand du var lys levende en Time!
Bliv her hos os, ifald du vil, hvis ei, vi paa vor Snekke,
Naar du det ønsker, bringe Dig til dine Brødres Række!"
Glad blev jeg, som en Candidat der venter Non, den Stakkel!
Men faaer et Præ, o søde Fryd! — Alt var som et Mirakel.
Jeg loved ham at blive der som Gjæst i nogle Dage,
Men siden vilde rigtignok jeg allerhelst tilbage. -
Man viiste mig den hele Stad, dens Kirker og dens Slotte,
Musæet havde mange Ting, som Øiet kunde gotte.
Langs Væggen stod opstillet smukt, i militairisk Orden,
Hver druknet Pige eller Mand, som fordum gik paa Jorden.
Her Olaf Trygveson jeg saae, der Sappho med sin Lyre,
De vare stopped ud med Tang, og holdtes meget dyre.
Theatret vel var uden Tag, dog sad man luunt derinde,
Træk, Regn og Slud allene kom ved visse Norden-Vinde.
Korsridderne man spillede (det overalt behager).
Til Efterspil: Kong Salomon og Jørgen Hattemager.
Jeg i Parkettet Damer saae fra alle Nabo-Byer,
Som bar paa Hovedet, for Regn, uhyre Paraplyer.
Smaa-Herrer recenserede, rask løb de bitte Tunger,
Men gjennem Klæderne jeg saae, de vare Torske-Unger.
Til Aften-Thee et cetera, jeg indbudt blev med Ære,
Her saae jeg Byens Skjønne ret og kunde meget lære;
Een talte kun om Pynt og Stads, selv var hun meget broget,
To Andre førte lærd Dispyt, det klang, som Sanscrit-Sproget.
Een brugte mange franske Ord, og trak dertil paa Næsen,
Undskyldes kan det, thi hun var nys sluppet fra Françaisen. -
Een med sin Tunges Ragekniv barbeerte Folk i Nakken,
En Anden maalte Mandens Værd, som Klædet var i Frakken;
— Sølv-Lamper hang paa hver en Green i Havens Buegange,
For Fugle hang Snuus-Daaser der, og spilled smukke Sange. -
Jeg gjennem Havet Maanen saae, ei bleeg, nei grøn som Sivet,
Da kom en Mø, det var en Aal, saa slutter jeg fra Livet.
Hun havde ret studeert Petrark, og sukkede Sonetter,
Rundt om os blev det mere lyst ved Øinenes Raketter.
„Gaae ei tilbage," sagde hun, „bliv her, tøm Elskovs Bæger,
Hist ændses ei dit lille h med sine tvende Streger.
Hør hvad jeg spaaer: gaaer du derop og vover Vers at lave,
Da venter dig kun Skjænd og Stød, tilsidst en sulten Mave;
En Plage-Aand vil følge dig og nøde til at skrive,
Men troe du mig, din Digter-Krands vil kun af Tidsler blive.
Vær min! siig, du er Kotzebue, som Sand tragediseerte,
Hvad eller skriv Fortællinger af Clauren excerpeerte;
Jeg lafontainisk elsker Dig — Farvel! jeg gaaer at græde." -
Nei, tænkte jeg, nu maa du op, hun skræmmede din Glæde;
Vel har jeg ingen Frænder hist, og let jeg kan forsage,
Dog Himlen staaer med Stjerner smaa, som før i bedre Dage.
Lad Verden smile fornemt kun ad Barnets gyldne Drømme,
Før Socrates sin Himmel vandt, han maatte Giften tømme.
Men planter jeg kun Tidsler hist, Gud veed, det gjør saa Mange,
Bør ogsaa Tidsler krandse mig for mine slette Sange.
Farvel du Hav! — Hist, for en Stund, dog glattes Sorgens Rune
Ved Nannas barnlig fromme Sind, ved Jettes Vid og Lune.
Tilbage-Reisen blev bestemt ved aarle Morgenrøde,
Skjult laae det dog i Skjæbnens Bog hvad end mig kunde møde.
Det hele ædle Publikum sig spændte for min Klokke,
Madamer, Fruer, Frøkener, ja hele Jomfrue-Flokke,
Og Cavalerer, ja min Tro! en deilig broget Vrimmel.
Igjennem een af Pillerne man steeg til Havets Himmel.
Aborren var min Adjutant, den er lidt krum i Ryggen,
I Nyt han var fra Top til Taa, kun slidt var Hatte-Skyggen.
Syv Favne var tilbagelagt, thi hurtigt frem vi fore,
(Tillad, jeg bruger her en Stump af Bürgers Leonore):
„Ha sieh! ha sieh! im Augenblick, hu, hu! ein gräßlich Wunder!"
Al Fiske-Pynten, „Stück für Stück, fiel ab wie mürber Zunder."
Rødspætter, Flynder, Sild og Torsk, samt Hornfisk og Makreler
Nu skyde Klokken frem i Hast, dem ædel Drift besjæler.
Jeg kom i Land, bød dem Farvel, min Taare randt paa Kinden,
Dog beed en Aal mig i mit Been — (det var vist Elskerinden).
Her staaer jeg da. Den kolde Vind mig skarpt om Øret blæser.
Jeg haaber, ingen spiser Fisk, som dette Carmen læser.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Den fremmede Fugl
Seer Du Huset med de røde Bjelker i den hvide Muur?
Rundt om kneise stolte Bøge i den store frie Natur.
Seer Du hist, bag Brombærhækken, Drengen med det aabne Blik?
Ene tumler han sig, lystig efter muntre Drenge-Skik;
Men nu standser han og lytter, thi høit oppe paa en Green,
Sidder der en Fugl og synger, o en lille, deilig een!
Ret som Guld og skjønne Perler skinner Hoved jo og Krop,
Og den selv er ikke større end en fyldig Rosenknop.
Drengen og den lille Sanger blive snart fortrolig her,
Og de skiftes til at synge i det røde Aftenskjær.
Men i Drengens Hoved spøger mange rare Eventyr,
Dem han alle vil fortælle for det lille smukke Dyr;
Men see, Fuglen kan dem alle, selv han saae det paa sin Flugt,
Ingen kan som han fortælle, nei, det er dog alt for smukt!
Men det er ei nok med dette, den kan ogsaa hexe lidt;
Tusind Mile kan den flyve, mens den siger „qvirrevit!"
See den flyver, og den kommer, Drengen er saa sjæleglad,
Sjældne Frøkorn bringer Fuglen, indsvøbt i et Rosenblad.
I hvert Frø er skjulte Kræfter, knap er et i Jorden lagt,
Før et Trylleslot der voxer i sin hele, stolte Pragt.
Taget er af Morgenrøde, Søilerne er Bjergets Snee,
Og igjennem Slots-Portalet kan man ind i Himlen see!
Men et andet Frøkorn svulmer til en deilig Sommersky,
Og med Dreng og Fugl den svæver over Skov og Mark og By,
Seiler ind i Aftensolen, o den er saa rød og stor!
Stiger derpaa ind i Himlen, hvor den gode Gud jo boer;
Seer de mange, mange Stjerner, der som hvide Blomster staae,
Jesubarnet og Guds Engle med de store Vinger paa.
Skyen daler atter med dem, bringer dem til Skovens Krat,
Hvor de smukke Alfer lege i den lyse Sommer-Nat,
Og hvor Aanden af hvert Blomster, der henvisner Aar for Aar,
Atter nu i Midnats-Timen duftende for Øiet staaer.
Fra et Frøkorn stiger hurtigt frem en Palme, høi og stor,
Drengen der med Fuglen sidder, Træet meer og mere groer;
Høit det voxer over Skoven, over Skyen mod sin Gud,
Breder stolt sin grønne Krone over hele Jorden ud.
Fjerne Lande, fjerne Have, seer han dybt dernede staae,
Dog imellem Jord og Himmel underlig han længes maae.
Over Skyen, høit deroppe, Hjertet vil mod Jorden ned,
Og fra Jorden vil det atter søge hist — hvad det ei veed.
Saadan svinder Aar og Dage, Barnets søde Sorg og Lyst,
Øiet bliver da til Flamme, thi det brænder i hans Bryst.
Fuglen flyver, Fuglen kommer, og den flyver bort igjen;
See, da sidder han ved Stranden, stirrer over Fladen hen;
Øiet seer kun Hav og Himmel; Alt er det umaalte Blaae;
Ingen Ø og ingen Skyer, for det trætte Øie staae.
Men see hist, en sneehvid Svane nærmer sig mod Kysten her,
Og sin kjære Fugl han kjender i den stolte Svane der.
See, en Blomsterbaad den trækker, bunden ved sit Vinge-Par!
Og en underdeilig Pige den jo med i Baaden har.
Fra det barnlig' kloge Øie strømmer Freden i hans Bryst;
Kjærlighed —! O Hjertet svulmer — Du er meer end jordisk Lyst!
Tanken styrker, Tanken knuser, Jord og Himmel er saa nær!
Alle gode Aander juble i det klare Morgenskjær.
Skoven mere grøn sig hvælver, Alt er Duft og Alt er Sang,
Og der kysses og der drømmes, og der kysses nok engang!
Uger svinde som Minutter, Aaret er en Sommer-Nat,
Hvor kun Glædens Alfer lege i det friske, grønne Krat.
Hvad kan Svanen bringe mere end en trofast Hjertenskjær?
Blomsterbaaden gynger atter, hvad mon vel den bringer her?
Det er meget meer end Perler, meget meer end Sølv og Guld;
Søde Englebørn den bringer, hele Baaden er jo fuld!
Moderen dem ømt omfavner, Faderen er Barn med dem,
Og de begge to er bange, at de flyve fra dem, hjem;
Flyve op til Himmerige, til de andre Børn hos Gud,
Thi et Nu — og Engle-Vingen voxe kan fra Skuldren ud!
Fuglen kaster Svanehammen, er den lille Fugl igjen,
Og den flagrer og den synger, smukt i Barnehimmelen.
Trylleslottet stiger atter af det lille Blomster-Frø,
Og til Solens Land de seile henad Himlens store Sø;
Palmen voxer, og i Kronen gynger Børneflokken glad,
Og med Alferne de skabe Baade af et Rosenblad.
Manden seer sin Barnehimmel og sin første Kjærlighed,
Som to klare Stjerner funkle de i Aandens Blomsterbed.
Men i Svanehammen stiger han i det umaalte Blaae,
Og som Sandet dybt i Havet seer han Verdner for sig staae.
Alt er kun een Guddoms Tanke, Alt er kun een Kjærlighed!
Aanden svulmer, Hjertet synker til sin Barnehimmel ned. -
Men saa sært sig Verden tumler, det er ret en broget Drøm!
Aarene, som Draaber, svinde i den store, stride Strøm.
Gjennem samme Tidens Prisme hver betragter Livet her,
Men vi see det ikke altid gjennem samme Farveskjer. -
Taus og ene sidder Manden ved den kolde Marmorsteen,
Børn og Hustrue ere døde, Fuglen synger ei paa Green.
Øiet seer hen over Havet, hvor den røde Sol gaaer ned;
„Mon dog aldrig Svanen kommer? Faaer dog Hjertet aldrig Fred?"
Og saa inderlig han længes, træt er Hjertet af at slaae,
Men der dykker ingen Svane op fra Havets dunkle Blaae.
— Dog, hvad er det hist som svæver i det milde Aftenskjær?
See, paa Svanens hvide Vinger kommer Dødens Engel her;
Hvad han synger, synes Manden han har hørt som Barn engang,
Og en mægtig Hjemvee føler Hjertet ved hiin Barndoms Sang.
Fuglen kan ei bringe mere fra det underfulde Land,
Derfor er det Englen kommer til den trætte Vandringsmand;
Begge stige de i Baaden, glide fra den snevre Bugt,
Og i Aftnens sidste Straale sees den, som en Stjerne smukt.
Men naar Baaden reent er svunden er han i det bedre Hjem,
Og de store, hvide Vinger voxne er' fra Skuldren frem.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Vi en Sang maae Holger skiænke
Vi en Sang maae Holger skiænke,
Siger man, og standser da:
Om saa ung en Mand da tænke,
Hvor skal vi faae Stoffet fra?
Der er nok, syng bare til:
Visen selv sig digte vil.
Har I hørt ham føre Ordet,
Seet ham læse sin Latin,
Skuet ham ved Frokostbordet,
Seet ham drikke Thee og Vin,
Og I frygte at ei han
Stof til Visen give kan?
Har I seet vor Holger Stampe
Nøgen paa den sorte Hest,
Ved det Syn man kan faa Krampe,
Hiertet giver det sin Rest!
Hvor man ham betragte vil,
Hvilket deiligt Muskelspil!
Saae I ham paa Jagt derovre,
Der paa Feddet, naar han sang:
„Frage nicht, warum ich traure,"
Og han gik sin egen Gang.
Fuglen selv med Vinger paa
Neie sig for Holger maae.
Saae I ham i Dandsen trine,
Giøre Flicflac, høie Spring?
Hver en Dame, Død og Pine!
Gik da Hiertet ud og ind.
„Han vil blive," lød i Chor,
„God naar først han bliver stor."
Har I seet Personen svømme,
Har I seet ham staae paa Tørt?
Det er nok, vi kan berømme,
Søde Holger, vi er rørt!
Gid du snart bag Rosens Tiørn
Staae med Viv og Maaske-Børn!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Oldtids huuslige Liv
Ak, hvor romantisk smiler dog det Bjælkehuus i Dalen!
Med deiligt skaaret Halm og Hø er Gulvet strøet i Salen,
Og midt derinde er et Baal, saa lysteligt det luer,
Melodisk drypper Soden ned fra Loftets hvalte Buer.
Imedens Røgen bølger frit om Bjælkerne derinde,
Rundtom et Bryggerkar med Øl, sig leirer Mand og Qvinde.
Ja det er Oldtids brede Børn det seer man paa Figuren,
Og de er' alle klædt' i Skind, der lugte af Naturen.
Hver gnaver paa et Flæske-Been, og naar det reent er pillet,
Naboen det i Panden faaer, og det er Tegn paa Snillet.
— I Jomfru-Buret seer det ud, som i en Spindestue,
De Terner stoppe Hoser der med deres skjønne Frue;
Og sige de i barnlig Skjæmt lidt meer end sig kan sømme,
Med Øredask, og andet meer, hun holder dem i Tømme.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
En Stemning
Hvad der skal skee, det skeer, derpaa jeg troer
Og giver mig Vorherre hen i Fæste,
Tryg svøber jeg mig i mit „Fadervor",
Skee, hvad der maa! Hvad Gud vil, er det Bedste.
Paa ham alene bygger jeg og troer,
Han taler til mig gjennem alt det Skabte;
Af ham min bedste Deel jo i mig boer,
Hvis det jeg tabte, Paradiis jeg tabte.
Det lyser ind i Sjælen, hvad jeg fik,
Hver Naadegave udenom og inde,
Hvert Alvors og hvert Letsinds Øieblik,
Hvad jeg har tabt og vundet og kan vinde.
„Udødelighed"! Tanken er saa stor!
Men „Evighed" og det „Uendelige"
Er større, ubegribeligt — og hvor
Erkjendes ikke de som virkelige!
Udødelighed! Du har i din Haand
Retfærdighedens Vægtskaal; Du maa være!
I Dig jeg siger, under Smertens Baand:
„Det Bedste skeer! Gud Herren Priis og Ære!"
Men giv mig Styrke, Herre, i min Nød,
I Lykkens Dage, og naar tungt jeg lider!
Hvad der skal skee, det skeer, som Gud det bød;
Men Gud vil kun det Bedste alle Tider.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Med et tydsk Exemplar af mine Eventyr
Du har en Kunstnersjæl, jeg troer derpaa,
Dens Straaler jeg i dine Skizzer saae.
Du har et ærligt Øje; — Hjertets Grund
Staaer i et trofast Smiil omkring Din Mund.
Jeg strax forstod Dig. Eventyr de skikke
Dig denne Juul; Veninden har dem bragt;
Et lille Vers jeg har i Bogen lagt;
Du har en Ven i Danmark; glem ham ikke!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Paa Grevindens Fødselsdag
Der er et Sted paa en af Danmarks Øer,
Et deiligt Sted, ret som en engelsk Park,
Rundt om sees store Skove, stille Søer,
Med Enge vexle Korn- og Kløver-Mark;
Og dog er her det Hele kun en Ramme
Omkring et Hjem, det elskte Bregentved,
Dets Arne har en høi, en hellig Flamme,
Et Moder-Hjerte fuldt af Kjærlighed.
Læs hendes Øie naar den Arme græder,
Der skeer i Verden Godt som Faa kun see,
Læs hendes Øie, der boer Moder-Glæder,
Hver tør betroe til hende af sin Vee!
Naturen her er smuk og rig at skue,
Men hendes Hjerte, det er rigt som den,
Fra det mod Gud sig hvælver Arkens Bue,
Der er Fortrøstning i at see derhen.
Hvert Aar, o Moder, Marken Rigdom sender
Til ham, hvis Hjerte Gud til dit har bragt,
En Rigdom større selv, end Du den kjender,
For ham i Børnene Du har nedlagt,
En himmelsk Sæd af Moder-Taarer dugget,
En Qvinde virker stille, men saa stort!
Gud, som har Verdner ved sit Hjerte vugget,
Dig glæde for det Gode, Du har gjort!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Sonnet V: Nothing But No
Nothing but "No," and "Aye," and "Aye," and "No"?
How falls it out so strangely you reply?
I tell ye, Fair, I'll not be answer'd so,
With this affirming "No," denying "Aye."
I say, "I love," you slightly answer "Aye";
I say, "You love," you pule me out a "No";
I say, "I die," you echo me an "Aye";
"Save me," I cry, you sigh me out a "No";
Must woe and I have nought but "No" and "Aye"?
No I am I, if I no more can have;
Answer no more, with silence make reply,
And let me take myself what I do crave.
Let "No" and "Aye" with I and you be so;
Then answer "No," and "Aye," and "Aye" and "No."
poem by Michael Drayton
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
En skyet, guulgraa Luft saa tung og hed
En skyet, guulgraa Luft saa tung og hed
Beaander mig med Ørknens tørre Aande.
I Træthed og i Angst jeg knuges ned;
Er der en Opiumsdrøm i denne Vaande?
Fata Morgana, yppigt, dejligt skabt,
Staaer med sin hede Viin foran mit Leje.
En Lædskedrik, ak, den har Skaalen tabt;
Erindringen derom er kun mit Eje.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Jylland [Da Oltid kun var nyfødt Skum paa Tidens stolte Vove]
Da Oltid kun var nyfødt Skum paa Tidens stolte Vove,
Laae Jylland, som et Vildnis stort, med dybe, sorte Skove;
Een Skov det hele Land kun var, hvor stolte Ege groede,
De stærke, tykke Grene fast sig om hinanden snoede;
Og Ørnen bygged' Rede her, og Ulven grov sin Hule,
Men ingen Snekke gled endnu forbi mod Nordens Thule;
Og intet Øxeslag der faldt, en Dæmring laae der inde,
Og Secler svandt, før Skoven saae sin første Mand og Qvinde.
Den vilde Kraft fandt her sit Hjem, Naturen stod ei ene,
Og Fuglene saa lystigt sang fra Skovens grønne Grene.
— Men dybt fra Havet Taagen steeg, saa skarp og dog saa stille,
Den slukked' Solens Ild, man saae ei længer Straalen spille.
Da isned' Blomst og Græs og Krat, selv Skovens stærke Stammer,
Og Bølgen steeg og kjæmpede mod Jordens rødblaae Flammer.
Med Hyl sig styrted' Skovens Dyr, fortvivlet ud i Havet,
Og Mennesket drog fra et Hjem, som Bølgerne begraved'.
Den vilde Jordbrand angreb Alt, hver Fugl, hver Rovdyr døde,
Som Lava damped' Ahlen. — — Alt i Secler var et Øde.
Da voxte Lyngen høi og sort, med fiolette Blommer,
Med Skove Landets Østkant stod, smukt i den varme Sommer,
Og Fuglen kom, med lystig Sang, og byggede sin Rede,
Og Mennesket et Eden fandt, her bag den sorte Hede;
Og Kjæmper færdedes og faldt — og Troskab fandt sin Arne,
Og Sangeren var Folket kjær, det lære vi af Hjarne.
Paa Heden holdte Kongen Ting, og Hornet kaldte sammen,
Saa manget kraftigt Ord blev talt, og Natten svandt i Gammen; -
Og hele Slægter svandt, som den, med deres stolte Drømme,
Men Maanen seiled' taus, som nu, paa Tidens Vexels Strømme.
Den saae dem plante Christi Kors, den hørte Munkens Sange,
Mens Bølgen brødes, end som nu, mod Skagens hvidgraae Tange.
Den saae hiin stolte Ridder-Tid, den saae dens Borge gløde,
Den saae Niels Ebbesen, som Helt, for Danmarks Frelse bløde. -
— Den lyser endnu bleg og rund, som Tidens store Øie,
Paa Jyllands skovbekrandste Kyst og lyngbegroede Høie,
Seer Vesterhavet med sin Storm, der kuer Egens Grene,
Mens Fredens Blomster voxe smukt om Heltens Bautastene
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Cometen 1834
Lad Verden tee sig nok saa lærd, foruden som forinden,
Naar først Cometen viser sig, den ryger dog af Pinden.
Saa seer man, den er ei solid, men saa er det for silde,
Nu lapser den sig alt for fælt, og derfor gaaer det ilde.
Ja, hører nu, hvordan det gaaer, og hvad der snart vil hænde,
Thi siden faae vi neppe Tid, at see paa Verdens Ende.
— Omtrent naar Tappenstregen slaaer,
Naar Vægteren paa Gaden gaaer,
Og synger høit mod Skyen,
Mens Flyveposten flagrer over Byen,
Da viser sig Cometen stor og rød,
Men hver Mand troer: „O det har ingen Nød,
Den gaaer nok over!"
Selv Byens Magistrat med denne Tanke sover.
— Men ak! Cometen kjender ei til Hvile,
I hvert Minut den løber hundred' Mile;
Den mod vor Jord fremrykker,
Men slaaer os ikke lige strax i Stykker,
Nei, den gjør os en anden stor Fortred,
Den ta'er vor Jord paa Slæbetouget med.
„Ak!" sukke gamle Folk, og falde hen i Daanen:
„Hvi løb den ikke heller af med Maanen!"
— „Und immer weiter, hop, hop, hop!"
Vi fare Alle i Galop;
Men at vor Jord saaledes galoperer,
Just ei generer,
Man holder meget jo af Galopade,
Paa Baller, som paa Østergade;
Man kjender Touren, holder let Balancen;
Men Jorden — ak! den taber Contenancen.
Ved disse nye Spring
Den glemmer reent at dreie sig omkring.
Fra Maribo man hører Klager,
„Som Mange megen Skræk indjager;"
Man mærker, det er ilde fat,
Cometen bli'er i Bladet sat.
Men ak! den løber dog afsted,
Og Jorden — ja, den løber med.
Da mærker man, selv hos det mindste Noer,
At Dandse-Organet i Hjertet boer,
Thi Hjertet hopper fra Bryst til Hals,
Som i Wiener-Vals.
— Snart er' vi Solen ganske nær,
Af Hede tabe vi vort Veir;
Enhver gjør Vind — men ak, for lidt.
Med de bekjendte korte Trit,
Og Arme, som Græshoppe-Been,
De unge Damer løbe hver og een,
Gjør Vind paa Gaden op og ned,
Men Luften bliver lige heed.
— Tilsidst vi Solen dog passere,
Men mange fede Folk crepere,
Og Bladene, ak ja! — de komme slemt tilkort,
Thi alt hvad Vand er, tørres ganske bort.
Men lad det gaae med Verden som det vil!
Man vænner sig dertil.
Snart gaaer enhver til sine gamle Skikke,
Man frygter ikke,
Man holder Baller, drikker Thee og snakker.
— Jeg takker!!!
Men ei Cometen falder os i Talen;
Tilsidst faaer den dog Lyst at røre os med Halen,
Men neppe er det skeet,
Saa gaaer det galt med Jord og med Comet;
O, kunde vi Halen dog englisere,
Saa skulde vi ikke saa brat crepere!
Betænk, hvilken „fürgterlig Ildebrand,"
— Fælt sprutter Jorden af polemisk Vand,
Men ei det nytter, den gaaer reent itu,
Men kan det trøste, nu
Saa gaaer det ei Cometen meget bedre,
Thi den og vi med Alt gaae da til vore Fædre. -
O hvilket Virvar dog i vor Natur!
I Nakken faae vi den chinesiske Muur,
Ja Rundetaarn og selv Theatret vælter,
I Taschenbücher man paa Gaden ælter,
Og tænk en Gang — de brænde!
Nu hører man et Knald, og saa har Verden Ende. -
Men som en Phønix, mærk mit Ord,
Snart af Cometen og vor Jord
En Klode danner sig paa ny,
Med Folk og Fæ, med Mark og By;
Men deres Storhed ei vi fatte,
Mod dem er' vi kun Padehatte;
Forstanden tred've Grader naaer,
(Mod dem var Plato selv et Faar).
De skrive, skrive, og studere,
Spadsere
I Luften, grave dybt i Jorden,
Da finde de baade i Syd og Norden,
Ret tydeligt Spoer af en Verden før,
Og det er vores, som det sig bør.
Man finder Folk — ja hele Lag,
Med Ordner baade for og bag,
Men man tør ikke Personerne røre,
Thi de ere skjøre. -
Ja, hvad som findes, selv mindste Kat,
Betragtes strax som en gylden Skat.
Saaledes Kjære,
Vi komme engang i Agt og Ære,
Faae Plads paa Museet, i Kirke og Slot;
Som Antiqviteter de os vil vise;
O lader os alle Cometen prise!
Naar Enden er god, er jo Alting godt!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!