Jubilee Song
Our grateful carts with joy o’erflow,
Hurra, Hurra, Hurra,
We hail the Despot’s overthrow,
Hurra, Hurra, Hurra,
No more he’ll raise the gory lash,
And sink it deep in human flesh,
Hurra, Hurra, Hurra, Hurra,
Hurra, Hurra, Hurra.
We raise the song in Freedom’s name,
Hurra, Hurra, Hurra,
Her glorious triumph we proclaim,
Hurra, Hurra, Hurra,
Beneath her feet lie Slavery’s chains,
Their power to curse no more remains,
Hurra, Hurra, Hurra
Hurra, Hurra, Hurra.
With joy we’ll make the air resound,
Hurra, Hurra, Hurra,
That all may hear the gladsome sound,
Hurra, Hurra, Hurra,
We glory at Oppression’s fall,
The Slave has burst his deadly thrall,
Hurra, Hurra, Hurra, Hurra
Hurra, Hurra, Hurra.
In mirthful glee we’ll dance and sing,
Hurra, Hurra, Hurra,
With shouts we’ll make the welkin ring,
Hurra, Hurra, Hurra,
Shout! shout aloud! the bondsman’s free
This, this is Freedom’s jubilee
Hurra, Hurra, Hurra, Hurra,
Hurra, Hurra, Hurra.
poem by Anonymous Americas
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
Landsoldatens Hjemkomst
Det er som en Festdag hver evige Dag,
Vor Landsoldat kommer tilbage.
Fra Huus og til Huus hænge Krandse og Flag,
Folk juble fra Gader og Tage,
Hvert Laug har sin Fane, Musiken er med,
Og Hurra og Jubel hvert evige Sted.
„Nu komme de! hør fra Voldene Skud!
Saa sunde, saa prægtige see de ud!"
Hurra! Hurra! I herlige, brave Soldater!
De komme med Blomster paa Hat og Gevær,
Et vandrende Foraar de ligne;
Gaae ind imellem dem, tal med hver,
Det er de Mænd, vi velsigne.
De stred og døied og udholdt som Faa,
Og vide selv ikke, hvor store de staae.
Den fineste Frøkens Rosenmund
Kunde kysse Soldaten i denne Stund.
Hurra! Hurra! I herlige, brave Soldater!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Song of the Battle Eve
(Time -- the Ninth Century)
To-morrow, comrade, we
On the battle-plain must be,
There to conquer, or both lie low!
The morning star is up --
But there's wine still in the cup,
And we'll take another quaff, ere we go, boy, go;
We'll take another quaff, ere we go.
'Tis true, in manliest eyes
A passing tear will rise,
When we think of the friends we leave lone;
But what can wailing do?
See, our goblet's weeping too!
With its tears we'll chase away our own, boy, our own;
With its tears we'll chase away our own.
But daylight's stealing on;
The last that o'er us shone
Saw our children around us play;
The next -- ah! where shall we
And those rosy urchins be?
But -- no matter -- grasp thy sword and away, boy, away;
No matter -- grasp thy sword and away!
Let those, who brook the chain
Of Saxon or of Dane,
Ignobly by their fire-sides stay;
One sigh to home be given,
One heartfelt prayer to heaven,
Then, for Erin and her cause, boy, hurra! hurra! hurra!
Then, for Erin and her cause, hurra!
poem by Thomas Moore
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Don't cry ""Hurra!"" till you are over the ditch.
The New-England Boy's Song About Thanksgiving Day
Over the river, and through the wood,
To grandfather's house we go;
The horse knows the way,
To carry the sleigh,
Through the white and drifted snow.
Over the river, and through the wood,
To grandfather's house away!
We would not stop
For doll or top,
For 't is Thanksgiving Day.
Over the river, and through the wood,
Oh, how the wind does blow!
It stings the toes,
And bites the nose,
As over the ground we go.
Over the river, and through the wood,
With a clear blue winter sky,
The dogs do bark,
And children hark,
As we go jingling by.
Over the river, and through the wood,
To have a first-rate play-
Hear the bells ring
Ting a ling ding,
Hurra for Thanksgiving Day!
Over the river, and through the wood-
No matter for winds that blow;
Or if we get
The sleigh upset,
Into a bank of snow.
Over the river, and through the wood,
To see little John and Ann;
We will kiss them all,
And play snow-ball,
And stay as long as we can.
Over the river, and through the wood,
Trot fast, my dapple grey!
Spring over the ground,
Like a hunting hound,
For 't is Thanksgiving Day!
Over the river, and through the wood,
And straight through the barn-yard gate;
We seem to go
Extremely slow,
It is so hard to wait.
Over the river, and through the wood-
Old Jowler hears our bells;
He shakes his pow,
With a loud bow wow,
And thus the news he tells.
Over the river, and through the wood-
When grandmother sees us come,
She will say, Oh dear,
The children are here,
Bring a pie for every one.
Over the river, and through the wood-
Now grandmother's cap I spy!
Hurra for the fun!
Is the pudding done?
Hurra for the pumpkin pie!
poem by Lydia Maria Francis Child
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Don't cry hurra! till your are over the hedge (till you are out of the wood).
En lille Flugt til Rom den 8 Marts 1835
1
Fra Nord, hvor Taagen skygger,
Hvor Vinterkulden trykker,
Bort til Italia!
Vi Tydskland let kan glemme,
Saa smukt har vi det Hjemme,
Og flyve dog derfra!
Hallo, halla, hallo, halla!
Ned til Italia!
2
De høie Alper vige,
Vi ned paa Sletten stige
Til Sang og Blomster-Duft.
Blandt Myrter Hjorden græsser,
See Pinier og Cypresser! -
Vi aande Sydens Luft!
Hallo, hallo, hallo! hallo!
Den Luft gjør Hjertet fro!
3
Her Skjønheds Døttre bygge!
Vi tænke paa vor Lykke,
Vi dvæle og vi fly.
Bag Bjergene det vinker!
Sankt Peters Kubbel blinker,
Vi er i Pavens By.
Hallo, halla, hallo, halla!
Nu Passaporti da!
4
Vi ned ad Corso vandre,
Og sikkert vi de Andre
I Caffe greco see!
Man Velkomst drikke skal jo,
Vi raabe mezzo caldo!
Vi kysses og vi lee!
Hallo, halle, hallo, halle!
Vi er i vor Caffé!
5
Os spørger hver en Stemme,
„Hvorledes staaer det hjemme?"
„Det staaer, som før det stod!
Det regner og er sølet,
Man gaaer og er forkjølet,
For Vintren er saa god!"
Hallo, hallo, hallo, hallo!
Ja god, det kan I tro!
6
Om Roma vil vi tale,
See Vaticanets Sale,
Ja dertil staaer vor Hu.
Jeg Colossæum gjæster,
Og Keiserborgens Rester,
Og saa lidt meer endnu!
Hallo, halle, hallo, halle!
Vi atter Roma see!
7
Men vi maae lidt os rappe!
Op ad den spanske Trappe,
Først hen til Chiavica!
De der sig Alle samle,
Der træffe vi den Gamle,
ham bringes et Hurra!
Hallo, halla, hallo, halla!
Ham bringes et Hurra!
8
Hans Fødselsdag de hædre,
Og ingen Dag er bedre
End den, han først saae Rom!
Vi see hans milde Øie
Vi staae ved Romas Høie,
Til Skaalen just vi kom.
Hallo, halla, hallo, halla!
For Thorvaldsen Hurra!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
The Hartley Calamity
The Hartley men are noble, and
Ye'll hear a tale of woe;
I'll tell the doom of the Hartley men -
The year of sixty two.
'Twas on the Thursday morning, on
The first month of the year,
When there befell the thing that well
May rend the heart to hear.
Ere chanticleer with music rare
Awakes the old homestead,
The Hartley men are up and off
To earn their daily bread.
On, on they toil; with heat they broil,
And streams of sweat still glue
The stour unto their skins, till they
Are black as the coal they hew.
Now to and fro the putters go,
The waggons to and fro,
And clang on clang the wheel and hoof
Ring in the mine below.
The din and strife of human life.
Awake in 'wall' and 'board',
When, lo! a shock is felt which makes
Each human heart-beat heard.
Each bosom thuds, as each his duds
He snatches and away,
And to the distant shaft he flees
With all the speed he may.
Each, all, they flee -- by two -- by three
They seek the shaft, to seek
An answer in each other's face,
To what they may not speak.
"Are we entombed?" they seem to ask,
For the shaft is closed, and no
Escape have they to God's bright day
From out the night below.
So stand in pain the Hartley men,
And o'er them speedily comes
The memory of home and all
That links us to our homes.
Despair at length renews their strength,
And they the shaft must clear,
And soon the sound of mall and pick,
Half drowns the voice of fear.
And hark! to the blow of the mal below
Do the sounds above reply?
Hurra, hurra, for the Hartley men,
For now their rescue's nigh.
Their rescue nigh? The sound of joy
And hope have ceased, and ere
A breath is drawn a rumble heard
Re-drives them to despair.
Together now behold them bow;
Their burden'd souls unload
In cries that never rise in vain
Unto the living God.
Whilst yet they kneel, again they fell
Their strength renewed -- again
The swing and the ring of the mall attests
The might of the Hartley men.
And hark! to the blow of the mall below,
Do sounds above reply?
Hurra, hurra, for the Hartley men,
For now their rescue's nigh.
But lo! yon light, erewhile so bright
No longer lights the scene;
A cloud of mist yon light has kiss'd
And shorn it of its sheen.
A cloud of mist yon light has kiss'd,
See! how long it steels,
Till one by one the lights are smote,
And deep the doom prevails.
"Oh, father, till the shaft is rid,
Close, close besides me keep;
My eyelids are together glued,
And I -- and I -- must sleep".
Sleep, darling, sleep, and I will keep
Close by -- heigh-ho!" To keep
Himself awake the father strives --
But he -- he too -- must sleep."
"O, brother, till the shaft is rid,
Close, close besides me keep;
My eyelids are together glued,
And I -- and I -- must sleep."
Sleep, brother, sleep and I will keep
Close by -- heigh-ho! To keep
Half awake the brother strives --
But he -- he too must sleep.
"O mother, dear! wert, wert thou near
Whilst sleep!" And the orphan slept;
And all night long by the black pit heap
The mother a dumb watch kept
And fathers, and mothers, and sisters, and brothers,
The lover and the new-made bride --
A vigil kept for those who slept,
From eve to morning tide.
But they slept -- still -- in silence dread,
Two hundred old and young,
To awake when heaven and earth have sped
And the last dread trumpet rung.
poem by Joseph Skipsey
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Med forskjellige Presenter
Jeg kommer, Frøken Anna, med en Flaske af min Lugt,
Dertil to søde Hvalpe, mit Hjertes bedste Frugt,
„Bruun" var den Enes Fader, den Andens var nok „Spet",
Hver var en Gadestryger, men daarende honnet;
Jeg selv er en Slags Norma, og jeg har følt og grædt.
Men det er nu det Samme, naar Hjertet kun er godt.
Med mig de gratulere og bringe noget Smaat:
Et Stykke Chocolade og engelsk Naal og Staal;
Og alle Tre vi raabe Hurra paa Hundemaal.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Nytaars-Aften 1848
Farvel, farvel, Du gamle Aar,
Din Bortgangs Skaal vi drikke!
Din Virken dyb alvorlig staaer,
Dig glemmer Verden ikke.
Det nye Aar nu banker paa,
Kom ind! velkommen være!
Du Barn, som endnu Ondt ei saae,
Du Freden til os bære!
Fred over Dig, vort Fædreland,
Og dine aabne Strande,
Fred i hvert Hjerte, i hver Stand,
Fred over alle Lande!
Læg Du de Saar, din Broder slog,
Beskjærm os vore Kjære!
Med Hurra og med Dannebrog
Du af os hilset være!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Two Lives
TWO youths from a village set out together
To seek their fortune the wide world through;
One cried, 'Hurra for the autumn weather!'
The other sighed, 'Winter is almost due!'
One failed, they said, for he never was thrifty,
Returned to the village, and laughed and loved.
The other succeeded, and when he was fifty
Had millions and fame, and the world approved.
But the failure was happy, his smile a blessing,
The dogs and the children romped at his feet,
While from him who succeeded, tho' much possessing,
The little ones shrank when they chanced to meet.
One purchased respect by his lordly giving:
The other won love by his loving ways;
And if either had doubts of his way of living,
It wasn't the one with the humble days.
They never knew it, but both were teachers
Of deep life-secrets, these village youths—
The one of a school where Facts are preachers—
The other of a world that worships Truths.
poem by John Boyle O'Reilly
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Pouls Tale
Vil De nu være stille i Stuer og Sale,
Saa siger lille Poul sin store Tale;
Jeg er den ældste af de yngste To,
Kan bedst holde Tale, kan I troe.
Jeg tømmer i dag Sølvbryllups-Kruset
Og gratulerer fra hele Huset,
Fra Unge og Gamle, fra Store og Smaa.
Jeg har mine bedste Klæder paa,
Og mødte jeg ganske dem foruden,
Saa kunde man troe, jeg var Elskovsguden;
Thi jeg er velskabt og sød og lille.
Men det var ei det, jeg sige vilde!
— Min Tale den er som et Træ, der groer,
Den har af Ønsker en Blomsterflor,
Og hver en Blomst, baade lille og stor,
Har jeg kysset paa; saa sandt jeg troer,
Bag hvert lille Blad et Kys der boer
Til Bedstefa'er og til Bedstemo'er.
Det knalder med Hurra i Stuer og Sale!
— Det er lille Pouls store Tale.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
ABC-Bogen
A. Amme.
En Amme gaaer i Søndagsklæder,
Og Andres Børn er hendes Hæder.
B. Bonde.
En Bonde før leed stor Fortræd,
Nu er han tidt for meget med!
C. Columbus.
Columbus over Havet foer,
Og Jorden den blev dobbelt stor!
D. Danmark.
Om Danmarks Rige Sagnet gaaer,
Gud ei sin Haand af Danmark slaaer!
E. Elephant.
En Elephant gaaer altid tungt,
Om ogsaa Hjertet det er ungt!
F. Formørkelse.
Formørkelse gjør Maanen godt,
Den gaaer saa længe med Kalot!
G. Galten.
Om Galten end faaer Ring i Næsen,
Han lærer ei det fine Væsen.
H. Hurra.
Tidt er et Hurra paa vor Jord
Et meget ubesindigt Ord!
J. Jord.
Vor Jord er vor Moder saa rund og saa stor,
Og vi gaae tilsidst igjen i vor Moer!
K. Ko. Kalv.
En Ko er Tyrens Madamme,
Og Kalven kan blive det samme!
L. Løve. Lorgnet.
Den vilde Løve har ei Lorgnet,
Det har den tamme i Nummer-Parquet.
M. Morgensol.
Op staaer den gyldne Morgensol,
Men ei fordi Gaardhanen goel.
N. Neger.
Sort er en Neger al sin Tid,
Ham kan man ikke vaske hvid.
O. Olieblad.
Det bedste Blad — ja veed Du hvad?
Det var dog Duens Olieblad.
P. Pande.
Tidt rummes i Menneskets Pande,
Hvad knap kan rummes i Tider og Lande.
Q. Qvæg.
At eie Qvæg er stort og godt,
Selv være Qvæg, det er kun smaat.
R. Rundetaarn.
Skjøndt man er skabt som Rundetaarn,
Er man derfor ei høivelbaar'n.
S. Sviin.
Lad det Dig ikke gjøre hoven,
At Du har mange Sviin paa Skoven.
T. Theekedel. Theemaskine.
Theekedlen fik kun Skortsteens-Rang,
Og har dog Theemaskinens Sang.
U. Uhret.
Skjønt Uhret stadigt slaaer og gaaer,
Midt i en Evighed man staaer!
V. Vaskebjørn.
En Vaskebjørn kan vaske Tingen
Saa længe, at den bliver ingen!
X. — -
I Ægteskabs-Sø skal der findes en Klippe,
Af Socrates blev den betegnet Xanthippe.
Y. Ygdrasil.
Under Ygdrasil-Træ var Gudernes Sted, -
Træet er dødt og Guderne med!
Æ. Æsel.
Et Æsel er et Æsel dog,
Om selv det gaaer med gyldent Skrog.
Ø. Østers.
En Østers har ikke til Verden Fiduus,
Den veed, man kan æde den ud af sit Huus!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Ved Soldatens Hjemkomst i 1864
Vor brave Soldat, som saa ærligt har stridt,
Du kommer nu hjem uden Glæde.
O Danmark, hvor har Du dog bitterligt lidt,
Blod er flydt, og Blod er at græde!
I forrige Krig, da Soldaten kom hjem,
Stor Festlighed Byerne gjorde,
Fra Husene hængte man Danebrog frem,
Stod med Sange og Æresporte.
Nu kommer Du hjem uden Hurra og Sang.
Og dog: Du holdt ud, maatte lide
Langt mere i Danmarks Kamp denne Gang,
End Mange betænke og vide.
„Hav Tak!" det siger vort Hjertelag,
Det vil i hvert Haandtryk Du kjende.
— Og saa vil vi sjunge om „Atterdag";
Den Sang er ei skrevet tilende.
I Gud er Fremtid! „Han gav, han tog",
Han kan skrive paa Danskens Skjolde:
„Atter plantedes Danebrog
Paa Thyras gjenreiste Volde."
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hilsen af norske og svenske Frivillige, som deeltoge i Kampen de to første Krigsaar
Velsignet er den Dag i Dag!
Velkommen Kammerater, brave!
I har sat Danmarks Led i Lave,
Stærkt Gjærdet blev ved hvert et Slag.
— Glad Norsk og Svensk sig stilled' begge
Med Dannebrog i Danskens Række;
Fostbroderligt flød Nordens Blod;
Vi er jo samme Slægt og Rod.
Og derfor nu med Hjemmets Flag,
Som mellem Dannebrog vi svinge,
Vi Hilsner fra vor Hjemstavn bringe;
Gud var med Danmarks gode Sag.
Høit Glædens Kirkeklokker klinge,
De Løver mellem Hjerter springe;
Den Graad, som nu i Øiet staaer,
I Sang vil straale tusind' Aar.
Naar Sørgebud fra Danmark klang,
Hvor Birken groer og under Fjeldet,
For Danmarks Nød blev Taarer fælded';
Nu lyder Nordens Fryde-Sang,
Igjennem Kattegat og Sundet
Den bruser: „Dansken Sei'r har vundet!"
Velkommen brave Kammerat!
Hurra, den tappre Landsoldat!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Helden Von Heute
Wir haben den fu am gas
Und alles fest am griff,
Uns entgeht kein letzter schrei,
Unser auftritt hat den letzten schliff.
Hurra!
Unsere schwerstern kauften gesten
Kostme wie Im western
Und sie sagten,
Sie wren extrem begehrt
Und auerdem
Wren sie wunderschn!
Und zorn, nein, haben wir keinen,
Was fr ein modisches leben,
Herrliches leben,
Sag:
Ist das schn? so schn!
Wir erfinden immer nere spiele.
Spiele gibt es zu spielen viele,
Brot und spiele sind gebracht.
No future, extrem angesagt.
New wave, new wave, new wave,...
You gave me satisfaction,
Den dingen nachzurennen,
Die gestern noch verloren gesehen.
Wir haben das richtge weltbild,
Wir sind auch heute voll dabei!
Wir haben den blick in die zukunft,
Wir sind die helden von heute,
Alles wartet auf die helden von heute.
song performed by by Falco
Submitted by Lucian Velea
Vote! | Copy!
Vi er i Marts, men Martsviol
Vi er i Marts, men Martsviol
Kun sees i Rude-Isen,
Man selv maa bringe Foraars-Sol
Og „Fatter" bringe Visen!
Her er vi jo den gamle Stok,
(Det sagt er med Poliskhed)
Og more os det skal vi nok,
Vi har jo Ungdoms Friskhed!
See Stuen her, hvor pompeiansk,
Nei, det er den ved Siden,
Herinde, her er østerlandsk,
Med Nyden hele Tiden.
Hver Væg et Billedgalleri,
Imens vi kildre Ganen,
Paa kjøbenhavnsk kaldt Poesi,
Paa østerlandsk: Divanen!
Det er omtrent eengang hvert Aar,
Vi her slaae Basserallen,
I Danmarks ny Historie staaer
Det ei — spørg kun von Allen!
Men det er ligemeget det,
Vi ærgre os slet ikke.
Vi svinge Hue og Kasket,
Vor egen Skaal vi drikke!
Har Tiden ingen Martsviol,
Saa har den her „Slukefter"!
Din Skaal, min Skaal, vort Selskabs Skaal,
Hurra, af alle Kræfter!
Her er gemytligt friskt og sundt,
Og ingen Rigsdags Tanker,
Drik ud dit Glas, det er Dig undt,
„Hvil Hoved paa et Anker!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Sang til den kjære Oldemoer A. C. D. Drewsen
Og nu en Sang for Oldemoer,
Den Milde, Kloge, Kjære!
Vi Alle synge vil i Chor,
Saaledes skal det være!
Gid Rigmor kunde synge med
Som Børnene hos Thieles,
Saa sang hun — mens i Kjærlighed
Her gjennem Taarer smiles.
Derudenfor er Luften klar,
Men kold med Nordens Vinde;
I Børn og Børnebørn Du har
Din Blomsterflor herinde.
Og Kinden blusser, Øiet leer,
Dig vil de Alle glæde,
Og naar Du ind i Hjertet seer,
Seer Du dit Herskersæde.
Engang — ja, naar vi skilles ad,
Det skeer kun for at mødes;
Paa Mødet tænker Hjertet glad,
Og sød Fortrøstning fødes.
Kort er et Jordlivs Fødselsdag,
Men langt og deiligt Aaret;
Paa Kjærlighedens Vingeslag
Du bliver hos os baaret.
Dit Øie hviler paa os nu
Med stille, store Tanker!
Ja, Oldemoer, saa smuk er Du,
Saa ungt dit Hjerte banker!
En evig Ungdom Sjælen fik,
Fra Øiet lyser Straalen!
— Og nu: Hurra paa gammel Skik!
For Oldemoer er Skaalen!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
For A' That And A' That
Tho' right be aft put down by strength,
As mony a day we saw that,
The true and leilfu' cause at length
Shall bear the grie for a' that.
For a' that an a' that,
Guns, guillotines, and a' that,
The Fleur-de-lis, that lost her right,
Is queen again for a' that!
We'll twine her in a friendly knot
With England's rose and a' that,
The Shamrock shall not be forgot,
For Wellington made bra' that.
The Thistle, tho' her leaf be rude,
Yet faith we'll no misca' that,
She sheltered in her solitude
The Fleur-de-lis, for a' that!
The Austrian Vine, the Prussian pine.
(For Blucher's sake, hurra that,)
The Spanish olive too shall join,
And bloom in peace for a' that.
Stout Russia's hemp, so surely twin'd
Around our wreath we'll draw that,
And he that would the cord unbind,
Shall have it for his gra-vat!
Or if to chock sae puir a sot,
Your pity scorn to thraw that,
The Devil's Elbo' be his lot,
Where he may sit and claw that.
In spite of slight, in spite of might
In spite of brags and a' that,
The lads that battled for the right,
Have won the day, and a' that!
There's ae bit spot I had forgot,
They ca'd America that!
A coward plot her rats had got
Their father's flag to gnaw that;
Now see it fly top-gallant high,
Atlantic winds shall blaw that,
And Yankee loun, beware your croun,
There's kames in hand to claw that!
For on the land, or on the sea,
Where'er the breezes blaw that,
The British flag shall bear the grie,
And win the day for a' that!
poem by Sir Walter Scott
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Paa en Faders Fødselsdag, afsjunget af hans Børn Mel. Du lille Purk.
Nu kommer Visen med Knald, Hurra!
Humeur forneden og foroven.
Held Elephanten i Africa,
Den gaaer paa Palmer op til Boven,
Paa røde Roser og paa Tamerinth,
I Foden træder den sig ei en Splint,
Dog for vist og sandt
Ingen Elephant
Fik sig en Fader, som vor Fader!
En Hvalros har det saa mageligt,
Han lider ei af Solens Hede;
Paa Iis han sover behageligt,
Om han er oppe eller nede.
Ved Spidsbergs Klipper faaer han sig et Blund,
Ja lægger Hoved tidt paa Ederduun;
Det os ærgrer ei,
Ingen Hvalros nei,
Fik sig en Fader, som vor Fader!
Paa Ararat, der hvor Arken stod,
Tør Kongeørnen frit sig svinge,
Mod Skyen peger den med sin Fod,
Jo, Ørnen den er ei saa ringe!
De røde Roser og de Øine blaae,
I Dalen dybt de for ham neie maae,
Dog tør vi Børn
Sige: „Ingen Ørn
Har sig en Fader, som vor Fader!"
Nei, Elephant, Hvalros og Ørn,
Jo, de maae smøre sig om Munden!
Tænk! de fik heller ikke slige Børn,
Som os, det ærgrer dem i Grunden!
Som Torn i Øiet vi dem alle staae,
Men Dig vi er en Torn med Roser paa.
Rosens Duft er Sang,
Fader, see en Gang
Ved din Skaal hver en Rose nikker!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
The Mole Part Three
Kaum ist's vorbei mit dem Trara,
So ist der Wühler wieder da.
When all is quiet, as before,
The burrower appears once more.
Schnupp! dringt die Schaufel wie der Blitz
Dem Maulwurf unter seinen Sitz.
Knoll thrusts his spade and, doing so,
Attacks the creature from below.
Und mit Hurra in einem Bogen
Wird er herauf ans Licht gezogen.
Hoorah! And in a graceful arc
The mole emerges from the dark.
Aujau! Man setzt sich in den Rechen
Voll spitzer Stacheln, welche stechen.
Ow yow! The rake, a prickly thing,
When sat upon, is known to sting.
Und Knoll zieht für den Augenblick
Sich schmerzlich in sich selbst zurück.
Knoll, in the face of perforation,
Withdraws in painful contemplation.
Schon hat der Maulwurf sich derweil
Ein Loch gescharrt in Angst und Eil.
Meanwhile, the apprehensive mole
Makes haste to dig himself a hole.
Doch Knoll, der sich emporgerafft,
Beraubt ihn seiner Lebenskraft.
But Knoll, arisen, fierce and brave,
Annihilates the digging knave.
Da liegt der schwarze Bösewicht
Und wühlte gern und kann doch nicht;
Denn hinderlich, wie überall,
Ist hier der eigne Todesfall.
Here lies the scoundrel, sleek and sable.
He'd rather dig, but he's unable.
It does not suit him in the least
To be so suddenly deceased.
poem by Wilhelm Busch
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!