Vær hilset, Du Fortids Toledo
Vær hilset, Du Fortids Toledo,
Du ridderlige gamle By;
Hvor Maurerklinger blev' smeded',
om det gaaer i Verden Ry;
Her er saa eensomt og stille,
forfaldent, øde og stort;
Af rustædte Hængsler er faldet
Alcazars Vinduer og Port.
En ridderlig Gaard er nu Vertshuus,
min Stue en gammel Hal;
End pranger Familievaabnet
over den aabne Portal.
Her er ei Kamin, men et Ildfad, -
jeg hører den styrtende Regn,
Den skyller ned som en Syndflod
over den udbrændte Egn.
De nøgne, graagrønne Klipper
sig løfte langs Tajos Bred,
De kjende den larmende Fortid,
og Nutidens Eensomhed;
De hørte Mahomed prises,
og Chorsang til Jehova;
Nu høre de Locomotivet,
som kommer og bruser herfra; -
Og saa er igjen det stille,
Alt rundt om øde og stort;
Men deiligt snoer sig et Viintræ
om Byens ældgamle Port,
Og der, bag det gittrede Vindue,
den deiligste Rose jeg saae; -
Og den havde kulsorte Øine,
tidt vil jeg tænke derpaa.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
Gurre
Hvor Nilen vander Ægypterens Jord
I Africas brændende Lande,
Der mødtes to Fugle, de kom fra Nord,
De talte om Danmarks Strande:
„O husker du Sjølund, den deilige Ø,
Hvor de vilde Skovduer kurre,
De duftende Bøge, den stille Sø,
Husker du Gurre?"
— „Ja, der har jeg bygget en Sommerdag,"
Saa talte den lille Svale,
„Jeg havde min Rede ved Bondens Tag,
Jeg hørte ham synge og tale.
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!"
Chor
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!
Eccho
— skjønnest i Danmark!
Ved Gurre-Sø laae Kong Valdemars Borg,
Den saae ham med Tovelille;
Den kjendte hans Lykke, den kjendte hans Sorg,
— Ak Trøstens Harper hang stille;
Hans Glæde blev skrinlagt bag Kirkens Muur,
Hvor de vilde Skovduer kurre.
— Om Tovelille sang Guds Natur
Deiligst i Gurre!
Der havde de vandret hver lønlig Sti,
Naturen blev her til hende;
Han kunde ei gaae en Blomst forbi,
Den sagde: „Kan Du mig kjende?"
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!
Chor
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!
Eccho
— skjønnest i Danmark!
Ved Gurre-Sø holdt Kong Valdemar Jagt,
Smukt Hornet lød gjennem Skoven,
Den stod i sin rigeste Sommerpragt,
Og Stjerner funkled' foroven;
Da raabte Kongen saa lystelig,
Hvor de vilde Skovduer kurre:
„Lad Gud beholde sit Himmerig,
Har jeg kun Gurre!"
— Det er saa deiligt en Sommerdag,
Men deiligst i Nattens Stille,
Naar Stjernerne blinke og Droslens Slag
Fortæller om Tovelille.
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!
Chor
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!
Eccho
— skjønnest i Danmark!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Børnene og den graa Morlille
I Hjertet sidder en lille Person,
Han gestikulerer saa saare,
Men det er ækelt hvor føelsom han er,
Han svømmer bestandigt i Taare.
Han digter allene de rørende Ting,
Ak! Vand er vist Tanken og Tonen,
Thi, tænk! vore Øine staae lidt under Vand,
Skjøndt de er' saa langt fra Personen.
Han maa ei slippe i Verden ud,
Saa blev der først Graad og Jammer,
Vort Bryst skal være hans Fangetaarn,
Og Hjertet hans Fængselskammer.
Han sidder jo luunt inden Vægge der,
Skjøndt evigt og altid han skraaler:
„Her er saa snevert! o ud! derud!
Hvor Himlen og Sollyset straaler!"
— Nei, saa gaaer det meget bedre til
hos dem, som boe i vor Pande;
Vel er det Tagkammer lidet og lavt,
Dog rummer det godt maa man sande!
Thi der er' tusind' velsignede Smaae,
Ja tusinde til, og lidt flere,
Der synge og springe ved Dag og Nat,
(hos visse de mindre genere):
Det er Phantasiens levende Smaae,
De kjende ei Savn eller Længsel;
Ja tidt gjør' de Nar af den lille Person,
Der sidder i Hjertets Fængsel.
De kan de deiligste Eventyr,
Og naar vi Mennesker læse,
Saa spille de strax, som Comedie Alt,
Her lige over vor Næse.
Ja, tidt kan de udvide Kammeret selv,
saa mange alt føle en Svimlen,
Men tænk dog ogsaa, hvor høit det gaaer!
Det gaaer gjennem hele Himlen;
Saa høit, saa høit over Sol og Planet,
Ja, langt paa den anden Side!
Hvorledes de ellers kan gjøre Sligt,
Ja, det maa vor Herre vide!
— Men vil' de gjøre for stort et Spring,
Hvad eller Spektakel og Trætte,
Da kommer Fornuften, en graa Morlil,
Hun bringer dem snarlig tilrette.
Tidt tysser hun ogsaa, og er lidt vred
Paa ham, som i Hjertet græder,
Men ofte hun trøster, da synge de Smaae,
Saa smukt om Himmelens Glæder.
Men Dagene svinde og Aarene gaae,
Om selv de er' nok saa mange,
Da bliver det Fængsel i Hjertet her,
For svagt til at holde sin Fange,
Det Tagkammer selv er i skrøbelig Stand,
Det taaler ei Børnenes Springen,
Den gamle Morlille dem tager i Favn,
Som Moder, hun glemmer slet ingen;
Og Hjertets Lille, det Længsels Barn,
Er nærmest ved hendes Hjerte,
Saa barnligt, saa trygt det hviler der,
Og glemmer sin Sorg og Smerte;
Da er hun ei længer en graa Morlil,
Med Furer og Sorg paa sin Pande,
Nei ung og blomstrende hæver hun sig
Til Himlens lysende Lande.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hvile paa Heden
Sørgende, stor ligger foran os
Den sortbrune Hede;
En enkelt Enebærbusk hæver sig lysegrøn
Frem mellem Lyngen.
Rundtom er Bakker og Høie,
Der som en Bjergryg sig strækker langs gjennem Landet.
Men ved hver Skrænt,
Ja ved Hjulsporet selv,
Fremtrænger den rødgule Ahl.
Det er, som glede vi over en Klode, der uddød
Laae under os; en sørgende Grav;
Men Fuldmaanen skinner saa smukt paa den dunkelblaae Himmel,
Hvor de underligt formede Skyer
Glide henad, som svømmende Bjerge.
Alt er saa stille!
Man hører kun Vognhjulets Skuren
Dybt i den sandede Vei,
Men stille sidde de Reisende, indsvøbt i Kapper,
Thi skarp blæser Vinden fra Vest
Over den øde, sortbrune Hede.
Her ligger et Huus,
Eensomt, midt i den ubeboede Egn,
Faldefærdigt og lavt;
Ret som et Vrag i det blik-stille Hav,
Staaer det foran os.
I løse, natlige Dragt
Viser Huusmoderen sig;
Hæslig er hun, gammel og bruun;
Skjødesløst hænger det lasede Skjørt
Om de skarpe, knoklede Lænder.
Snart gjør hun Ild med den tørrede Lyng;
See hun puster, og Røgen
Hvirvler kulsort i Veiret,
Og Flammen kaster sit rødlige Skjær
Paa det magre, rynkede Ansigt.
Udenfor Huset leire vi os,
Lave vor Punsch og sidde, som Guder
Stolt, paa den sortbrune, slumrende Jord,
Der seiler med Maanen i Luften.
Den Gamle griner saa smaat og nipper
Til Punschen hun fik, og fortæller
Om Spaniolerne, som
Her i Krigens Tid havde været;
Hvordanne de fremmede Gjæster, som ingen forstode,
Sloge Leir her paa Heden;
Hvordan de ofte græde som Børn
Og nævnede Hjemmet;
Snart dansed' og sprang i de maanklare Aftner,
Og sang deres fremmede, hjemlige Sange,
Langt fra Hjemmet, allene,
Paa den øde, sortbrune Hede. -
Vort Maaltid endt,
Vi sidde paa Vognen igjen
Og nikke Farvel til den Gamle,
Der spøgelseagtigt stirrer paa os og nikker igjen;
Men bag Døren
Titter en halvvoxen Pige nysgjerrig frem;
Forundret seer hun paa os, gaber og strækker
De dovne, deilige Lemmer,
Saa Kjolen, hun løst har slængt om sig,
Gaaer bort fra den fyldige Skulder
Og viser os Marmor paa Heden.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Phantasie ved Vesterhavet [Er disse høie, sorte Masser Fjelde? ]
Er disse høie, sorte Masser Fjelde?
Nei! fremad styrte de med Vælde,
Og Sneens Dynger paa den høie Tinde,
Snart stige, snart forsvinde!
— Er det da Skyer, som i Dalen svæve,
Og nu med eet sig høit mod Himlen hæve?
Nei, det er Havet! — hør dets dybe Sang,
Ei hørte Øret før slig Orgelklang,
Den ryster Sjæl og Tanke,
Thi her er alting stort og uden Skranke.
— Hvad gjemmer Du, o Bølge, i Dybets Bugt?
Hvad saae Du paa Din stolte Flugt?
Hvad hørte Du? — Du Jordens Vugge, Jordens Grav!
Herlige Hav!!!
— Din Bølge saae ved Nordens Pol
Den ei synkende Sol,
Iisbjergenes evige Lag!
Den følte Æquators brændende Dag;
Den hviled' stille, udbredt som et Klæde
Om Øen, hvor Pilene græde!
Den hørte paa Klippens, paa Sandets Kyst,
Hvad dybt der sig rører i Menneskets Bryst;
Den sang jo omkap med hver Fugl paa Green,
Og gik over Perler og Dødningebeen.
Den skued' ved Luftningens Strømme ved Stormenes Chor,
Verden saa undrende stor!
Ja stor Du hæver Dig selv i Din Vugge og Grav,
Herlige Hav!
Og dog, hvad er vel Du, mod Himlens store Sø,
Hvor Jorden staaer kun, som en lille Ø,
Hvor Sol og Maane, ja, hvor hver en Stjerne,
Som Øer ligge udspredt i det Fjerne!
Og hvad er atter denne store Vrimmel?
Een Draabe kun i den uendelige Himmel!
— Nu fatter jeg først klart hvad Døden bringer
Paa Cherub-Vinger!
Thi bruus kun, vilde Hav, opløft Din Kjæmpe-Vove,
Med Dig og Stormen, jeg min Gud vil love!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Paa Grevindens Fødselsdag
Der er et Sted paa en af Danmarks Øer,
Et deiligt Sted, ret som en engelsk Park,
Rundt om sees store Skove, stille Søer,
Med Enge vexle Korn- og Kløver-Mark;
Og dog er her det Hele kun en Ramme
Omkring et Hjem, det elskte Bregentved,
Dets Arne har en høi, en hellig Flamme,
Et Moder-Hjerte fuldt af Kjærlighed.
Læs hendes Øie naar den Arme græder,
Der skeer i Verden Godt som Faa kun see,
Læs hendes Øie, der boer Moder-Glæder,
Hver tør betroe til hende af sin Vee!
Naturen her er smuk og rig at skue,
Men hendes Hjerte, det er rigt som den,
Fra det mod Gud sig hvælver Arkens Bue,
Der er Fortrøstning i at see derhen.
Hvert Aar, o Moder, Marken Rigdom sender
Til ham, hvis Hjerte Gud til dit har bragt,
En Rigdom større selv, end Du den kjender,
For ham i Børnene Du har nedlagt,
En himmelsk Sæd af Moder-Taarer dugget,
En Qvinde virker stille, men saa stort!
Gud, som har Verdner ved sit Hjerte vugget,
Dig glæde for det Gode, Du har gjort!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hjertetyven
Bekjendt er Amor jo; det slemme Skarn!
Man ham afmaler som et deiligt Barn
Med Piil og Bue, samt med store Vinger;
Men det jo næsten som en Fabel klinger,
Hvor kan man tro han saadan vilde gaae,
Nei, Gud bevares! han har Klæder paa;
Og for hver Gang han et Partie vil stifte,
Saa veed han snildt sin hele Dragt at skifte.
Den unge Pige allerhelst ham seer
Klædt, som Student, hvad eller Officeer;
Og disse, ja, det falder nu saa lige!
De see ham atter allerhelst som Pige.
I Grunden er han, ja, fra Taa til Top,
En Tyveknægt, der burde klynges op.
— Den første Gang jeg saae ham for mit Øie,
Var jeg endnu en Dreng og gik i Trøie;
Jeg leged' Skjul med nogle andre Børn,
Ved Plankeværket stod en Rosentjørn,
Der krøb jeg ind, man kunde mig ei finde,
Thi ganske stille sad jeg jo derinde;
Da kom vor Naboes Lise — og hvad meer?
Vor Indqvartering — han, den smukke Officeer!
Men hvad de talte om, det veed jeg ikke,
Kun saae jeg alle Roserne at nikke,
Og midt i een af dem, som hang
Ud over Plankeværket — tænk en Gang!
Der sad — ja ganske underligt det klinger!
Der sad en Officeer, knap som en Finger,
Med Knebelsbarter, Sabel og Kasket,
Der ligned' Officeren paa en Plet!
Jeg saae, hvor Rosen gyngede i Vinden,
Saa at den Lise slog paa Næsen og paa Kinden,
Derfor den store Officeer den brød,
Og Lise tog den, men var ganske rød.
Vips, fløi en Sommerfugl paa smukke Vinger,
Det Amor var — og med sin lille Finger
Han bød mig være taus med hvad jeg saae;
Thi der blev kysset, og jeg saae derpaa!
Jeg siden traf den lille Amor ofte,
Snart var han silkeklædt, snart i en Vadmels Kofte;
Men jeg, som ældre, mærkede nu snart,
At, hvad han gjorde, var just ei saa rart,
Thi lovede jeg høit, i hvor det vilde gaae,
Paa mig han skulde aldrig Fingre faae.
Det svoer jeg høit, den Tid jeg gik til Præsten,
Og nu — ja, vil I bare høre Resten! -
— Ved Bondebyen, hist hvor Præsten boer,
Er der en Hasselskov, den er ei stor,
Men Øiet taber sig i Jordbær-Vrimlen,
Der kom jeg just i Dag, — høit Solen stod paa Himlen,
Bag Buskene en Bondedreng jeg saae,
Der gik og samled' Jordbær paa et Straae,
Jeg samled' selv mig Haanden fuld og spiiste;
Den Lille mig sit fulde Græsstraae viiste,
Og som vi stod', kom vi i Passiar;
Da var det, som man mig i Hjertet skar,
Jeg blev saa løierlig — høit lo Krabaten,
Thi Bondedrengen var den lille Satan.
Det var ei Jordbær, nei! men Hjerter smaae,
Han alle havde trukket paa sit Straae;
Det mærkede jeg nu, og mellem disse,
Mit eget arme Hjerte var tilvisse!
Jeg skjændte, græd og bad, men høit han lo,
Og svarede mig kun et kort: „jo, jo!
See, disse Hjerter jeg i Dag har faaet,
Og dit, det er det sidste her paa Straaet."
Paa disse Ord især han lagde Vægt,
Og løb saa bort, den slemme Tyveknægt!
Jeg løb saa godt jeg kunde, strax bag efter,
Og skreg, og skreg igjen af alle Kræfter,
Men altfor snart han mig af Øie kom.
Nu kan jeg tænke, løber han vel om,
Fra Dør til Dør, med sine stjaalne Hjerter,
Og hvad især der allermeest mig smerter,
Faldbyder mit til baade den og den;
Nu maa jeg see at stjæle det igjen!
Hvis ingen kan og vil mig et forære?
Thi hjerteløs, det kan jeg ikke være!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Tanker ved en ituslagen Jydepotte
Du er ei meer!
Din Digter græder ved Dit brudte Leer.
Din Lod det blev at taale Røg og Flamme,
Dog stod Du fast; Du var og blev den samme.
Faa kjendte Dig paa denne store Jord,
Dog i Din Død Du nævnes skal i Nord;
Jeg i Avisen vil et Grav-Vers sætte,
Saa Taarer skal de Skjønnes Kinder tvætte.
Først var Du Leer, nu bliver Du det atter;
Saa gaaer det selv Naturens bedste Datter.
Ak! var Du falden i en Kunstners Haand,
Du havde vundet ved hans Skaber-Aand;
Som Vase skulde Du da Øiet gotte;
Men Skjæbnen bød, — Du blev en Jydepotte.
Dit Liv svandt hen saa stille, indgetogen;
Som Askepot Du sov i Skammekrogen.
Tidt saae jeg Dig imellem Røg og Ild,
Naar Maanen skinnede saa bleg og mild.
Jeg saae Din Damp, i den steeg Aander frem,
Og søgte gjennem Skorsteens-Piben hjem.
Dig glemte de, naar de saae Stjerner tindre;
Da hørte jeg det koge i Dit Indre.
Ja Du har følt og lidt som en Heltinde, -
Fred med Dit Minde!
En Digter hører helst sin egen Sang,
Thi vil jeg læse min saa mangen Gang,
Til Alfen kommer paa de hvide Vinger,
Og Trøsten bringer.
Om Børn og Linned drømte jeg i Nat,
Da vidste jeg, det ei var rigtigt fat.
Et Skrig fra Kjøkkenet jog mig af mine Drømme,
Der saae jeg Dine Skaar i Suppe svømme.
Alt var Forvirring, slukt var Skorsteens-Flammen,
Malene græd og samlede Dig sammen.
I Gaarden skal nu Dine Stumper hvile,
Smaa-Blomster snart vil fra Din Gravhøi smile.
Lad Tiden dække Alt med sine Vinger,
Maaskee i Døden den Dit Held Dig bringer:
Hvor nu er Land, var fordums Tid et Hav,
En Bøge-Skov kan voxe om Din Grav;
Et Sekel gaaer;
En Antiqvar vil finde Dine Skaar;
Dybt i hans Indre taler høit en Stemme,
At Konge-Støv Du eengang monne gjemme.
Til et Musæum skal Du Veien finde,
Som Skaar og Stumper Livets Krandse vinde.
Og nu Farvel! jeg skal Din Grav besøge,
Men lov mig, at Du aldrig her vil spøge. -
Græd ei, Malene!
Hun har det godt,
Den salig Pot!
Snart hvile ogsaa vore trætte Bene.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Januar
'- Nyfødt Aaret er vorden!
Stolt, med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst,
Paa sin vingede Hest
Jager Tiden hen over Jorden - !'
*
Vandringsmanden.
Et Hjem for Samojed og Pescheræ
Viser den frosne Jord med sin Snee;
Men her, som i et Feeland at see,
Staaer det riimfrosne Træ
Og løfter mod Solen sin glimrende Green
Mod en Luft, som Italiens, sortblaa, men reen.
Det er deiligt at see,
Hvor over den hvide Snee
Den sorte Rovfugl svæver,
Og Hytterne hist, hvor Røgen sig hæver,
Hvor Pigen strøer Korn af sin lille Kurv
For den qviddrende Spurv.
- Ja, nyfødt Aaret er vorden!
Stolt med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst,
Paa sin vingede Hest
Jager Tiden hen over Jorden,
Trykker med faderlig Arm
Sine Børn, de kommende Aar, til sin Barm.
Er Maanen i Næ tolv Gange vorden,
Svæver et Barn fra hans Bryst til Jorden,
Hvorfra den ventende Broder vil stige
Igjen til sit evige Rige.
Thi Himmelens mægtige Blaa er det Hav,
Hvor Aaret forsvinder,
Hvorfra det nye oprinder
For vor Jord, denne altid blomstrende Grav.
Tiden
(paa sin vingede Hest).
Min Jord, Du er saa skjøn at see
I Sommer-Grønt, i Vinter-Snee!
Din Kamp, Din Færdsel, Død og Liv,
Alt peger til et Guddoms-Bliv!
Du Hvilepunkt for Tanken gav;
Først saae jeg kun et Taage-Hav,
Det maatte snart for Lyset døe,
Og Du fremstod, men alt var Sø!
Da voxte frem den første Ø,
Med Skov og Frugt og Blomster smaae,
Og Mennesket sin Skaber saae.
Hvert Aar et Barn jeg sendte ned,
Og gjennem Had og Kjærlighed
Det atter sig til Himlen svang,
Naar Maanen skifted' tolvte Gang.
Vandringsmanden.
See de henrundne Aar, som bevingede Smaae,
Svæve hen i det Blaae.
Men det yngste, smukt, med et flagrende Haar,
Nærmest ved Faderen staaer;
Verden det nævner: 'det gamle Aar'.
Det stirrer mod Jorden tilbage,
Hører dets Klage!
Tiden.
Hvorfor staaer Øiet fuldt af Graad?
Paa Jorden har Du endt din Daad,
Alt voxer der for Herrens Meed,
Til Frihed, Kraft og Kjærlighed.
Det yngste Barn vel græder meest,
Men har det derfor Sorger fleest?
Det gamle Aar.*
Hvor mellem Myrter og glødende Frugter
I Bugter
Floderne gaae
I den tryllende Nat, under sydlige Blaa,
Eet, kun Eet i Naturen jeg saae:
Kulsorte Ravne med hæse Skrig
Fløi om svævende Liig,
Og de sang, jeg det hører paa ny!
'- Stille det er i den mægtige By,
Stille, som her under Galgen.
Guitaren toner ei længer mod Sky,
Sværdet i Balgen!
Beder og drømmer, Qvinde og Mand,
I Tajos og Ebros blomstrende Land.
- Fra Fængslernes pestfyldte Gange,
Hvor Vandet steeg om den døende Fange,
Hørte jeg Suk og Forbandelsens Skrig;
Rundt om saae jeg tusinde blodige Liig;
Ungdommens Slægt,
Under Lænkernes Vægt,
Sendt bort, langt bort over Hav,
Til Africas brændende Grav,
Medens Munkene stolt, ved Orgelets Klang,
Sang en Vuggesang,
Og jeg, paa min sorte, fjedrede Vinge,
I mægtige Ringe,
Mig svang om Don Miguels Slot
Og sang for min Drot!'
- Saa qvad den sorte skrigende Ravn.
Men Friheds Hymner lød fra Frankrigs Havn,
Og Folket steeg paa Aandens stolte Bane;
Thi plantede jeg kjækt den franske Fane
Paa Atlasbjerget - - steeg igjen derned,
Men fandt kun Striid og Stræben, uden Meed.
- Hvor Donaufloden sig i Bugter snoer,
Hvor Vinen paa de varme Bjerge groer,
Jeg saae det ladte Trækskib glide frem,
Den stolte Flod bar Rigdom til sit Hjem.
Mod Natten sov den raske Bonde ind,
Med Sundheds-Æblet paa sin runde Kind,
Ved Dag-Gry laae han død - et sortblaa Liig,
Og hvor jeg kom, lød Skræk og vilde Skrig,
Thi Pestens fule Sot det monne være.
Den kom fra Ruslands Død-indviede Hære,
Hvis halve Magt, hvorhen mit Øie saae,
Som Aadsler paa de øde Marker laae,
Ja Ven og Fjende, henslængt Favn i Favn,
Et Bytte for den sultne Ulv og Ravn;
Men Himlen brændte i den røde Lue.
- I Grændsebyen, i den lave Stue,
Jeg saae en gammel Bedstemoer i Krogen;
Hun sad med Bibelen, hun aabned' Bogen
Og læste høit: - 'Den Rige havde
Eet tusind Faar, den Fattige kun eet,
Da tog den Rige dette eneste - -'
Hun standsede, Graad stod i hvert et Øie,
Og Sønnen, o, jeg husker det saa nøie!
'Hvor ligner det et Sagn', begyndte han,
'Som I og jeg og alle har oplevet;
Kun kom Propheten ikke der og sagde
Til ham, som gjorde dette: 'Du est Manden!'
- Tre Naboer - de vare mægtige -
Faldt paa at ville dele mellem sig
Den mindre rige Naboes Eiendomme;
Den Mægtigste tog selv hans Børn fra ham,
Og sendte disse bort, langt bort derfra,
Behandlede ham som en Hund i Lænke,
Og Lænken trængte ind i Kjødet paa ham,
Han havde intet mere - kun sit Navn,
Sit gamle Hæders-Navn, selv dette skulde
Udslettes nu. Da kogte Blodet i ham,
Han voved' Kampen mod den Mægtige;
Han kun forlangte Livet og sin Frihed!
Han stred. Han stred alene, uden Hjælp;
Og Mængden græd ved Mandens store Jammer,
Men taalte roligt dog, man slæbte ham
Til Slagterbænken, det forlangte jo
Den mægtige, den stolte Herres Ære!'
Han taug - jeg svang mig bort fra Friheds Grav
Over det svulmende Hav.
- Dybt, hvor Naturen synes at sove,
Hvor de vilde Huroners Tal
Søge Fjendernes Hjerneskal,
Hvor den svulmende Flod
Bliver Skum ved Fjeldmassens Fod,
I Amerikas uendelige Skove;
Hvor i Kredse Fuglene steeg
Om en tusindaarig Eeg,
Og hvor atter Stilheden, dyb og lang,
Gjorde Barmen trang,
Der saae jeg en Flok, nei en Hær,
Qvinder og Børn,
Hvem Øxen brød Vei over Skovens Tjørn
Ved det blaahvide Maaneskjær.
Indfødte, Kristne ved Daab og Ord,
I det blomstrende Fædreneland,
Forjagne fra Hjem og dyrkede Jord
Af den hvide Mand. -
Frihedens Land, med stigende Flor
Du hæver Dig blomstrende stor,
Mens de ældste Slægter vige og svinde!
Ja mod Vest, høit mod Polen,
Som Solen,
De hendøe bag Bjergenes Tinde.
- Dog, eet Sted fandt jeg Kjærlighed og Fred,
Hvor Bautastenen staaer ved Søens Bred,
Hvor Bøgen voxer, deilig uden Lige,
Og Danmark kaldte man det lille Rige!
- Ja der, og ved det stolte Dovrefjeld,
Flød, uden Bloddaab, Friheds Kildevæld,
Og Blomst og Frugt mit Øie kunde see,
Som Kornets Spiren under Vinter-Snee.
Tiden.
Og end Du græder, skjøndt Du saae,
Hvordan der Liv bag Døden laae?
Aarhundredet, som Aaret, har
Jo først sin kolde Januar!
Kan alt i den dit Øie see
Det Grønne bag den hvide Snee,
Da maa dit Hjerte glad Dig spaae,
Hvad Vaarens Kampe bringe maae.
Alt grønne Spirer Danmark har,
Og Jorden Friheds Januar! -
Vandringsmanden.
Forstod jeg dig, Du Tidens stærke Aand?
Forstod jeg vel Naturens dybe Tale?
Snart sprænges alle Vintrens snevre Baand,
Og Sandheds Sol bestraaler Fjeld og Dale!
Din Januar al Jorderige fik,
Snart Aandens Vaar de frie Slægter prise,
Af Januar fik Danmark Frederik,
Og Danmark kan det første Grønt fremvise!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Julesang i det Collinske Huus
Saa sidde vi igjen om Julebordet
Og synge høit vor Sang, vort Juledigt,
Og Glæden er i Hjertet og i Ordet,
Skjøndt Aaret var saa taust, saa alvorsrigt.
Der rulled Kroner hen som Kiselstene,
Men i vor lille Kreds vor Krone blev:
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit Kongerige i vort Hjerte skrev.
Mod Roskild Spir fløi Svanen frem og døde,
Ved Slesvig Kampens Paaskeklokker klang,
Og Tre af Kredsen her gik til det Møde,
Hvor Døden stod, og hvor Kanoner sang.
Mod Savn og kolde Nætter, Oprørsflammen
De gik, og selv vi bad: „I Guds Navn gaa!"
Og see, vi sidde atter samled' sammen,
Det er, som om en Drøm det var, vi saae.
Hver Sorg og Angst i Hjertet vi erindre
Og føle derpaa ret: Gud var os god!
Vor Julestjerne see vi dobbelt tindre;
Dens Straaler skal os give Fremtids Mod.
End mange Aar vort Huuslivs stille Scene
Staae lykkelig, som selv iaar den blev,
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit store Rige i vort Hjerte skrev.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Vise af Festen paa Kenilworth
Brødre, meget langt herfra,
over salten Vande,
reiser sig Amerika
med de gyldne Strande,
det er der Fugl Phønix boer;
Guld og Sølv paa Marken groer,
og i Skovens Skygge
stegte Duer bygge!
Hvor frydeligt!
Gud! hvor det er nydeligt!
Skade, at Amerika
ligge skal saa langt herfra!
Der gaaer Solen aldrig ned,
stegt er hver Kastanie,
der er Alting Kjærlighed,
Kilderne Champagne.
Gi'er man der sit Hjerte hen,
faaer man strax to tre igjen,
og paa Mark og Enge
blomstrer der kun Penge.
Hvor frydeligt!
Gud! hvor det er nydeligt!
Skade, at Amerika
ligge skal saa langt herfra!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Basnæs
Der staaer en nybygt Gaard af gammel Art
Med røde Taarne tæt ved Beltets Vande.
I kjære Minder lyser den saa klart
Og siger: „Her er godt ved Danmarks Strande".
Der blev jeg hjemme mangen Sommerdag
Og naar ved Juul de hvide Bier sværmed;
Der milde Øine, ærligt Hjertelag
Den hyggelige, kjære Arne skjærmed.
Og der — det veed jeg — ved dens Arnes Fyr
Med Hjertet hører man mit Eventyr.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
June
'Glemt er nu Vaarens Kamp og Vinter-Sorgen,
Til Glæde sig forvandler hvert et Suk.
Skjøn som en Brud, den anden Bryllups-Morgen,
Ei længer Barn, og dog saa ung og smuk,
Den skjønne Junimaaned til os kommer;
Det er Skærsommer! -
*
De høie Popler hæve sig saa slanke,
I Hyldetræet qviddrer Fuglen smukt.
Paa Gjærdet groer den grønne Humle-Ranke,
Og Æble-Blomstret former sig til Frugt.
Den varme Sommerluft fra Skyen strømmer,
Sødt Hjertet drømmer!
Paa Engen slaae de Græs; hør, Leen klinger.
Paa Himlen smukke Sommerskyer staae.
Og Kløvermarken Røgelse os svinger,
Mens høit i Choret alle Lærker slaae.
- Med Vandringsstav hist Ungersvenden kommer
Hjem i Skærsommer.
Ungersvenden.
Alt jeg Kirketaarnet øiner,
Spiret kneiser stolt derpaa.
Og hvor Marken hist sig høiner,
End de fire Pile staae.
Her er Skoven. Store Rødder
Før af Træerne der laae.
Her, som Dreng, jeg plukked' Nødder,
Og trak Jordbær paa et Straa!
- Barndoms Minder mig besjæle!
Jeg vil flyve, jeg vil dvæle!
Grønne Skov, min Barndoms Ven,
Kan Du kjende mig igjen?
Grønne Hæk, du brune Stamme,
Jeg, som før, er end den samme,
Har vel seet og hørt lidt meer,
Ellers Du den Samme seer! -
Her er Pladsen end med Vedet,
Godt jeg kjender Parken der!
Her er Stenten tæt ved Ledet,
Gud, hvor lille den dog er!
Alt jeg kjender her saa godt,
Men det er saa nært, saa smaat -
Det var stort, da jeg var liden,
Jeg er bleven større siden! -
- Lille Fugl paa grønne Qvist,
Saae Du mig derude hist,
Naar jeg stundom sorgfuld sad?
Seer Du nu - - nu er jeg glad!
Var der ude Himlen graae
Hjemmet bar jeg i min Tanke,
Hjemmet jeg i Solskin saae,
Derfor maatte Hjertet banke.
- Moder er vist ældet lidt,
Jeg har tænkt paa Dig saa tidt.
Fader! fuld af Kraft og Mod! -
Gode Gud, Du er saa god.
Jeg kan ei min Glæde bære,
Din jeg er, Din vil jeg være! -
- Jeg i Sjælen er saa glad,
Kysse maa jeg Blomst og Blad;
Glemt er Længsel, Suk og Vee,
Gamle Venner skal jeg see,
Og den smaa Marie-Moer -
Ja, nu er hun bleven stor! -
- O, med hvilken Lyst og Gammen
Har vi to dog leget sammen!
Mit Theater var ei stort,
Men jeg havde selv det gjort.
O, jeg har det grant i Minde.
Jeg forglemmer ingensinde
Mine smaa Marionetter,
O, med Guld og Paillietter,
Hun besyed' een og hver.
Store Stykker gav' vi der.
Blanka, Hakon Jarl, saa net,
Selv Rolf Blaaskjæg, som Ballet.
Hvis ei andre saae derpaa,
Altid Bedstemoder saae;
Og om der var allerflest,
Hun dog klapped allermeest! -
Hende skal jeg ikke see,
O, det gjør mit Hjerte Vee!
Afskeds-Kysset hun mig gav, -
Græs nu groer paa hendes Grav.
O jeg kunde næsten græde!
- Nei! Du lever - seer min Glæde
Lever! lever! mig omsvæver!
Tanken Du til Himlen hæver.
Det er Aarets bedste Dag!
Alt jeg skuer Hjemmets Tag!
Her ved Poppelpilens Rod,
I den kolde Vinter-Scene,
Var det jo min Sneemand stod,
Pyntet ud med Kul og Stene.
Her er Bækken, reen og klar,
Den min Sommer-Snekke bar!
Her staaer Haugen, sommergrøn - -
Moder, see - her er Din Søn!
Moder! kjender Du min Stemme!
O, nu er jeg atter hjemme!
*
Sønnen hviler ved sin Moders Bryst,
Faderen ham kysser glad, men stille;
Hunden logrer ved hans Fod med Lyst,
Og de store brune Øine spille.
'See, Marie! vi ham har igjen -'
Jubler høit den lykkelige Moder;
Pigen rødmer, rækker Haanden hen
Til den kjære, kjære Legebroder.
'Han er voxet i de sidste Aar!
Kom! paa Døren end hans Mærke staaer.
Eduard! o! Gud har hørt min Bøn;
Seer Du Fader, han er bleven kjøn?
Er saa god - ja! ja! jeg veed det nøie.
Jeg maa kysse ham paa Mund og Øie!
- Kjender Dagligstuen Du igjen?
Men Du er vist træt? Sæt Dig dog hen!
Seer Du, hvad der staaer paa mit Klaveer?
(O, den søde Dreng! nei see, han leer)!
Dit Theater, dine Dukker smaae -
Ja, det har Marie fundet paa, -'
Saadan gaaer det fort, glad Hjertet banker,
Kun Marie falder hen i Tanker. -
- Nu vi dem i Spisestuen see.
Dækketøiet skinner som en Snee,
Sommersolen mildt fra Ruden straaler,
Jordbær dufte fra crystalne Skaaler;
Kun de bedste har Marie bragt;
Og paa Bordet smukt en Krands er lagt,
Friske Blomster der i Vasen prange,
Medens Lærken synger Velkomst-Sange.
*
Det er ud paa Aftnen snart,
Men endnu det er saa klart.
Solen synker hist bag Byen,
Ild og Roser staae paa Skyen;
Høet dufter sødt paa Marken,
Og hist henne over Parken
Dandse Myggene i Ring,
Medens Blomster rundt omkring
See til Maanen, som nu kommer
I den deilige Skærsommer!
Hør, fra Skovens dunkle Sal
Fløiter smukt en Nattergal.
Hvem gaaer hist i Haugen ene
Under Æbletræets Grene? -
Kjolen sig ved Hækken hæfter -
Tys, der kommer Nogen efter!
Pigen rødmer der og standser,
Mens det sidste Blomsterblad,
Som endnu paa Træet sad,
Falder ned og Lokken Krandser;
Træet pynter hende ud,
Som det tænkte, hun var Brud.
Eduard.
Er det Dig, som gaaer og spøger?
Marie.
Nei, om Stikkelsbær jeg søger,
Om de største jeg kan faae.
Mange Stedmo'ers-Blomster staae
I Salaten her saa net;
Jeg har plukket en Bouqvet,
Maa jeg Blomsterne Dig byde?
Eduard.
Veed Du vel, hvad de betyde?
Blomstersproget, kan jeg troe,
Kjender Du til Punkt og Prikke.
Marie.
Nei saa lærd, det er jeg ikke.
- Er det noget godt?
Eduard.
Ih jo!
Vel for mig, men
(spøgende)
Dig? - desværre!
Giv dog aldrig nogen Herre
Slige Blomster, Gud bevar' os!
Tænk Dig, hvis det galt forklares;
Jo, der har Du handlet net!
Marie.
Nu, saa giv mig min Bouqvet!
Eduard.
Nei, see kun, hvor rød Du bliver!
- Jeg den ene Blomst dig giver,
Resten faaer Du ikke meer,
Skjøndt Du saa alvorligt seer.
Lad nu Bærrene kun være,
Vi har talt saa grumme lidt!
Marie.
Skal jeg Blomstersproget lære?
Nu er det jo saa forslidt!
Eduard.
Naa, hvor Du seer ud i Haaret!
Grenen paa Toupeen slaer.
Har Du hele Dagen baaret
Æbleblomster i dit Haar?
Marie (spøgende).
Hjertet faaer kun Spot og Trængsel;
See, det har man for sin Længsel,
Nu, han er her, gjør han Nar.
Eduard.
Efter mig Du længtes har!
O, saa tidt mit Hjertes Stemme
Kaldte mig til Dig her hjemme.
Du har ofte tænkt paa mig?
O, jeg holder ret af Dig!
Men Du skrev saa korte Breve!
Tidt kun, naar de andre skreve,
Jeg fra Dig, det var Din Skik,
Bare Efterskriften fik.
Jeg mig maatte forestille,
At Du endnu var den Lille,
Og saa er Du nu saa stor! -
O, Marie, lad os vandre
Her i Haven med hverandre.
Hvert et Træ, som her jo groer
Kjender jeg fra gamle Dage.
Marie.
Gud skee Lov, Du kom tilbage!
Du er dog min kjære Broder! -
- Skal vi nu gaae op til Moder?
Eduard.
Lad mig see Dig i dit Øie!
Hvert et Træk jeg kjender nøie.
Ældre, mere smuk Du staaer,
Og dog, som for otte Aar! -
Marie.
- Skal vi nu gaae op til Moder? -
Eduard.
(kysser hende paa Panden).
Det tør jeg jo nok - som Broder.
En lille Fugl (i Træet).
Hjertet maa af Elskov slaae
Baade Nat og lyse Dage!
Kjærlighed jeg synge maa,
Har dog ingen Mage!
Glade To i Havens Gang,
Jeg til Eder kommer,
Synger Eders Bryllups-Sang
Næste Aars Skærsommer!
Ja Skærsommer skal det staae,
Den har smukke Dage!
- Kjærlighed jeg synge maa,
Har dog ingen Mage!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Aftenen [En Aften deilig, som i en Roman! ]
En Aften deilig, som i en Roman!
(For Rimets Skyld, som een i Hindostan.)
O Alnaturen til mit Hjerte taler,
Det maa herud: »Ja, ogsaa jeg er Maler!«
See, Solen synker i sit røde Blod,
Og Aander suse gjennem Skovens Toppe.
Her slumrer Uskyld sødt ved Bøgens Rod,
See hvilke fede Bønderdrenge-Kroppe!
Violer dufte fra det unge Græs,
Og hisset vandre Præstens hvide Gæs.
See hist en gammel Bonde paa sit Øg,
En Fugleskræmme paa en Rocinante;
Nu holder han hist ved den flakte Bøg,
Og tæller Penge af en gammel Vante.
Endnu engang han ret beseer sin Skat,
Og griber derpaa atter Tøilen fat;
Ham Længsel driver mod det elskte Hjem,
Hvor Hytten staaer imellem Nøddehække.
Men ikkun langsomt, langsomt gaaer det frem.
See, hvor han seer mod Skyens Bjergerække;
Dog Phantasus ham følger i hans Nød,
Og viser i det Fjerne et Fad Grød.
Hvor malerisk staaer Fiskerhytten der!
See, Vindvet kneiser med halvtredie Rude!
Hvor gløde dog i Aftensolens Skjær
De halve tre imellem gamle Klude!
Og rundt om Hytten Tjørnehække staae,
Broderede med Strømper og med Sokker,
Og Himlen favner Alt saa klar og blaa,
Mens Fiskerkonen hjem fra Stranden sjokker.
See, hist paa Skrænten staaer en lang Person
Med Ansigtet saa blegt, som salig Werther,
Og med en Næse, stor som en Kanon,
Og Øine bitte smaa, som grønne Ærter.
Han synger noget Tydsk med et »woher?«
Og stirrer derpaa ud i Vesterlide.
Hvorfor mon han vel staaer saa længe der?
Ja Herre Gud! Man kan ei Alting vide;
Dog er det sikkert, har jeg rigtigt seet,
En Gal, en Elsker, eller en Poet.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Konen med Æggene
Der var en Kone paa Landet,
Hun havde en Høne blandt Andet.
Nu, lægge Æg er Hønens Fag,
Og denne gav eet hver evige Dag;
Det var et Par Snese, da de blev talt,
See, det fandt Konen ikke saa galt!
Hun dem forsigtig i Kurven fik,
Tog den paa Hovedet og gik.
Til Staden styrede hun sin Gang;
Men hun var ene og Veien var lang,
Skjøndt hun gik til af alle Kræfter.
Nu tænkte hun over og regned' efter,
Hvor godt hun fik sine Æg betalt,
Og det var jo heller ikke saa galt:
»Ja vist!« saaledes hun gaaer og taler,
»For disse faaer jeg en hel Rigsdaler.
For den vil jeg kjøbe to Høns, lad see!
Med den der hjemme har jeg da tre;
Hver lægger Æg, og om ikke længe
Kan jeg handle igjen og komme til Penge;
Jeg kjøber tre Høns, til de tre jeg har;
See det bliver sex- Deres Æg jeg ta'er;
Jeg sælger de halve, den anden Rest
Skal ruges til Kyllinger, det er bedst!
Jeg faaer da en Hønsegaard; tænk Dig bare!
Og den tager til. Det er holdende Vare!
Endeel lægger Æg, endeel ruger ud -
Hvor jeg bliver rig, Du søde Gud!
Jeg kjøber to Gæs og et lille Faar,
Og bedre og bedre Handelen gaaer
Med Æg og med Høns og med Fjær og med Uld.
Tilsidst faaer jeg Pengeposen fuld!
Jeg kjøber en Griis, jeg kjøber en Ko,
Hvo veed, maaske kan jeg kjøbe to?
See det giver af sig! og efter et Aar
Har jeg Huus og Folk og Køer og Faar.
Saa kommer en Frier ind i min Stue,
Han kysser min Haand, og jeg bliver Frue!
For han har en Gaard, der er større end min!
Jeg bliver saa fornem, saa stolt og saa fiin,
Jeg taaler ikke den mindste Snakken,
Jo, jeg skal vide at knejse med Nakken!«
— Og ret som hun sagde det, gjorde hun saa-
Klask! Æggene der paa Jorden laae!
Med dem den hele Lyksalighed faldt -
Og det var i Grunden ikke saa galt!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Havfruen ved Samsøe
Det er sildigt alt paa Aft'nen, Stormen stiger meer og meer,
Bølgen vælter sig mod Kysten, hvor man Fiskerhytten seer.
O, der er saa luunt derinde, gamle Mutter sidder her,
Og ved Fyrrepindens Flamme bøder hun paa Garnet der.
Hist i Krogen ligger Katten, den er ei i Ungdoms Vaar,
Sildehoveder den spiser af et gammelt Potteskaar.
Lav er Døren, uden Lukke ryster den ved Stormens Kast,
Skjøndt den nok saa godt er bunden med en gammel Strikke fast.
Hør — nu rasler det derude, gamle Fatter kommer hjem;
„Gud skee Lov, han kom den Gamle! Søen er i Aften slem."
Men, hvor han er bleg og stille, Skyer paa hans Pande staae;
Han sin gamle Klædning kaster, tager Søndags-Stadsen paa.
Haaret børster han med Haanden; see, hans Øie ruller vildt;
Undrende hans gamle Qvinde trykker ham i Haanden mildt.
Hende kan han ikke dølge, hvad der driver ham afsted;
„Jeg maa bort! til Dannerhoffet; før faaer jeg ei nogen Fred.
Havfruen igjen jeg hørte, det er nu den tredie Gang;
Hvis jeg dvæler længer, vil hun synge snart min Dødningsang.
Hvert af hendes Ord jeg husker, o det klang saa stort, saa smukt!
Snart skal Jubelklokken klinge over Belte, Sund og Bugt,
Og en Prinds skal fødes Danmark, fuld af Snille, fuld af Mod;
Han skal nævnes fjerde Christian, af den oldenborgske Rod.
Under ham vil Danmark blomstre, og hans Værk vil ei forgaae!
Som en Konge, Helt og Fader skal han blandt de Danske staae!"
— Saa den gamle Fisker taler, griber Knortestaven fat,
Vandrer saa afsted fra Hytten, frygter ikke Storm og Nat;
Men han skotter sky til Stranden, — aldrig Veien var saa lang -
Havfruen i Dybet dukker; Stormen synger nu sin Sang. -
2
I Røg og Damp staaer Bugt og Sø,
Paa Bølgen glider Havets Mø;
Sin Helt hun seer paa Dækket staae;
Høit om hans Daad vil Harpen slaae:
„Kong Christian stod ved høien Mast
I Røg og Damp.
Hans Værge hamrede saa fast,
At Gothens Hjelm og Hjerne brast;
Da sank hvert fjendtligt Speil og Mast
I Røg og Damp.
Fly, skreg de, fly, hvad flygte kan!
Hvo staaer mod Danmarks Christian,
I Kamp?!"
Fra Fader-Øiet strømmer det røde Helteblod,
Men han har Seiren vundet og hævet Danmarks Mod.
See, Fjendens Skare flygter — og gjennem Sund og Belt
Den glade Havfrue synger om Seiren og sin Helt.
3
Aarhundreder forsvinde i Tidens dybe Grav.
See, Natten er saa stille, speilklar er Fjord og Hav;
Dampskibet glider hurtigt, langs Samsøes grønne Kyst,
Maskineriet larmer, forresten Alt er tyst.
De Passagerer sove paa Dækket Natten væk,
Enhver har godt indsvøbt sig i Kappe og i Sæk;
De snorke og de sove Enhver paa sin Maneer.
Styrmanden staaer ved Roret og hen mod Kysten seer,
Thi hist, hvor Øen høiner sig i den salte Sø,
Der sidder bleg og gammel, hiin Havets kjendte Mø.
Det lange Haar er hvidnet, og ligner bleget Tang,
Og mat, som Bølgens Skvulpen er hendes sidste Sang.
„Trehundred' Aar er svundne, fra først jeg Lyset saae!
Min Barm ei længer svulmer, og Lokken er saa graae!
Snart paa min Gravhøi voxer den lysegrønne Tang,
Mit Minde da forsvinder, som nu min Aften-Sang.
Til Skum jeg snart forvandles — — kun eet gjør mig saa vee:
Ak, aldrig skal jeg mere hans Helteaand da see!
Jeg sang jo ved hans Vugge, jeg sang i Kjøgebugt,
Jeg græd i Issefjorden, da Danmarks Sol var slukt!"
— Den gamle Styrmand lytter — han hører hvert et Ord.
De Passagerer vaagne. — Det kuler stærkt fra Nord.
— Havfruen er forsvunden, forstummet hendes Sang,
Men Skum der sees paa Bølgen og paa det brune Tang.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Bruden i Rørvig Kirke
Klart skinner Maanen paa den nøgne Kyst.
I Præstegaarden er nu Alt saa tyst;
Dog, tyst og stille er det stedse der,
Thi i den øde Egn den ligger her
Paa Tangen, som gaaer langt hist ud i Havet,
Hvor Kirken staaer i Sandflugt halv begravet.
Hvem nærmer sig? — Med stærke Skridt de gaae.
Det er en Skare Mænd med Kapper paa!
Men under Kappen blinker Staalet frem;
Den gamle Præst de gjæste i hans Hjem. -
Alt ryster Porten ved de stærke Slag;
Selv Spurven vækkes under Husets Tag
Og flagrer, bange, fra sin lille Rede,
Til Lyngen paa den sorte Hede.
II
Med Fader-Blik og sølvgraat Haar,
Den gamle Præst nu hos dem staaer;
Men taus som Aander er hver Mand;
De pege mod den nøgne Strand,
Hvor Kirken hæver sin røde Muur,
I den døde Natur.
Han kjender i dem et fremmed Folk;
De vise ham Guld og den skarpe Dolk,
De bede og true — nu drage de bort,
Og Præsten følger i Kjortel sort.
Fast holder han Bibelen under sin Arm,
Men Hjertet banker i Oldingens Barm;
De bane sig Vei gjennem Sandet,
Til Kirken ved Vandet.
III
Rundtom er alt saa øde, man seer kun den nøgne Strand,
Hvor Tangen flagrer i Vinden, henad det hvide Sand.
Saa underligt Bølgerne synge og over Dybet gaae,
De svulme, som Hjertet der længes, derfor de briste maae.
I Maanskinnet stiger Skummet, det hvide Bølge-Liig;
Den hvidgraa Maage flygter med bange, hæse Skrig,
Og slaaer mod Kirke-Ruden sit stærke Vinge-Par.
See Kirken den er oplyst, som aldrig før den var,
Og huult og dæmpet stiger derinde Sangen frem,
Det er, som Tone-Bølgen kom fra de Dødes Hjem.
IV
Af fremmede Mænd er hele Kirken fuld,
De straale sært i Vaaben og i Guld;
Kun tyndt er Skjægget om den brune Kind,
De hylle sig i deres Kapper ind;
Med Raslen Sværdene mod Gulvet slaae;
Man seer en Qvinde ene blandt dem staae,
Halv er hun Barn kun, halv en voxen Møe,
Og Øiet er en dyb, en kulsort Sø,
Hvor Sjælen stormer, og hvor Bølgens Gang
Ei dæmper Hjertets dybe Orgelklang.
Hun er saa bleg og dog saa navnløs smuk;
Paa Læben svæver Smertens bundne Suk;
Men hun er smykket, som en Konges Brud,
Fromt knæler hun og beder til sin Gud;
Saa underligt det mørke Øie brænder,
Og næsten vrider hun de spæde Hænder.
Hos hende staaer en Yngling, høi og stolt,
Han er i Første-Pragt, men Blikket koldt;
Saa mørkt han stirrer her paa Pigen kun,
Og ligner ret et Liig, saavel som hun,
Han leder hende taus til Altret frem;
Den gamle Præst skal der velsigne dem.
Ak aldrig viede han to saa smukke;
Og aldrig hørte han saa dybe Sukke,
Sligt Sorgens-Bryllup aldrig før han saae.
Som Aander rundtomkring de andre staae,
Kun een, den mægtigste man blandt dem seer,
Hvor kun det fule Smiil om Læben leer,
Med raske Skridt til Altret træder frem,
Han vexler Ringene imellem dem.
— I Kirken er det tyst, som i en Grav,
Man hører kun det nære, barske Hav.
Nu toner hendes „Ja!" — saa dybt det klang,
Ret som den Døende der sukker sidste Gang.
Høit stiger Sangen nu mod Kirkens Bue,
Det er saa sært, at Hjertet ret maa grue!
Og atter bliver Alt igjen saa tyst,
At Bølgen høres kun mod Sandets Kyst.
V
Ved Crucifixet Præsten sværge maa,
Ved Hjertets Fred, ved Himlens høie Blaae,
Ved Dagens Lys, ved Kraftens høire Haand,
Ved Jesu Christ, Gud og den hellig' Aand,
Ved Alt hvad her og hist ham møde maae,
At han vil evig dølge hvad han saae,
Ei speide det, som kun er klart for Gud;
Først da, de fører ham paa Heden ud,
Hvor Himlen hvælver sig saa blaae og rolig,
Og hvor han snart seer Hjemmets stille Bolig.
VI
Ad ukjendte Veie, gjennem det dybe Sand,
Vender igjen tilbage den gamle Mand;
Fra Kirkens Rude seer han Lysstraalen spille,
Men derinde, er Gravens evige Stille.
Skjult vil han vente den kommende Dag.
Ved Stranden ligger et Skib med det russiske Flag.
Saa underligt svulmer hans Bryst — o evige Gud!
Som han lytter, falder i Kirken et Skud -
Det runger sært i Natten gjennem Hvælvingen hen,
Men snart bliver der atter et Dødsstille igjen.
Nu aabnes Kirkedøren, og see — Mand for Mand
Haste de alle bort, ned mod den nøgne Strand;
Der tales, men Præsten ei fatter de fremmede Ord;
Vildt Kapperne flagre i Vinden — de stige ombord.
Alt svulme de stolte Seil og Skibet flyver fra Land.
See ved Maanlyset Mændene der! — men den gamle Mand
Knæler bag Kirken og læser sit Fadervor,
Og aabner derpaa Døren til Kirkens Chor.
VII
Hvert Spoer er her forsvundet, som Læbens sidste Sang;
Dog see — en Krudtdamp bølger igjennem Kirkens Gang,
Og Gulvets Fliser ligge jo ganske løse her;
Den gamle Præst sig bøier, og da han løfter hver,
Seer han den sorte Kiste — der har man Pigen lagt.
Et deiligt Liig! hun ligger dræbt, i sin Brudedragt.
Ramt er hun af en Kugle, tæt ved det venstre Bryst,
Hør, derfor sukker Bølgen rundtom den døde Kyst;
— Men Skibet er forsvundet fra Horizontens Rand,
Og roligt skinner Maanen henad den hvide Strand.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Den stille Uge
Den stille Uges Sørgetid
En Skat af Tanker bærer hid:
Christ gav sig hen for os, vi veed,
For Sandheden han Døden led,
Korsfæstet blev Uskyldighed.
Paa Tornekronen Blodet sad,
Mens han for sine Fjender bad.
Hvo ligner ham og gaaer hans Spor?
I den just Livets Rose groer,
Og Den er salig, som ret troer.
Du stille Uge smerteriig,
Fryd straaler fra din Sørgeflig!
Med ydmygt Sind vi knæle ned:
Et Intet i Guds Herlighed,
Og dog stor i hans Kjærlighed.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Danmark, mit Fædreland
I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme,
Der har jeg Rod, derfra min Verden gaaer.
Du danske Sprog, Du er min Moders Stemme,
Saa sødt velsignet Du mit Hjerte naaer.
Du danske friske Strand,
Hvor Oldtids Kjæmpegrave
Staae mellem Æblegaard og Humlehave,
Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!
Hvor reder Sommeren vel Blomstersengen
Meer rigt end her, ned til den aabne Strand?
Hvor staaer Fuldmaanen over Kløver-Engen
Saa deilig, som i Bøgens Fædreland?
Du danske friske Strand,
Hvor Dannebrogen vaier, -
Gud gav os den — Gud giv den bedste Seier! -
Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!
Engang Du Herre var i hele Norden,
Bød over England — nu Du kaldes svag,
Et lille Land, — og dog saa vidt om Jorden
End høres Danskens Sang og Meiselslag.
Du danske friske Strand, -
Plovjernet Guldhorn finder, -
Gud giv Dig Fremtid, som han gav Dig Minder,
Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!
Du Land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
Hvor jeg har Rod, hvorfra min Verden gaaer,
Hvor Sproget er min Moders bløde Stemme,
Og som en sød Musik mit Hjerte naaer.
Du danske friske Strand
Med vilde Svaners Rede,
I grønne Øer, mit Hjertes Hjem hernede,
Dig elsker jeg! — Danmark, mit Fædreland!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
August
'Blomsten dufter, for at brydes!
Frugten modnes, for at nydes!
- Lev og nyd! trara! trara!'
*
Ja, Øieblikket ene er det just,
Der med sit friske Grønt din Vandring smykker,
Thi nyd det, som den duftende August,
Der mellem Vaaren og din Vinter bygger.
See Dig omkring, flyv ei saa vildt afsted,
Fra Livets Sol det gaaer til Gravens Skygge,
Og Sorgen sidder nok paa Hesten med,
Thi pluk hver Frugt, der skabtes for din Lykke.
Hvad Hjertet har, det har Du, søde Trøst!
Det Tabte findes ikke ved at græde;
Nei nyd! thi Livet er en evig Høst,
Og Øieblikket er saa riigt paa Glæde.
- - -
Heden trykker; Østens Varme blunder lidt hos os i Dag!
Som en ægte persisk Fyrste, vil jeg strække mig i Mag.
Grøften er mit Hovedgjærde, smukt den staaer med Kaprifol',
Egetræets grønne Grene skjærme mod den stærke Sol.
Flagrende, men luftig lette Skygardiner hænge ned;
Teppet, hvorpaa jeg har lagt mig, er et broget Blomsterbed.
Kløver, Rølleker, Papaver spille i den grønne Grund,
Og med modne Hindbær hænger Grenen lige ved min Mund.
Nyde, drømme, søde Lykke! see, ved Blomstens Hjerte tyst,
Ligger Bien sødt beruset, Blomst og Bie er Bryst ved Bryst.
Sommerfuglen lystigt flagrer, kysser hvert et broget Blad,
Synger ei, men hvidsker stille Kjærligheds - den veed nok, hvad! -
Ha! en kjølig Luftning zittrer gjennem Skovens grønne Tag,
Høit paa Himlen staaer et Bjergland, Uveirsskyer Lag ved Lag;
Nu, som Kjæmpeseil de svulme, nu er det en Klippehal,
Hør det stærke Echo ruller gjennem Bjergets dybe Dal.
Hver en Fugl sig bange skjuler, og et Gys i Skoven gaaer,
Mens i store Kredse Svalen Jorden med sin Vinge slaaer.
Skyen brister, Regnen strømmer, den betage vil mit Syn!
Himlen viser Flamme-Tanker, Videt gnistrer Lyn paa Lyn.
- I det lille lave Skovhuus staaer jeg, til det er forbi,
Men da Ruderne er knækked', ei for Regn jeg bliver fri;
Konen sidder paa en Træstol, dier Barnet, søde Lyst!
See, de butted' runde Fingre lægger det paa hendes Bryst!
Stormen rusker stærkt i Taget, flyver nu til Markens Neeg,
Favner dem og knækker Axet i sin Elskovs vilde Leeg.
Tys, nu sagtnes det derude, Himlen bliver atter blaa,
Hele Skoven, alle Blomster dobbelt duftende jo staae,
Og paa Horizonten Solen synker ned saa luerød,
Den sit vilde Flamme-Hjerte lægger nu i Bølgens Skjød.
Vindens kjøle, milde Luftning tørrer atter Blomstens Kind,
Høstfolk gaae nu hjem fra Marken, synge høit med muntert Sind.
Pigerne skal over Stænten, tør man ikke see derpaa? -
Skjørtet hænger fast ved Gjærdet, saa de Andre hjelpe maae.
See, hvor alle Blomster nikke! hvad de tænke, veed jeg klart,
Kunde man forstaae Mimiken, hørte man vist noget rart.
Fuglene.
Qvivit! qvivit! det gaaer afsted,
Nu oppe, nu dernede!
Mit Liv er Sang og Kjærlighed,
Mit Huus en Børnerede!
Ungersvenden.
Snart sover Alt, ja Stort og Smaat,
Paa Græs og grønne Grene,
Men jeg - ak! det er ikke godt,
At Mennesket er ene!
O, gid jeg var af Jern og Staal!
Mit Hjerte let kan faae det!
Det er mig ligesom en Aal,
Jeg kan ei holde paa det!
- - -
Hver en Luftning sover paa det grønne Blad,
Stille drømmer Blomsten midt i Duggens Bad.
Seer Du, Maanen kommer hist, hvor Krattet groer?
Lavt paa Horizonten staaer den rund og stor.
Ved den sorte Granskov Søen gjør en Bugt,
Klart i Vandet speiler Krattet sig saa smukt.
Tys! sig noget rører! mon en Fugl der fløi?
Nei, det er to Piger, stille! gjør ei Støi.
Barnligt, uskyldsglade, gaae de Arm i Arm.
Ha! de kaste Klædet fra den hvide Barm;
Høit de løfte Armen! see det smækre Liv! -
- O, nu blev' de borte bag det høie Siv!
Jeg kan ikke see dem, det var dog saa smukt!
Men der har vi Maanen over Søens Bugt.
Den kan staae og see dem, høit fra Skyens Vold,
Den kan see dem begge, og er dog saa kold! -
Hør, med Eet det pladsked', see en Ring saa bred!
Hele Søen bæver jo af Salighed.
Hver en Blomst ved Bredden lukker Øiet op,
Og de stolte Graner bøie deres Top!
Alt er Duft og Længsel, Natten er saa tys,
Søen dem omfavner, giver Kys paa Kys,
Trykker sig saa salig op til Bryst og Arm,
Aldrig dog den svulme kan som deres Barm.
Aldrig nogen Morgen den i Solens Skjær
Rødmet har saa deiligt frisk, som Kinden her!
Ingen Tid den viiste Himlen os saa klar,
Som den Uskylds-Himmel, den i disse har. -
Nu med Vandet, Pigen paa den anden slaaer,
Om de runde Skuldre falder deres Haar;
Maaneskinnet viser det saa tykt og stort -
- Men der gik jo Maanen! - det var grusomt gjort! -
Fiskeren.
Aakanden har sit Bæger lukt,
Den under Fladen svømmer;
I Vandet Maanen staaer saa smukt,
Det er det Blomsten drømmer:
At begge to
Dernede boe;
Hvad kan man ei i Drømme troe?
Jo,jo!
Jægeren.
Blomsten dufter, for at brydes,
Frugten modnes, for at nydes,
Ender Livet, var det da
Dog et jublende: 'Trara!'
Echo svarer, hør! 'ja, ja!
Lev og nyd, trara, trara!'
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Skildvagten
Aft'nen er taaget — døsigt Lygterne brænde;
Kun paa sin Støi og sin Larm kan man kjende
Det store Paris.
Den brogede, larmende Vrimmel, paa Bølgernes Viis,
Fremtrænger sig vildt gjennem Stræde og Gade.
Hist staaer et Palads med pragtfuld Façade,
Men kun svagt, gjennem Taagen, dæmrer den straalende Krands
Af Lampernes flammende Glands.
Hvem er vel Eier af hiin Pragt, man seer?
„Un cavalier," man veed ei meer.
Ved Porten staaer en Graaskjæg i Gevær,
Han tjente engang i den store Keisers Hær, -
Forresten man om ham veed meget mindre;
Men saae man i den gamle Krigers Indre,
Da for vort Blik,
En svunden Verden, stor og klar opgik.
„Hvor underligt forandres Alt med Tiden!"
— Saa drømmer han. — „Her stod jeg just! dog, det er længe siden.
Mit Bryst var fuldt af store Ungdoms Drømme;
Da bruste Blodet — ja, i vilde Strømme
Flød Frankrigs Blod,
Men Friheds-Træet grønt og herligt stod,
Og jeg var hærdet; nu jeg gammel er og blød.
Toulon var Fjendens. Seier eller Død
Vi med vor yngste Officeer da svore,
Thi han — han var Napoleon den Store.
— Med ham gik Frankrigs yngste Helte-Flokke
Hen over Alpelandets Kjæmpeblokke,
Bestandigt opad, opad i den skarpe Vind,
Som vilde vi i Himlen ind!
Han gik foran, vi fulgte Mand for Mand,
Hvor før kun Mulen steeg paa Fjeldets Rand,
Og gjennem Iis og Snee og skarpe Vinde,
Vi vidste Fjenden, og vor Seir at finde;
Der midt imellem Kamp og Dødens Flamme,
Han stod den Samme,
Skjøndt Kugler fløi om ham i Dagens Dyst.
„Om han blev dræbt!" — det gjøs i hvert et Bryst,
Thi Gud og han vor Tanke var i Leiren,
Og begge gav os Seiren.
Hvor jublede jeg høit med Folke-Vrimlen,
Da Keiser-Navnet tonede mod Himlen;
— Smaae-Fuglene paa Fjeldets Tind,
Saae stolt til Konge-Ørnen ind;
Da stormede vi gjennem Busk og Hække,
Og Konger kaared' han, hvis Kraft de vilde knække.
Selv Havets Slange, skjøndt den bister lo,
Dog frygtet Konge-Ørnens stærke Klo;
En evig Troskab, Venskab høit de svore,
Og glemte dog saa snart den Eneste — den Store!
Ud over Reden voxte det stolte Vinge-Par,
For lidet ham det store Frankrig var;
Han var Europas Helt — Europa var hans Rige,
Hans Stjerne kjendte kun, at synke, eller stige.
„Mod Moskov! — Moskov!" høit han bød,
Men stolt det reiste sig i Flamme-Glød,
Kun Ild og Aske inddrak vore Lunger,
Til Bjerge svulmed' Brandens røde Tunger,
Alt blev til Ild, selv Liget i sin Grav,
Og Lykkens Stjerne svandt i dette Flamme-Hav.
— Hver Dag skjød Ruslands Jordbund Hære frem,
Dog havde vi nok faaet Bugt med dem!
Det Vintren var, og ei Kosakkens Landse,
Der røved' Frankrig sine bedste Krandse.
Kun Iis og Snee stod for vort matte Blik;
Ja Neglene fra Kjødet gik,
Mens Børn og Kvinder, Alt — dog taus jeg være maae;
Hvad Øiet dengang saae,
Tør nu mit gamle Hoved ikke tænke paa! -
Jeg blandt de Saarede paa Vognen laae;
Een Flod og Riger var imellem Fædrelandet;
Stærk Strømmen gik, tynd Isen var paa Vandet;
Hver Vogn, hver Hest vi synke saae;
Kun enkelt kunde man hiin Side Bredden naae,
De matte Hænder vi fra Vognen strakte frem,
Man saae det ei, thi „hjemad! hjem!"
Det lød, det trængte i mit Hjerte;
Jeg styrted' mig fra Vognen i min Smerte,
Men Isen brast; — — dog Strømmen hæved' atter,
— En Haand mig fatter -
Det var Napoleons — Han var min Redningsmand,
Og jeg saae Frankrig, saae mit Fødeland.
Fri stod jeg der, men ham man Haanden bandt;
Europas Sol bag Elbas Skove svandt.
Men synke kan ei det som Gud opreiser,
Og Folket selv ham kaarede til Keiser;
Der maatte til den hele Spurve-Vrimmel,
For at forjage Ørnen fra sin Himmel.
Han kom — — mit Hjerte vilde mig af Barmen!
Min Hustru holdt den Spæde frem paa Armen;
Velsignelse fløi fra hans Helte-Blikke,
Han kom igjen — han glemte Frankrig ikke!
— Men Frankrig glemte ham — det gav ham bort til Havet;
Ei Fædrelandet har sin første Helt begravet.
— Mod Fjeldet stolt den høie Bølge slaaer,
Men den er bristet længst, naar Fjeldet staaer;
Det synker ei, hvad engang Gud opreiser!
Europa glemmer ei min store Keiser!" -
Saadan den gamle Skildvagt drømmer nu.
„Hvad græder Du? —"
„Lidt vaade er de gamle Øienlaage,
Dog, det er mueligt Aft'nens kolde Taage ..."
„Tys, stille dog! glem nu den Store!
Hist gaaer en lille Een med Sabel og med Spore,
Derfor ei Mere!
Husk, gamle Graaskjæg, Du skal presentere!"
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!