Haste
Den lille Svale fik ei Ørnens Flugt,
Men kyset blev den dog af Digterguden;
Sin Sang den qviddrer klagende, men smukt,
I det den slaaer med Vingerne paa Ruden.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Related quotes
Til H. C. Lumbye
Min fyenske Landsmand, som med Toner smukt
Kan give Foden Vinger, Hjertet Flugt,
Du hjalp paa lille „Ole" ved Paraden,
Nu kommer han til Dig, heelt ud af Staden,
Med Tak for sig og for alt Godt og Smukt.
Han nikker venligt og med begge Hænder
Slaaer Paraplyen ud og Drømmen sender,
En Drøm i Melodi for tusind Glade:
En ny Ole Lukøie Galopade.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Fru Grove, født Fenger
Bag Sorø Sø ved Skoven
Bonden gik bag Ploven;
Jeg kom med Ingemann og med hans Frue
I Præstegaardens Stue.
De glade Børnestemmer klang;
En lille Pige mindes jeg især,
Med store, milde Øjne sad hun der,
Jeg troer endnu at høre hendes Sang.
Til Tak for den nu efter mange Aar
Af mig igjen en lille Sang hun faaer;
I den vi Præstegaarden vil besøge
Og gjensee Alle, som vi mødte der;
Saa vandre vi med Sang bag Skovens Bøge
Heelt ned til Sorø Sø, — nu er vi her!
Fuldmaanen skinner, Nattergalen slaaer,
— Det lyder gjennem alle Livsens Aar.
Der spirer Blomster fra det mindste Frø;
Hvad smukt og godt er, det kan aldrig døe.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
En Moders Skaal
Om ogsaa ude Stormens Slag
Med Hagl paa Ruden trommer,
November bringer os en Dag
Med Solskin og med Sommer,
En deilig Dag, vi kalde vor,
Trods Aarets skarpe Vinde;
Om Sneen fyger udenfor,
Vi har dog Solskin inde.
En Moders Vei er Angstens Vei,
Hvert Barn blev kjøbt med Smerte;
Hvor mangen søvnløs Nat laae ei
En Klippe paa dit Hjerte!
Den spæde Knop blev Blomst og Frugt
Ved dine Kjærtegn ømme,
Og Aar for Aar sig viste smukt
Som Vished Haabets Drømme.
For dine Børn saa mangen Gang
Du sang — de det ei glemme!
Nu synge de for Dig en Sang
Med sødt bevæget Stemme.
Bliv længe hos os, karsk og glad!
Dig Børnebørn omringe!
I mange Aar et Festens Qvad
De Bedstemoder bringe!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Fædrelandet
Ægypteren ved Nilen gaaer,
Glad ved den rige Høst, som kommer,
Stolt Vandrefuglen med Vingen slaaer,
Fortæller om den danske Sommer.
„Et Land, Ægypten ligt, i Nord jeg veed,
Med Oldtids Minder og med Frugtbarhed,
Skoven er saa grøn,
Qvinden er saa skjøn!
Og dette Land, det kaldes Danmark!"
Naar Svanen synger sin sidste Sang,
Den synger om de grønne Øer,
Om Kjæmpegrave paa Kløvervang,
Om Skovomkrandste stille Søer;
Den Strand, hvor Havfruen i Maaneskjær
Forkynder høit hvad Stort sig rører her.
Havet har fortalt
Smukt til Svanen Alt; -
Og dette Land, det kaldes Danmark!
Den lille Svale veed god Besked,
Den boer, saa den seer ind i Stuen;
Om huuslig Lykke, om Trofasthed
Den qviddrer der i sin Beskuen.
Fra Slottets Marmor og til Hyttens Straa
Et ærligt Sind og Stræben Fuglen saae;
Offre vil hver Stand
Alt for Fædreland,
Og dette Land, det kaldes Danmark!
Ja, Danmark er vort Fædreland,
For det at virke, er at leve!
Gud signe Kongen og hver en Mand,
Som ærligt stræber det at hæve!
Paa sommergrønne Øer høit i Nord,
Hvor Skoven gjør til Indsøe Bugt og Fjord,
Axets Guldkorn groe!
Gid der Lykken boe!
Vort Fædreland, det kaldes Danmark!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Moderen med Barnet
Hist, hvor Veien slaaer en Bugt,
Ligger der et Huus saa smukt.
Væggene lidt skjæve staae,
Ruderne er ganske smaa,
Døren synker halvt i Knæ,
Hunden gjøer, det lille Kræ,
Under Taget Svaler qvid're,
Solen synker — og saa vid're.
I den røde Aftensol
Sidder Moder i sin Stol;
Kinden luer dobbelt rød,
Barnet har hun paa sit Skjød.
Drengen er saa frisk og sund,
Æblekinden rød og rund!
See, hvor hun i Spøg ham banker
Paa de søde Pusselanker.
Katten staaer og krummer Ryg,
Men forstyrres af en Myg;
Barsk han den med Poten slaaer,
Og igjen som Hofmand staaer.
Moder klapper Barnets Kind;
See hvor sødt det sover ind,
Drømmer om de Engle smukke
I sin lille pene Vugge.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
J. Baggesen
Hen ad den nøgne Kyst de Bølger trille,
Forstaaer Du Vandrer deres dybe Chor:
Der var en Tid, Corsøer var meget lille,
Men Baggesen blev født, og den blev stor."
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Gurre
Hvor Nilen vander Ægypterens Jord
I Africas brændende Lande,
Der mødtes to Fugle, de kom fra Nord,
De talte om Danmarks Strande:
„O husker du Sjølund, den deilige Ø,
Hvor de vilde Skovduer kurre,
De duftende Bøge, den stille Sø,
Husker du Gurre?"
— „Ja, der har jeg bygget en Sommerdag,"
Saa talte den lille Svale,
„Jeg havde min Rede ved Bondens Tag,
Jeg hørte ham synge og tale.
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!"
Chor
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!
Eccho
— skjønnest i Danmark!
Ved Gurre-Sø laae Kong Valdemars Borg,
Den saae ham med Tovelille;
Den kjendte hans Lykke, den kjendte hans Sorg,
— Ak Trøstens Harper hang stille;
Hans Glæde blev skrinlagt bag Kirkens Muur,
Hvor de vilde Skovduer kurre.
— Om Tovelille sang Guds Natur
Deiligst i Gurre!
Der havde de vandret hver lønlig Sti,
Naturen blev her til hende;
Han kunde ei gaae en Blomst forbi,
Den sagde: „Kan Du mig kjende?"
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!
Chor
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!
Eccho
— skjønnest i Danmark!
Ved Gurre-Sø holdt Kong Valdemar Jagt,
Smukt Hornet lød gjennem Skoven,
Den stod i sin rigeste Sommerpragt,
Og Stjerner funkled' foroven;
Da raabte Kongen saa lystelig,
Hvor de vilde Skovduer kurre:
„Lad Gud beholde sit Himmerig,
Har jeg kun Gurre!"
— Det er saa deiligt en Sommerdag,
Men deiligst i Nattens Stille,
Naar Stjernerne blinke og Droslens Slag
Fortæller om Tovelille.
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!
Chor
Jeg troer der er skjønnest i Danmark!
Eccho
— skjønnest i Danmark!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
C. Bredahl
Hvor Holberg bygged' ved Sø og Skov,
Der gaaer en Bonde bag ved sin Plov;
Han træller for Livet, for Viv og Smaae,
Høit Lærkerne over hans Hoved slaae:
„Paa Jorden er Skjalden en fattig Mand,
Skjøndt Aanden har givet ham Skov og Land,
Hvert Straa har Blomster, hvert Træ har Frugt,
Det voxer til Danmarks Ære smukt."
Thi qviddrer den Smaafugl for ham paa Vang,
Men alt, hvad den har, er jo kun — en Sang.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Man finder det passende, finder det smukt
Man finder det passende, finder det smukt,
Naar jeg synger om Svanernes Sang og Flugt,
Om det svulmende Hav, om Stjernernes Pragt,
Om Guds Natur i dens Fylde og Magt;
Men synger jeg ud mit Hjertes Sang,
Ved Synet af Spaniens deilige Qvinder,
Den svulmende Skjønhed, den svævende Gang,
De Øine, de Fødder, de flammende Blikke,
Saa sige de strax, det passer sig ikke,
Den nordiske Fromhed og Klædning vi savne.
Men jeg veed i Spanien ei Ord eller Navne
For Tanken, undtagen — „at kysse og favne!"
I Paradiishaven, som Spanien staaer nær,
Det Deiligste det var jo Eva der,
Og alt det Deiligste, skabt af Gud,
I Kjærlighed synger mit Hjerte ud!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Julesang i det Collinske Huus
Saa sidde vi igjen om Julebordet
Og synge høit vor Sang, vort Juledigt,
Og Glæden er i Hjertet og i Ordet,
Skjøndt Aaret var saa taust, saa alvorsrigt.
Der rulled Kroner hen som Kiselstene,
Men i vor lille Kreds vor Krone blev:
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit Kongerige i vort Hjerte skrev.
Mod Roskild Spir fløi Svanen frem og døde,
Ved Slesvig Kampens Paaskeklokker klang,
Og Tre af Kredsen her gik til det Møde,
Hvor Døden stod, og hvor Kanoner sang.
Mod Savn og kolde Nætter, Oprørsflammen
De gik, og selv vi bad: „I Guds Navn gaa!"
Og see, vi sidde atter samled' sammen,
Det er, som om en Drøm det var, vi saae.
Hver Sorg og Angst i Hjertet vi erindre
Og føle derpaa ret: Gud var os god!
Vor Julestjerne see vi dobbelt tindre;
Dens Straaler skal os give Fremtids Mod.
End mange Aar vort Huuslivs stille Scene
Staae lykkelig, som selv iaar den blev,
Vort Sammenhold og han, han, som alene
Sit store Rige i vort Hjerte skrev.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
C. Molbech
Du vandred' ungdomsglad i Danmarks Egne,
Du samled' Blomster til os allevegne,
Din lille Hauge gaae vi ei forbi,
Der blomstrer Prosa smukt som Poesie.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Lille Sally, her er Brev
Lille Sally, her er Brev,
Andersen iaftes skrev.
Veiret er saa graat og vaadt,
Ja, det sneer jo ganske smaat;
Snart vil falde mere Snee,
Og Du kan fra Ruden see,
Hvor den fyger, hvor den føiter,
Og der løber Folk paa Skøiter!
Intet Menneskene kan see
Rødgrød meer i Grøfterne;
Men nu har vi — kom og spiis! -
Alle Grøfter fyldt med Iis;
Snen drysser Sukker paa,
Du den alenhøi kan faae.
Invitere nu Du maatte
Otto, Poul og Charlotte.
Lille Sally, gamle Ven,
Skriv Du mig nu Brev igjen!
Har du ikke Blæk og Pen,
Læg et Kys i Brevet hen.
Vi skal sees i Grønningen,
Vi skal sees i Himmelen,
Vi hinanden kjender,
Vi er gamle Venner!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
J. L. Heiberg
Den lille Amor fra Hækken fløi,
En Piil han tabte — Du fandt just den,
Og det er denne Du bruger som Pen,
Selv Spidsen har himmelsk Væde.
Du drømte, som Mand, ved Elverhøi,
Din Drøm blev al Danmarks Glæde.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Fortrøstning
Ei Nogen veed, hvad imorgen skeer,
Alene Gud Herren det veed og seer;
Men naar det for Danmark saae mørkest ud,
Kom altid Frelse og Hjælp fra Gud.
Da Landet laae splittet og reent faldet hen,
Opmandet det blev af Niels Ebbesen;
Gud Herren ledte vor Velfærds Sag,
Og hele Danmark saae Atterdag.
Det er en Storm-Nat, høit Søen slaaer,
Vort lille Fartøi paa Dybet gaaer,
Men Gud, Vorherre ved Roret staaer,
Han raader, hvad ogsaa end Mennesket spaaer.
Ei Nogen veed, hvad imorgen skeer,
Alene Gud Herren det veed og seer;
Men naar det for Danmark saae mørkest ud,
Kom altid Frelse og Hjælp fra Gud.
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Avis aux lectrices
Jeg savner noget! — skal jeg Navnet sige?
Det er just ikke af en sjelden Slags;
Jeg savner — ja — en lille, bitte Pige -
Ak, Herre Gud! nu leer man ad mig strax!
Tør jeg da aldrig elske, aldrig sværme?
Hvad? Er jeg ikke gammel nok dertil?
Gud veed, jeg vil jo ei en Sjæl fornærme,
Nei holde af, det er jo det jeg vil!
Enhver Poet, selv ganske smaae Personer,
Har sig en Kjærest; — det maa være rart!
Man er ulykkelig, man sukker og man daaner,
O, jeg maa med! og jeg maa med lidt snart.
Men endnu har jeg ingen ret i Sigte,
At jeg kan blive for min Længsel qvit;
Gud veed, jeg sværmer nok for mine Digte,
Men Herre Gud, det er mig dog for lidt!
Nei jeg maa eie — hvad jeg nu vil sige -
En Kjæreste, saa faaer vist Hjertet Ro;
En lille, kun en ganske lille Pige,
Thi jeg er stor nok for os begge to!
O, kom! lad ei det søde Haab mig svigte;
Thi Kjærlighed dog klæder Folk saa net.
Men Du maa rose alle mine Digte,
Thi jeg slaaer op, saa snart Du glemmer det!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Aarets Børn
Tolv Sønner Aaret har; pas paa,
Saa skal I deres Skudsmaal faae.
Den første Søn er Januar,
Stor Trang til Vintertøi han har.
Hans Broder, Februar ved Navn,
„Slaaer Katten af" hver Fastelavn.
Men Marts det er et lille Smøl,
Han vælter sig i Regn og Søl.
En evig Feber har April,
Han skjærer Ansigt, det er Smiil.
Men Mai, hans Rygte det er godt,
I Smug han lastes dog saa smaat.
Høit raaber Juni: „Godtfolk kom,
Kjør med i Skoven, see Jer om!"
Og Juli — tidt han gjør lidt vaadt,
Men af den Regn har Jorden godt.
August fortæller: „her er smukt!
I Gangen strutter det med Frugt."
September har en Farvepot,
Han maler baade Stort og Smaat.
October er i slet Humeur
Fordi den gamle Sommer døer.
November blæser Storm-Trompet,
Jeg troer den Karl har aldrig leet!
December fra sit Vinter-Skjul
Tilraaber os: „Kom med, leg Juul!"
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Recension
Vel rødmer Land og Hav ret smukt i Aftensolens Flamme,
Men ak, Maneren, mærker man, bestandig er den samme.
Original er Solen ei, hvad saa den er forresten;
Bestandig staaer den op i Øst, og synker ned i Vesten.
Saa komme Nattens Stjerner frem, men man sig ret maa harme,
De skinne vel, men Alt er koldt, der er ei Liv, ei Varme.
En Nattergal ret snurrigt slaaer sin Trille hist bag Muren,
Men der er ei Methode i, det er jo reent Naturen;
Desuden er den altfor ung, har neppe Duun paa Hagen,
Og havde Sangen ingen Feil, saa sang den nok om Dagen.
Nu staaer da ogsaa Maanen op, og den er ei saa ilde,
Var den dog bare altid rund, og ikke skifte vilde.
Høit skummer Bølgen, men for stærkt, den maa sig moderere -
— Det Hele røber vel Genie, men heller ikke mere!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Hæv Dig vor Sang! her synger Stort og Smaat
Hæv Dig vor Sang! her synger Stort og Smaat,
Har man kun Røst, paa den megen gode Spisen!
Blæse være Røsten! er bare Hjertet godt,
Man kan indvortes følge med i Visen!
Hjertet slaaer Tact og Øiet leer,
Her Ingen er, som fordrer meer!
Rosenhækken har Geburtsdag i Guds Sol,
Roserne dens Børn, de drikke Dug og nikke.
Hver har sin Stilk, vi sidde paa en Stol,
De dufte, men vi Andre vi drikke,
Alle synge samme Skaal i Chor:
Din Skaal, Du kjære Bedstemo'er!
Skjænd passer ei, og dog vi skjænde maae,
Fødes i November, det er ikke rigtigt!
Det er jo umuligt at vi kan Blomster faae!
Til en Fest er Blomster noget Vigtigt!
Nu maae vi binde en Tone-Bouquet,
Dog Hjertets Sang er aldrig slet!
Blomster har Du selv i Hjertets Mindebog,
Blomster, som kan Sindet styrke og fornøie.
Dengang Nattens Sky hen for dit Øie drog,
Stærkt og klart saae dit indre Øie!
Skyen tager Flugt! — dog nok er sagt,
Du os forstaaer: Skaal Solens Pragt!
Der boer i hvert et Bryst, som elsker ret,
Toner, som ingen Digter kan udsige;
Han kun peger hen — men vi, vi føle det,
Det er Summen fra Kjærlighedens Rige!
Hjertet har seet da Skyen laae
Hjertet vil og vor Sang forstaae!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Min lille Fugl, hvor flyver Du?
Min lille Fugl, hvor flyver Du,
Imellem grønne Grene?
Ak mon jeg rinder Dig i Hu?
Mit Hjerte briste vil itu — !
— O Gud, hvor jeg dog er ene!
Du sagde, at Du var mig god;
Ja, godt mig Alle mene,
Men hvis Du ret min Sorg forstod,
Du kom, Du sang mig Sjæle-Mod,
Da sad jeg ikke alene!
Min lille Fugl, Du kommer ei
Fra dine grønne Grene;
Jeg stille vandre maa min Vei —;
Ak, ingen elsker Dig som jeg!
— O Gud, hvor jeg dog er ene!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!
Spørg Amagermo'er
Der var en ældgammel Gulerod,
Saa knoldet, saa tyk og saa tung,
Den havde et ganske forfærdeligt Mod,
Den vilde gifte sig med en ung,
En yndig ung, lille Gulerod
Af Røddernes fineste Blod.
— Og Brylluppet stod.
Bevertningen var ubetalelig god,
Den kostede slet ingen Penge;
De slikkede Maaneskin og drak Dugg,
Tog Blomsterfnug,
Som det kom fra Mark og Enge.
— Gammel Gulerod hilsede med et Buk,
Og talte saa langt og saa længe,
De Ord de klukkede Kluk i Kluk;
— Ung Gulerod sagde ikke et Muk,
Sad uden at give et Smiil eller Suk,
Ung og smuk.
Hvis ikke Du troer,
Spørg Amagermo'er!
Et Rødkaalshoved var deres Præst,
Og Brudepiger Hvideroer;
Agurk' og Asparges sad som Æresgjest,
Kartoflerne stod og sang Chor.
Og der blev dandset af Lille og Stor.
Spørg Amagermo'er!
Gammel Gulerod sprang uden Strømper og Skoe,
Hu, hei! han revned' i Ryggen,
Og saa var han død, kunde aldrig groe.
Ung Gulerod loe,
Saa underligt vender sig Lykken.
Nu var hun Enke, nu var hun glad,
Nu kunde hun leve som helst hun gad,
Kunde svømme som Jomfru i Suppefad,
Ung og glad.
Hvis ikke Du troer,
Spørg Amagermo'er!
poem by Hans Christian Andersen
Submitted by Poetry Lover
Vote! | Copy!