Click in the field, then press CTRL+C to copy the HTML code
<div style="background:#fff;border:#bbb dashed 1px;padding:5px"><a href="http://en.citatepedia.ro/comments.php?id=402651" style="color:#000;text-decoration:none"><div style="margin:10px 0"><strong>Marts</strong></div><div style="margin:10px 0">'Livets Frihed, Jordens Baand,<br>Kamp imellem Form og Aand.'</div><div style="margin:10px 0">*<br>Mægtigt Vaarens Pulse banke,<br>Dog er det saa kold en Tid;<br>See, imellem Form og Tanke<br>Viser sig den store Strid;<br>Aaret giver i det Mindre,<br>Hvad i Secler Verden gav,<br>Hvad du seer, hvor Stjerner tindre,<br>Og i Oldtids sjunkne Grav,<br>Livets Frihed, Jordens Baand,<br>Kamp imellem Form og Aand.<br>*<br>Jorden.<br>Ton høit i Tidens Kamp mit stolte Qvad!<br>En Verden være mig mit Nodeblad,<br>Urbjergene, som dybt grundfæsted' staae,<br>De er' de sorte Streger, sat' derpaa,</div><div style="margin:10px 0">Og hver Forstening, hvert et Lag deri,<br>Er Noden til den stolte Melodie.<br>Hvert Mammuthsdyr, hver Blomst i Stenen bundet<br>Os synger om et Liv, som er forsvundet,<br>Om Tidens Stræben, Tidens snevre Baand,<br>Om Kampen mellem Formerne og Aand.</div><div style="margin:10px 0">Hvo sprængte Himlen med sit Stjernetal,<br>Den vidtudstrakte Ymers Pandeskal,<br>Den høie Himmelhvælving i sin Skranke -<br>Hvo, uden Aanden med sin Flamme-Tanke?<br>Copernikus gav Jorden Liv og Gang,<br>Stolt alle Sphærerne i Rummet sang,<br>De gamle Former bort som Avner fløi,<br>Og Verden blev saa navnløs stor og høi.</div><div style="margin:10px 0">Den vilde Søgang bryder stolt hver Skranke,<br>Og Klippen brister, som den skjøre Planke,<br>Sø bliver Land og Landet atter Sø,<br>Men dobbelt skjøn sig reiser Ø ved Ø,<br>Det indre Liv sig lader ei betvinge.<br>See! Skovene fra Jordens Muld fremspringe,<br>Fixstjernens Skjær naaer ned til Jordens Bugt,<br>Skjøndt Secler svinde i dens snare Flugt,<br>Men Rummet ei kan Kraftens Straale dæmpe,<br>Forgjæves Titans Børn mod Himlen kjæmpe.<br>Brænd Byer af, riv ned med Tiger-Kloe,<br>Strøe Salt i Gruset, at ei Græs skal groe! -<br>Dog reiser Aanden atter Steen ved Steen,<br>Erindringen med Fredens Palmegreen<br>Beskytte vil, hvad Tid ei kan henveire,<br>Kun Formerne kan døe, og Aanden seire!<br>Stolt er Du Hav, og dog saa svag en Skranke; -<br>Dig Mennesket betvinger ved sin Tanke;<br>Du, Kraftens stolte Kjæmpe, her maa stande,<br>En St. Christoffer mellem Verdens Lande,<br>Og os henbringe, hvor vi ønske vil,<br>Thi Formen er for Aanden kun et Spil.<br>Lavinen styrter ned fra Bjerg og Fjeld,<br>Snart sprudler der det stærke Kildevæld,<br>Og Hytterne med Bruunt det Hvide spætte,<br>Alt rører Livet sig paa Dødens Slette.<br>Om Laplands Bjerge snoer sig Sumpelandet,<br>Men frodigt groe de røde Bær paa Vandet;<br>Tilintetgjørelsen sit Banner svinger,<br>Men engang ogsaa Tiden her den tvinger.<br>Urskovens Dynd med Sumpene forgaae,<br>Og Byer der i Dalene skal staae,<br>Hvor Karavanen smægtede i Sandet,<br>Skal Mennesket fremtrylle: Kanaans-Landet!<br>Altid, naar Aandens Moses-Stav det vilde,<br>Fremsprang, trods Formens Klippe, Livets Kilde!<br>*</div><div style="margin:10px 0">Menneskelivet.<br>For den vilde Syndflods Vande<br>Svinde Bjerge, Byer, Lande,<br>Men ei Snillet den betvinger -<br>Frelste Slægter Arken bringer;<br>Høit paa Ararat de dale;<br>Jorden snart er Blomster-Sale.<br>- Lænket fast til Døgnets Klipper<br>Ei Prometheus Faklen slipper.<br>Stjernens Rige, Bølgens Hjem<br>Vise maa sin Guddom frem;<br>Hvad er Formen uden Livet?<br>Derfor Alt en Gud blev givet.<br>Over Bølgen Vei de finde,<br>Aandens gyldne Skind at vinde,<br>Ingen Baand den Stærke skrække;<br>Cecrops lander paa sin Snekke.<br>Taagen synker, Lyset stiger,<br>Cyrus reiser sine Riger,<br>Gjennem Floder, over Fjelde<br>Viser Aanden kjækt sin Vælde;<br>Alexanders stolte Sind<br>Slutter Verdens Lande ind;<br>Kraften gaaer sin stolte Gang,<br>Roma synger Seierssang;<br>Medens Stormen over Sø<br>Bringer Aandens Blomster Frø.<br>Og det groer paa Land og Ø!<br>Dog maa Sværdets Flamme-Tunge<br>Tidt sit stolte Drapa sjunge,<br>Sprænge Formens Klippemuur<br>I den kjæmpende Natur.<br>Hør, et dybt Halleluja<br>Tonede fra Golgatha!<br>Høit i Nord hvert Billed falder,<br>Klokkens Aande-Tone kalder<br>Folket fra den dunkle Skov.<br>Aanden kun skee Priis og Lov!<br>Ei for Formen skal Du knæle,<br>Aand kan Aanden kun besjæle! -<br>Ridderen, i Kampens Færd,<br>Troer paa Gud og paa sit Sværd,<br>Men bestandigt Døgnets Haand<br>Slynger Formens faste Baand,<br>Virker dem i Heltens Pantser;<br>Pigen selv med dem sig krandser.<br>Adskilt staaer i hvert et Land<br>Adel-, Borger-, Trællestand,<br>Medens høit i Guddoms-Flammen<br>Straaler: vorder Eet tilsammen.<br>Det har Kraft, meer end Du tænker,<br>Derfor bort med Formens Lænker,<br>Kun Fornuften, stor og fri,<br>Danne Verdens Harmonie! -<br>- Nutid, Du Prometeus saae,<br>Han er kjendt selv af de Smaae!<br>Aanden sig mod Himlen svang,<br>Kjækt han Formerne betvang;<br>Døgnets Dværge sammen fore<br>Ved Napoleon den store!<br>Paa den nøgne Klippe-Ø,<br>I den dybe, salte Sø<br>Havde de ham lænket ned -<br>Niddets Grif hans Rygte sled,<br>Men det voxed' meer og meer,<br>Verden har, som ham, ei fleer! -<br>Mindes Du, hvad Skjalden sang<br>Om den Vilde, som engang<br>Landede ved Themsens Høie?<br>Skjalden vilde ham fornøie,<br>Nævned Navnet paa hans Gud;<br>Høit i Jubel hiin brød ud,<br>Taarer strømmed' fra hans Øie,<br>Gjerne vilde han fornøie<br>Atter ham, som Fryd ham bragde,<br>Og 'Napoleon', han sagde;<br>Thi det Navn gik over Klipper,<br>Hvor den sidste Tange slipper.<br>Navnet selv paa Kraftens Aand,<br>Sprængte Sprogets snevre Baand!<br>*</div><div style="margin:10px 0">Poesien.<br>En Guddoms Tanke er Du, Poesie,<br>Udsprungen fra det store Fader-Hjerte,<br>Din Sjæl er Kraft, din Tale Melodie,<br>Dit Smiil kan dulme selv et Jordlivs Smerte.<br>Dit Klædebon er hver en Skov, der groer,<br>Den røde Lava, Bjerget svøbt i Skyer,<br>Det dybe Hav, hvor Liviaten [senere rettet til: Leviaten] boer,<br>Selv Verdens-Vrimlen i de store Byer.<br>For Dig er ikke Livets Bibel lukt,<br>Dit Hjem er alle Jorderiges Lande,<br>Igjennem Universet gaaer din Flugt<br>Med Stjerne-Diademet om din Pande!<br>Saadan Du staaer for hvert begeistret Sind,<br>Og Sjæl og Tanke klart din Guddom fatte,<br>Du lukker Barnet i din Himmel ind,<br>Og viser Manden dine Guddoms-Skatte. -<br>Imellem skotter Verden til din Flugt,<br>Skjøndt Verden har saa meget at bestille,<br>Og mangen Lærd beskriver Dig ret smukt<br>Og lærer dem, som gjerne lære ville;<br>De faae, hvad Mester da har tænkt og meent,<br>Det store Kæmpelegem' man trancherer,<br>Og seer, at Poesie er noget pænt,<br>Og Digteren en flittig, god Polerer,<br>En velstuderet Mand, en dygtig En,<br>Der ærlig Døgnets Middags Suppe laver,<br>Der kunstig skjærer ud en Ferskensteen,<br>Og ride kan Spidsfindighedens Traver,<br>Der siger, 'Poesie er Formelys,<br>Der støbes udenfra og smukt skal tindre,<br>Men ei en Væxt, der under Nattens Gys<br>Og Dagens Ild udvikles fra sit Indre.'<br>Den voxer ikke kunstig til en Muur,<br>En Væxt, der under Saxen Form blev [rettet fra: bliv] givet,<br>Men griber ved sin stolte Kraft-Natur,<br>Og viser, fra det Indre strømmer Livet!<br>- Naar Solens Straale gjennem Ruden gaaer,<br>Dit Øie Millioner Støv-Gran finder,<br>Dog, det er ikke Blomsterstøv Du faaer,<br>Nei, Hverdags-Fnuget er det, som forsvinder,<br>Blæs kun derpaa, da hvirvler Støvet smukt,<br>Og der er Form og Runding, smukke Bølger,<br>Men Døgnets Sol gaaer ned, et dødt Produkt,<br>Er Alt, hvad af den hele Stræben følger.<br>Prometheus liig, staaer Skjalden paa vor Kyst,<br>Med Tidens store Uhr hans Hjerte banker,<br>En Verdens Taarer bølge i hans Bryst,<br>Cherubers Flugt blev skjænket til hans Tanker,<br>Han klipper ikke Stads og springer Buk,<br>Og skjælder ud paa skjønne Melodier,<br>Thi da vil Musen flygte med et Suk,<br>Og Guddoms-Stemmen dybt i Hjertet tier.<br>Løs Formens Baand, den ægte Poesie<br>I Prosa selv som Poesie vil straale,<br>Men Hverdags-Tanken i sin Form-Magie,<br>Er et Metal, der ikke Ild kan taale.<br>Lad Mængden glædes ved det Stads, han [senere rettet til: den] seer,<br>Ved disse Spring og Viddets Pirouetter,<br>Det morer her at finde Poul og Peer,<br>Hvordan, som Solen, ogsaa de har Pletter. -<br>Nei, Musen flyver stolt mod Himlens Sol,<br>Hun seer til Havets Ørken som til Bækken,<br>Til Digterhjertet i en Martsviol,<br>Og til hver Fugl, der qviddrer mildt fra Hækken.<br>Hun tier ved sin kjære Digters Grav,<br>Han lever jo der, hvor hun selv har hjemme;<br>Men det, som han den hele Verden gav,<br>Det nævner ham, thi det ved ham fik Stemme.<br>Og Vaaren viser ved sin Kamp og Strid,<br>At Liv maa gjennem Dødens Iis fremspringe,<br>Saa var, saa bliver det til evig Tid,<br>Den stærke Aand skal Formerne betvinge.<br>Ei Solens Straale i den frie Luft<br>Formaaer at danne Blomstens fine Bæger,<br>Det er ei den, der fylder den med Duft,<br>Nei, fra det Indre Kraften sig bevæger!</div><div style="margin:10px 0"><br /></a><br />poem by <a href="http://en.citatepedia.ro/by.php?a=Hans+Christian+Andersen">Hans Christian Andersen</a><div class=q>
<img src="https://www.citatepedia.ro/g/32share.png" style="float:left" alt="Share">
<script type="text/javascript" src="//s7.addthis.com/js/300/addthis_widget.js#pubid=citatepedia" async="async"></script><div style="display:inline-block" class="addthis_sharing_toolbox" data-url="http://en.citatepedia.ro/comments.php?id=402651" data-title="Marts de Hans Christian Andersen" data-description="'Livets Frihed, Jordens Baand,
Kamp imellem Form og Aand.'

*
Mægtigt Vaarens Pulse banke,
Dog er det saa kold en Tid;
See, imellem Form og Tanke
Viser sig den store Strid;
Aaret giver i det Mindre,
Hvad i Secler Verden gav,
Hvad du seer, hvor St..."></div>
</div>
</div>