Click in the field, then press CTRL+C to copy the HTML code
<div style="background:#fff;border:#bbb dashed 1px;padding:5px"><a href="http://en.citatepedia.ro/comments.php?id=402650" style="color:#000;text-decoration:none"><div style="margin:10px 0"><strong>Manden fra Paradiis</strong></div><div style="margin:10px 0">Der var engang en Enke -<br>Dog nei! jeg maa mig først betænke;<br>Hun havde været det, men var nu gift paany,<br>Med Een fra Thy;<br>(Det maae vi ikke glemme).<br> <br>— En Aftenstund, da Manden ei var hjemme,<br>Sad hun med Haanden under Kind,<br>Selv Theemaskinen var en Smule sovet ind,<br>(Den ellers sang en Tone, reen og klar,<br>Og førte tidt ved Bordet den bedste Passiar).<br>Fra Jordens Taageland,<br>Fløi Tankerne til hendes første Mand;<br>Hun kunde ei den søde Sjæl forglemme,<br>Og ak! den anden var jo ikke hjemme,<br>— „Du har det godt!&quot; udbrød hun, „fri for Nød<br>Du sidder i det abrahamske Skjød,<br>Og seer til os, der i den snevre Stue<br>Maa plages slemt af Hoste og af Snue!&quot;<br> <br>Hun taug og faldt igjen i Tanker,<br>Da hører hun, hvor det paa Døren banker;<br>Hun skotter hen til Krogen;<br>„Uh! er der Nogen?&quot;<br>(Thi hun var bange for — ja det var hele Tingen -<br>At see en Aand i den, der havde før slet ingen).<br>Nu banker det igjen, og saa gaaer Døren op — -<br>Men det er ingen Aand, nei Een med Kjød og Krop!<br>Det er en Haandværkssvend, der nu har sprængt sit Buur,<br>Og gaaer fra By til By og seer paa Guds Natur;<br>Han gjør Visitter kun, for ei at smægte,<br>Sligt kalder man: at fægte.<br> <br>Han var, det saae hun nok, en sælle Een,<br>Der gik i dette Liv paa sine egne Been;<br>Og som han sagde det, der noget laae i Tonen,<br>Der rørte Konen.<br>Hun spurgte ham, hvorfra han kom, hvorhen han gik;<br>Og Svaret, som hun fik,<br>Det var: han drog paa Bursche-Viis,<br>Nu gjennem Tydskland til Paris. -<br>Da blev hun i sit Hjerte glad,<br>Hun dækked' op med Øl og Mad,<br>Og sagde: „Sæt sig dog, og spiis!<br>Hvad, reiser han til Paradiis?<br>O, Herre Gud! i dette Land<br>Der har jeg jo min første Mand;<br>Hils ham fra mig og fra vor Datter,<br>Og hils ham ogsaa lidt fra Fatter!&quot;<br> <br>Da mærkede Skjelmen, at ei vor Viv<br>I Geographien var meget stiv,<br>At hende klang paa ligeviis<br>De Navne: Paris og Paradiis.<br>Thi faldt han strax i Talen ind:<br>„Jeg kjender ham, det gode Skind.&quot; -<br>— „Ak!&quot; udbrød da hans Hjertenskjær:<br>„I altsaa før har været der!<br>Hvor lever dog den søde Skat?&quot; -<br>— „Ak det er ilde med ham fat!<br>Jeg var der for en Maaned siden;<br>Da sleed han meget suurt paa Tiden,<br>Stod tidlig op, kom seent i Seng,<br>Og var de Andres Hunde-Dreng!<br>Hvad Tøi han fik i Gravens Nat,<br>Gik strax itu det tynde Pjat!<br>Af Kjoler har han ikke een,<br>Og tænk, han gaaer med bare Been!&quot; -<br> <br>De Ord i hendes Hjerte stak som Syle,<br>Og hun begyndte gyseligt ar hyle,<br>Fik nu, og det i største Hast,<br>En Byldt af baade løst og fast;<br>Ja Skjorter, Strømper, uldne Sokker,<br>(Og jeg veed Pokker), -<br>Og bad, mens Øiet stod i Vand:<br>„O bring det til min salig Mand,<br>Og siig: jeg sender meer afsted,<br>Naar jeg kun seer en Leilighed!<br>Ak ja! ak ja! det er dog haardt,<br>Han der skal gaae til Spot og Tort!&quot;<br> <br>Da Knøsen havde spiist sig mæt,<br>Han loved' at besørge det,<br>Tog Bylten, takkede og gik;<br>Men Konen sad med vaade Blik;<br>Thi vil vi springe nogle Timer frem<br>Til hendes Mand kom hjem,<br>(Jeg mener han, den sidste,<br>Den første, veed I, staaer paa Dødens Liste). -<br> <br>„Nu, jeg kan hilse Dig fra salig Thiis,&quot;<br>(Saa heed den første Mand; o det er slemt,<br>Jeg Navnet har i Førstningen forglemt!) -<br>„Her var nys Een, der gik til Paradiis! —&quot;<br>Og nu fortalte hun om ham, som alt var gaaet,<br>Og hvad han havde med paa Reisen faaet.<br>Men Manden fatted' snart den hele Ting,<br>Og i et Spring han sadlede sin allerbedste Hest,<br>Og foer afsted, som Skyerne i Blæst.<br>Han vilde, sagde han til Konen,<br>Dog tale selv en Smule med Personen.<br> <br>Det var en deilig Nat med Maaneskin og Sligt,<br>Der klæder endnu bedre i et elegisk Digt,<br>Høit Nattergalen slog, og Uglen peb Discant!<br>Og hvad der her var bedst — den rette Vei han fandt,<br>Hvor Tyven gik afsted i Maanens blege Straale.<br>(Thi mere Lys en Tyv i Grunden ei kan taale) -<br> <br>Nu vil vi da med Tyven gaae!<br>Saasnart han saae<br>Een foer afsted som bare Fanden,<br>Han tænkte ganske ret: der har vi Manden,<br>Og kastede sin Bylt i Grøften nær ved Krattet,<br>Og satte sig derved, thi han var fattet.<br>Med skyldfrit Sind han vilde sig forskandse,<br>Og sang om grønne Jomfru-Krandse,<br>Idet han stirrede paa Nattens klare Himmel,<br>Til Manden kom og standsede sin Skimmel,<br>Og spurgte, uden megen anden Snakken,<br>Om ei han havde seet en Mand med Bylt paa Nakken,<br>Og for at give Sagen mere Vægt,<br>En Tyveknægt. -<br>„Jovist!&quot; var Svaret: „nylig saae jeg Een,<br>Der gjorde lange Been,<br>Saasnart han saae, I vilde ham indhente,<br>Svandt han i Skoven, hurtig, som en Glente;<br>Men skynd jer lidt, saa kan I Knægten fange;&quot;<br>Den anden takkede ham mange Gange,<br>Og bad ham holde lidt paa Hesten.<br>(Nu veed I Resten) -<br>Den gode Mand i Skoven sprang,<br>Men Tyven sig paa Hesten svang,<br>Tog Bylten med, „hyp, — vil du gaae!&quot;<br>Det var en Lyst at see derpaa. -<br> <br>Udmattet, stønnende og bister<br>Kom Manden som en vred Philister,<br>Men tænk jer nu hans store Skræk,<br>Da ogsaa Hesten her var væk.<br>Han raabte: „hov!&quot; han raabte: „hei!&quot;<br>Men Tyven løbet var sin Vei.<br>— Da ingen anden var tilstede,<br>Fik Maanen hele Mandens Vrede.<br>„Paa slig en Daad Du skinne kan;<br>O tvi Dig an!<br>Har Du ei hørt, en Tyvehæler<br>Rangerer lige med en Stjæler.<br>Jo, jo, Du er en deilig Een!&quot; -<br>Saa gik han hjem paa sine Been.<br> <br>„Naa, traf Du ham?&quot; saa spurgte Konen;<br>Men Manden havde nedstemt Tonen,<br>Og sagde: „Jo, min kjære Skat,<br>Jeg fik ham dog til Lykke fat!<br>Vor bedste Hest jeg gav ham med,<br>At han kan komme lidt afsted!&quot;<br>— Da blev hans Kone ganske mild:<br>„O lille Mand, hvor Du er snild!<br>Det maa man dog de Mandfolk skjænke,<br>At de kan tænke!&quot;<br> <br> <br>Moralen, som man finder,<br>Er, at der gives dumme Qvinder;<br>Dog — Mændene i samme Farve spille,<br>Men, de kan bedre tie stille!</div><div style="margin:10px 0"><br /></a><br />poem by <a href="http://en.citatepedia.ro/by.php?a=Hans+Christian+Andersen">Hans Christian Andersen</a><div class=q>
<img src="https://www.citatepedia.ro/g/32share.png" style="float:left" alt="Share">
<script type="text/javascript" src="//s7.addthis.com/js/300/addthis_widget.js#pubid=citatepedia" async="async"></script><div style="display:inline-block" class="addthis_sharing_toolbox" data-url="http://en.citatepedia.ro/comments.php?id=402650" data-title="Manden fra Paradiis de Hans Christian Andersen" data-description="Der var engang en Enke -
Dog nei! jeg maa mig først betænke;
Hun havde været det, men var nu gift paany,
Med Een fra Thy;
(Det maae vi ikke glemme).
 
— En Aftenstund, da Manden ei var hjemme,
Sad hun med Haanden under Kind,
Selv Theemaskinen..."></div>
</div>
</div>