Click in the field, then press CTRL+C to copy the HTML code
<div style="background:#fff;border:#bbb dashed 1px;padding:5px"><a href="http://en.citatepedia.ro/comments.php?id=402612" style="color:#000;text-decoration:none"><div style="margin:10px 0"><strong>Januar</strong></div><div style="margin:10px 0">'- Nyfødt Aaret er vorden!<br>Stolt, med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst,<br>Paa sin vingede Hest<br>Jager Tiden hen over Jorden - !'<br>*<br>Vandringsmanden.<br>Et Hjem for Samojed og Pescheræ<br>Viser den frosne Jord med sin Snee;<br>Men her, som i et Feeland at see,<br>Staaer det riimfrosne Træ<br>Og løfter mod Solen sin glimrende Green<br>Mod en Luft, som Italiens, sortblaa, men reen.<br>Det er deiligt at see,<br>Hvor over den hvide Snee<br>Den sorte Rovfugl svæver,<br>Og Hytterne hist, hvor Røgen sig hæver,<br>Hvor Pigen strøer Korn af sin lille Kurv<br>For den qviddrende Spurv.<br>- Ja, nyfødt Aaret er vorden!<br>Stolt med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst,<br>Paa sin vingede Hest<br>Jager Tiden hen over Jorden,<br>Trykker med faderlig Arm<br>Sine Børn, de kommende Aar, til sin Barm.<br>Er Maanen i Næ tolv Gange vorden,<br>Svæver et Barn fra hans Bryst til Jorden,<br>Hvorfra den ventende Broder vil stige<br>Igjen til sit evige Rige.<br>Thi Himmelens mægtige Blaa er det Hav,<br>Hvor Aaret forsvinder,<br>Hvorfra det nye oprinder<br>For vor Jord, denne altid blomstrende Grav.<br>Tiden<br>(paa sin vingede Hest).<br>Min Jord, Du er saa skjøn at see<br>I Sommer-Grønt, i Vinter-Snee!<br>Din Kamp, Din Færdsel, Død og Liv,<br>Alt peger til et Guddoms-Bliv!</div><div style="margin:10px 0">Du Hvilepunkt for Tanken gav;<br>Først saae jeg kun et Taage-Hav,<br>Det maatte snart for Lyset døe,<br>Og Du fremstod, men alt var Sø!<br>Da voxte frem den første Ø,<br>Med Skov og Frugt og Blomster smaae,<br>Og Mennesket sin Skaber saae.</div><div style="margin:10px 0">Hvert Aar et Barn jeg sendte ned,<br>Og gjennem Had og Kjærlighed<br>Det atter sig til Himlen svang,<br>Naar Maanen skifted' tolvte Gang.</div><div style="margin:10px 0">Vandringsmanden.<br>See de henrundne Aar, som bevingede Smaae,<br>Svæve hen i det Blaae.<br>Men det yngste, smukt, med et flagrende Haar,<br>Nærmest ved Faderen staaer;<br>Verden det nævner: 'det gamle Aar'.<br>Det stirrer mod Jorden tilbage,<br>Hører dets Klage!</div><div style="margin:10px 0">Tiden.<br>Hvorfor staaer Øiet fuldt af Graad?<br>Paa Jorden har Du endt din Daad,<br>Alt voxer der for Herrens Meed,<br>Til Frihed, Kraft og Kjærlighed.<br>Det yngste Barn vel græder meest,<br>Men har det derfor Sorger fleest?</div><div style="margin:10px 0">Det gamle Aar.*<br>Hvor mellem Myrter og glødende Frugter<br>I Bugter<br>Floderne gaae<br>I den tryllende Nat, under sydlige Blaa,<br>Eet, kun Eet i Naturen jeg saae:<br>Kulsorte Ravne med hæse Skrig<br>Fløi om svævende Liig,<br>Og de sang, jeg det hører paa ny!<br>'- Stille det er i den mægtige By,<br>Stille, som her under Galgen.<br>Guitaren toner ei længer mod Sky,<br>Sværdet i Balgen!<br>Beder og drømmer, Qvinde og Mand,<br>I Tajos og Ebros blomstrende Land.<br>- Fra Fængslernes pestfyldte Gange,<br>Hvor Vandet steeg om den døende Fange,<br>Hørte jeg Suk og Forbandelsens Skrig;<br>Rundt om saae jeg tusinde blodige Liig;<br>Ungdommens Slægt,<br>Under Lænkernes Vægt,<br>Sendt bort, langt bort over Hav,<br>Til Africas brændende Grav,<br>Medens Munkene stolt, ved Orgelets Klang,<br>Sang en Vuggesang,<br>Og jeg, paa min sorte, fjedrede Vinge,<br>I mægtige Ringe,<br>Mig svang om Don Miguels Slot<br>Og sang for min Drot!'<br>- Saa qvad den sorte skrigende Ravn.<br>Men Friheds Hymner lød fra Frankrigs Havn,<br>Og Folket steeg paa Aandens stolte Bane;<br>Thi plantede jeg kjækt den franske Fane<br>Paa Atlasbjerget - - steeg igjen derned,<br>Men fandt kun Striid og Stræben, uden Meed.<br>- Hvor Donaufloden sig i Bugter snoer,<br>Hvor Vinen paa de varme Bjerge groer,<br>Jeg saae det ladte Trækskib glide frem,<br>Den stolte Flod bar Rigdom til sit Hjem.<br>Mod Natten sov den raske Bonde ind,<br>Med Sundheds-Æblet paa sin runde Kind,<br>Ved Dag-Gry laae han død - et sortblaa Liig,<br>Og hvor jeg kom, lød Skræk og vilde Skrig,<br>Thi Pestens fule Sot det monne være.<br>Den kom fra Ruslands Død-indviede Hære,<br>Hvis halve Magt, hvorhen mit Øie saae,<br>Som Aadsler paa de øde Marker laae,<br>Ja Ven og Fjende, henslængt Favn i Favn,<br>Et Bytte for den sultne Ulv og Ravn;<br>Men Himlen brændte i den røde Lue.<br>- I Grændsebyen, i den lave Stue,<br>Jeg saae en gammel Bedstemoer i Krogen;<br>Hun sad med Bibelen, hun aabned' Bogen<br>Og læste høit: - 'Den Rige havde<br>Eet tusind Faar, den Fattige kun eet,<br>Da tog den Rige dette eneste - -'<br>Hun standsede, Graad stod i hvert et Øie,<br>Og Sønnen, o, jeg husker det saa nøie!<br>'Hvor ligner det et Sagn', begyndte han,<br>'Som I og jeg og alle har oplevet;<br>Kun kom Propheten ikke der og sagde<br>Til ham, som gjorde dette: 'Du est Manden!'<br>- Tre Naboer - de vare mægtige -<br>Faldt paa at ville dele mellem sig<br>Den mindre rige Naboes Eiendomme;<br>Den Mægtigste tog selv hans Børn fra ham,<br>Og sendte disse bort, langt bort derfra,<br>Behandlede ham som en Hund i Lænke,<br>Og Lænken trængte ind i Kjødet paa ham,<br>Han havde intet mere - kun sit Navn,<br>Sit gamle Hæders-Navn, selv dette skulde<br>Udslettes nu. Da kogte Blodet i ham,<br>Han voved' Kampen mod den Mægtige;<br>Han kun forlangte Livet og sin Frihed!<br>Han stred. Han stred alene, uden Hjælp;<br>Og Mængden græd ved Mandens store Jammer,<br>Men taalte roligt dog, man slæbte ham<br>Til Slagterbænken, det forlangte jo<br>Den mægtige, den stolte Herres Ære!'<br>Han taug - jeg svang mig bort fra Friheds Grav<br>Over det svulmende Hav.<br>- Dybt, hvor Naturen synes at sove,<br>Hvor de vilde Huroners Tal<br>Søge Fjendernes Hjerneskal,<br>Hvor den svulmende Flod<br>Bliver Skum ved Fjeldmassens Fod,<br>I Amerikas uendelige Skove;<br>Hvor i Kredse Fuglene steeg<br>Om en tusindaarig Eeg,<br>Og hvor atter Stilheden, dyb og lang,<br>Gjorde Barmen trang,<br>Der saae jeg en Flok, nei en Hær,<br>Qvinder og Børn,<br>Hvem Øxen brød Vei over Skovens Tjørn<br>Ved det blaahvide Maaneskjær.<br>Indfødte, Kristne ved Daab og Ord,<br>I det blomstrende Fædreneland,<br>Forjagne fra Hjem og dyrkede Jord<br>Af den hvide Mand. -<br>Frihedens Land, med stigende Flor<br>Du hæver Dig blomstrende stor,<br>Mens de ældste Slægter vige og svinde!<br>Ja mod Vest, høit mod Polen,<br>Som Solen,<br>De hendøe bag Bjergenes Tinde.<br>- Dog, eet Sted fandt jeg Kjærlighed og Fred,<br>Hvor Bautastenen staaer ved Søens Bred,<br>Hvor Bøgen voxer, deilig uden Lige,<br>Og Danmark kaldte man det lille Rige!<br>- Ja der, og ved det stolte Dovrefjeld,<br>Flød, uden Bloddaab, Friheds Kildevæld,<br>Og Blomst og Frugt mit Øie kunde see,<br>Som Kornets Spiren under Vinter-Snee.</div><div style="margin:10px 0">Tiden.<br>Og end Du græder, skjøndt Du saae,<br>Hvordan der Liv bag Døden laae?<br>Aarhundredet, som Aaret, har<br>Jo først sin kolde Januar!<br>Kan alt i den dit Øie see<br>Det Grønne bag den hvide Snee,<br>Da maa dit Hjerte glad Dig spaae,<br>Hvad Vaarens Kampe bringe maae.<br>Alt grønne Spirer Danmark har,<br>Og Jorden Friheds Januar! -</div><div style="margin:10px 0">Vandringsmanden.<br>Forstod jeg dig, Du Tidens stærke Aand?<br>Forstod jeg vel Naturens dybe Tale?<br>Snart sprænges alle Vintrens snevre Baand,<br>Og Sandheds Sol bestraaler Fjeld og Dale!<br>Din Januar al Jorderige fik,<br>Snart Aandens Vaar de frie Slægter prise,<br>Af Januar fik Danmark Frederik,<br>Og Danmark kan det første Grønt fremvise!</div><div style="margin:10px 0"><br /></a><br />poem by <a href="http://en.citatepedia.ro/by.php?a=Hans+Christian+Andersen">Hans Christian Andersen</a><div class=q>
<img src="https://www.citatepedia.ro/g/32share.png" style="float:left" alt="Share">
<script type="text/javascript" src="//s7.addthis.com/js/300/addthis_widget.js#pubid=citatepedia" async="async"></script><div style="display:inline-block" class="addthis_sharing_toolbox" data-url="http://en.citatepedia.ro/comments.php?id=402612" data-title="Januar de Hans Christian Andersen" data-description="'- Nyfødt Aaret er vorden!
Stolt, med den flagrende Lok, i Storm og i Blæst,
Paa sin vingede Hest
Jager Tiden hen over Jorden - !'
*
Vandringsmanden.
Et Hjem for Samojed og Pescheræ
Viser den frosne Jord med sin Snee;
Men her, som i et Feeland ..."></div>
</div>
</div>