Click in the field, then press CTRL+C to copy the HTML code
<div style="background:#fff;border:#bbb dashed 1px;padding:5px"><a href="http://en.citatepedia.ro/comments.php?id=402505" style="color:#000;text-decoration:none"><div style="margin:10px 0"><strong>Februar</strong></div><div style="margin:10px 0">'- Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,<br>Paa de døde Blomster vil ei Livet see;<br>Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,<br>Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst -!' </div><div style="margin:10px 0">*<br>Maanen, som en Havfrue, fra den fjerne Old,<br>Svømmer hen ad Himlen, deilig, men saa kold.<br>Skoven staaer med Riimfrost, glimrende og hvid,<br>Drømmer vist i Natten om sin Sommertid,<br>Om de grønne Blade med den friske Duft,<br>Om de smukke Blomster og den varme Luft.<br>Ja, hvert Træ i Skoven har sin Sommer-Drøm,<br>Der, som Digter-Hjertets, døer i Tidens Strøm.<br>Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,<br>Paa de døde Blomster vil ei Livet see;<br>Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,<br>Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst.</div><div style="margin:10px 0">Som et Skyggebilled', sat mod Luftens Blaa,<br>Staaer hist Herregaarden, der er Taarne paa!<br>Alt er gothisk gammelt, hvilket Malerie!<br>Ret som Riddertiden slumrede deri.<br>Under Vindebroen, ved de frosne Rør,<br>Er' i Muren Huller; der var Fængsler før.<br>Vaabenet med Indskrift over Porten staaer,<br>Og om Vindueskarmen kunstigt Løvværk gaaer.<br>Mellem to Karnapper groer en mægtig Lind,<br>Der, ad Vindeltrappen, vil vi træde ind.<br>Hvilke gamle Døre! og hvor de er' smaae!<br>Ovenover stolte Hjortetakker staae.</div><div style="margin:10px 0">Gjennem hele Fløien strækker sig en Gang,<br>Maaneskinnet gjør den mere dyb og lang.<br>Riddersmænd og Fruer, mens vi gaae forbi,<br>See, som bundne Aander, fra hvert Malerie.<br>Hvem er vel hin Ridder med det mørke Blik?<br>Engang stolt og modig, han i Livet gik;<br>Mægtigt svulmed' Hjertet, Jorden har ham gjemt,<br>Ei hans Slægt man kjender, her hans Navn er glemt!<br>Hvilken deilig Qvinde! Liv og Aand man seer.<br>Og af disse Former er nu intet meer?<br>Intet meer, undtagen dette Farvespil,<br>Som hver Livets Sommer meer henbleges vil!<br>Dette Smiil om Munden, dette Tanke-Blik,<br>Denne Sundheds-Farve hendes Kinder fik;<br>Alt er Støv og Aske, Alt i Jorden gjemt,<br>Og, som Hjertets Drømme, Sorg og - Glæde, glemt!</div><div style="margin:10px 0">Tys! fra Salen klinger Toners Harmonie,<br>Hornets dybe Klage smelter hen deri.<br>Dersom hvert et Hjerte, hørligt, Toner fik,<br>Hver en Fryd og Smerte fremsteeg i Musik,<br>Hvilken Aandeverden, fuld af Poesie:<br>Saga har i Noder Stykkets Melodie;<br>Folkets Drøm om Frihed døer, som Hornets Klang,<br>Men selv den er Takter til en Friheds Sang.</div><div style="margin:10px 0">Hvert Portrait paa Væggen, mens jeg gaaer forbi,<br>Aandes halvt tillive ved min Phantasie.<br>Sært Musikken klinger; Sang og Lystighed<br>Bruser gjennem Salen; dog ei dette Sted<br>Er det, vi vil gjæste! nei, her ganske nær<br>Tvende Smaabørn bygge; lad os komme der!</div><div style="margin:10px 0">See, en lille Pige og en ældre Dreng,<br>De har her i Stuen hver sin egen Seng.<br>Barnehjertet drømmer uden dybe Suk -<br>Er Du, Barneverden, da saa stor og smuk?<br>Græder ikke Barnet bittert, tungt og haardt<br>For den pæne Dukke, man har taget bort?<br>Lige salt er Taaren, lige Hjertet slaaer,<br>Som hos os, naar Haabet isner i sin Vaar.<br>Men med Taaren triller ogsaa Sorgen hen,<br>Og paa Kinden sidder Smilet sødt igjen.</div><div style="margin:10px 0">Naar en Brand man svinger lysteligt omkring,<br>Gløde der jo Ringe ved de raske Sving.<br>Ja, et enkelt Lyspunkt i sin snare Flugt<br>Skaber Barndoms Verd'nen dobbelt stort og smukt.<br>Lad Forstanden sige: 'det var simple Ting!'<br>Rundt om Verd'nen staaer det, en Saturnus Ring.<br>Taager, ved det Fjerne, selv som Skyer staae,<br>Hvor Erindrings-Solen maler Roser paa.</div><div style="margin:10px 0">Ja, en Drøm saa deilig, fuld af Drømme selv,<br>Er' de korte Timer paa vor Barndoms Elv!<br>Alt har Liv og Hjerte paa vor første Vei,<br>Og vi er' uskyldig', thi vi veed det ei. -<br>Hjertet fast sig klynger til de kjære Smaae,<br>De er' just saa store, de kan Himlen naae!<br>See de to herinde, hver med Haand ved Kind,<br>Øinene halv lukked', de vil sove ind;<br>Men hvor kan de sove! Glæden vil det ei!<br>Tænk, imorgen skal de, o, saa lang en Vei!<br>Første Gang just er det, de skal til en By,<br>Og en stor, betænk dog! - Var det Morgengry!</div><div style="margin:10px 0">'O, var det dog Morgen!' sukke begge to.<br>Hjertet vil iaften ikke gaae til Ro;<br>Tanke følger Tanke, skaber Alt saa smukt,<br>De er' alt paa Reisen med den første Flugt.<br>Øiet meer sig lukker; Pigen sover nu,<br>Hører ei, hvor Broder hvisker: 'sover Du?'<br>Hun om Reise drømmer, han har ingen Ro.<br>Sove? Han? Bevar' os! hvor kan Sligt man troe!<br>Vaagen Alt han skuer, o, var det dog Dag!<br>Anelse og Længsel driver Pulsens Slag. -<br>- Ha! det er alt Morgen, rask det gaaer afsted,<br>Barnehjertet synger høit af Salighed:</div><div style="margin:10px 0">Ud i Verden! rask afsted!<br>Det er, see dog bare!<br>Ret som Mark og Eng løb med,<br>Os det er, der fare.</div><div style="margin:10px 0">Nu paa Land og nu paa Sø,<br>Som det sig kan skikke,<br>Gid jeg dog maae aldrig døe!<br>Nei, det vil jeg ikke!</div><div style="margin:10px 0">Reise bort med Faer og Moer -<br>Det er, som jeg svæver!<br>Verden er saa stor, saa stor!<br>Gud skee Lov, jeg lever!</div><div style="margin:10px 0">Blomsterne under Sneen.<br>Gjennem Sneen Solens Guld<br>Falder paa min Pande,<br>Løfter mig fra sorten Muld<br>Op til Lysets Lande.</div><div style="margin:10px 0">Sneen smelter for min Kind,<br>Kjærlighed jeg drømmer,<br>Men den kolde, skarpe Vind<br>Død mig gjennemstrømmer!</div><div style="margin:10px 0">Børnene i Vognen.<br>Intet Træ har Blade paa,<br>Hvid' er Mark og Enge!<br>Men, hvor kan dog Krattet staae<br>Med sit Løv saa længe?<br>See, med bruunt og gule Haar,<br>I den hvide Snee det staaer!</div><div style="margin:10px 0">Løvet.<br>Engang deeltes Verden ud<br>Mellem Djævelen og Gud;<br>Da til Mennesket de kom,<br>Blev' de begge enig' om,<br>At saalænge, som eet Blad<br>Endnu fast paa Grenen sad,<br>Skulde Sjælen Gud tilhøre,<br>Ingen turde ondt den gjøre;<br>Djævelen sin Deel først fandt,<br>Naar det sidste Blad forsvandt.<br>Derfor lod den gode Gud<br>Først, naar Krattet springer ud,<br>Og det nye Grønt vi finde,<br>Alt det gamle Løv forsvinde.<br>Fast det staaer fra Top til Rod;<br>Thi vor Herre er saa god! *<br>* et Sagn.</div><div style="margin:10px 0">Postkarlen.<br>Her i denne lille By,<br>Der har næsten reist sig ny,<br>Skal engang - naar, har jeg glemt -<br>Fjenden have hærget slemt;<br>Alting sank i Brand og Gruus.<br>- Yderst laae et lille Huus,<br>Det var Aften, Lys man tændte,<br>Fjenden var mod Nat i Vente. -<br>Hvilken Jammer! hvilken Nød!<br>Bittre, salte Taare flød.<br>Kun den gamle Bedstefaer<br>Sad taalmodig, taus i Krogen;<br>Intet Suk hans Læbe bar,<br>Fromt han sang af Psalmebogen:<br>'Herren i vor Nød og Vaade [rettet fra Baade]<br>Kan en Skandse om os slaae!'<br>Sønnen hørte mørkt derpaa,<br>Hvor var der vel Hjælp og Naade?<br>'Aldrig meer', det var hans Ord,<br>'Skee Mirakler paa vor Jord!'<br>Men den Gamle, from og rolig,<br>Psalmen sang i Sorgens Bolig;<br>Og de lytted' til hans Sang,<br>Folded' Hænderne og bade,<br>Sang med ham endnu en Gang.<br>Som de da i Kredsen sadde,<br>Graaden svandt fra deres Kind,<br>Og de sov saa stille ind.<br>- Natten gik, de vaagned' trøsted',<br>Der var Fred og Ro i Brystet.<br>Taus de lytte. Alt er stille.<br>Døren nu de aabne ville,<br>Men den viger ei, thi see,<br>Huset ligger skjult i Snee!<br>Det har fyget stærkt i Nat,<br>Men ei Byen man kan kjende,<br>Alt i Gruus og Ild er sat<br>Af den kaade, grumme Fjende;<br>Kun det lille Huus i Sneen<br>Saae de ei - det Frelse fik,<br>Medens Døden grumt med Leen<br>Gjennem mangt et Hjerte gik.<br>Herren selv, som kjender Trangen,<br>Havde under Psalmesangen<br>Dækket det mod Ild og Landse,<br>Bag ved Sneens hvide Skandse. *<br>* Et Folkesagn.</div><div style="margin:10px 0">Fuglene.<br>Smaabørn, kjør kun rask afsted!<br>See, qvivit! vi komme med.<br>Det er Fastelavn i Dag,<br>Vi skal til et lystigt Lag;<br>Katten, som vil faae os fat,<br>Har de nu i Tønden sat.<br>Fare! Fare! Krigsmand!<br>Døden skal han lide,<br>Han kom dog til allersidst<br>I den sorte Gryde!</div><div style="margin:10px 0">Børnene.<br>Snart vi nu til Byen naae!<br>Der er' mange Taarne paa.<br>O, den er saa stor, saa stor!<br>O, men see, Du søde Moer!<br>See, en levende Husar,<br>Som Du os ham tegnet har!<br>Levende med Hest og Spiir,<br>Ikke malet paa Papiir!<br>Her er Byen! søde Gud!<br>Saadan seer vist Himlen ud.</div><div style="margin:10px 0">Digteren.<br>Byen er snæver, Barmen mig trang!<br>Hvad siger Verden og hun om min Sang,<br>Mit Hjertes blodige Straale?</div><div style="margin:10px 0">Drengene paa Gaden.<br>'Hvem vil see Spilleværker for Knappenaale?!'</div><div style="margin:10px 0"><br /></a><br />poem by <a href="http://en.citatepedia.ro/by.php?a=Hans+Christian+Andersen">Hans Christian Andersen</a><div class=q>
<img src="https://www.citatepedia.ro/g/32share.png" style="float:left" alt="Share">
<script type="text/javascript" src="//s7.addthis.com/js/300/addthis_widget.js#pubid=citatepedia" async="async"></script><div style="display:inline-block" class="addthis_sharing_toolbox" data-url="http://en.citatepedia.ro/comments.php?id=402505" data-title="Februar de Hans Christian Andersen" data-description="'- Mark og Enge dækkes af den hvide Snee,
Paa de døde Blomster vil ei Livet see;
Dog, mens Vinterkulden trykker Jordens Kyst,
Anelse og Længsel fylder hvert et Bryst -!' 

*
Maanen, som en Havfrue, fra den fjerne Old,
Svømmer hen ad Himlen, de..."></div>
</div>
</div>