Click in the field, then press CTRL+C to copy the HTML code
<div style="background:#fff;border:#bbb dashed 1px;padding:5px"><a href="http://en.citatepedia.ro/comments.php?id=402488" style="color:#000;text-decoration:none"><div style="margin:10px 0"><strong>Dykker-Klokken</strong></div><div style="margin:10px 0">Det var i Aaret — — ak! nu kan jeg Aaret ikke huske;<br>Men Maanen skinnede ret smukt paa Træer og paa Buske.<br>Vor Jord er intet Paradiis; som Praas tidt Lykken lyser;<br>Om Sommeren man har for hedt, om Vinteren man fryser.<br>At melde i en Elegie, hvor tidt vi her maae græde,<br>Det nytter jo til ingen Ting, kan ei en Christen glæde.<br>Det var i Aaret, som De veed, jeg ei kan rigtig huske,<br>Jeg gik om Aftenen en Tour imellem Krat og Buske;<br>Det hele Liv stod klart for mig, men jeg var ei fornøiet;<br>Dog muligt var det Nordens Vind, som fik mig Vand i Øiet.<br>En Tanke gik, en anden kom, og, for mig kort at fatte,<br>Tilsidst jeg paa en Kampesteen mig tæt ved Havet satte.<br>I Ilden er der lidt for hedt, paa Jord, som sagt, man fryser,<br>Og stige i en Luft-Ballon — — nei! nei! mit Hjerte gyser;<br>Dog muligt at paa Havets Bund i sikkre Dykker-Klokker<br>Sit Liv man paa Cothurner gaaer, og ei, som her, paa Sokker.<br>Saa tænkte jeg, og Reisen blev til næste Dag belavet,<br>(I Dykker-Klokker, som man veed, kan vandres gjennem Havet).<br>— Af klart Krystal var Klokken støbt, de Svende frem den trække,<br>Tilskuere paa Kysten stod, en lang, en broget Række;<br>Snart var det Hele bragt i Stand, jeg sad saa luunt derinde,<br>Nu gleed da Snoren, Tridsen peeb, jeg blev saa sær i Sinde, -<br>For Øiet var det sort, som Nat, og Luften pressed' saare,<br>Den trykkede som Hjertets Sorg, der lettes ei ved Taare. -<br>Det var, som Stormens Orgel slog — jeg kan det aldrig glemme!<br>Som naar i Ørknen en Orkan med Rovdyr blander Stemme.<br>— Men snart jeg blev til Tingen vant, og dette saae jeg gjerne;<br>Høit over mig var ravne-sort, det bruste i det Fjerne.<br>Der Solen stod saa rød og stor, men ei med mindste Straale,<br>Saa at man uden sværtet Glas „ihr' Hoheit&quot; kunde taale.<br>Mig syntes Stjerne-Himlen hist i sin Studenter-Kjole<br>Lig Asken af et brændt Papir, hvor Smaa-Børn gaae af Skole.<br>— Rundt om mig klarede det op, jeg hørte Fiske bande,<br>Hver Gang de paa min Klokke løb og stødte deres Pande.<br>Men Skjæbnen, ak! det slemme Skarn, misundte mig min Glæde,<br>Og som en Sværd-Fisk var hun nu ved Klokkens Snoer tilstæde,<br>Og hurtigt gik det: „klip! klip! klip!&quot; rask skar hun Snoren over;<br>Der sad jeg i min Klokke net, dybt under Havets Vover.<br>Først blev jeg hed, saa blev jeg kold, saa lidt af begge Dele,<br>Jeg trøsted' mig; Du kan kun døe, se det er her det Hele.<br>Men Klokken sank dog ei endnu, den drev paa Havets Strømme,<br>Jeg lukkede mit Øie til, og lod saa Klokken svømme.<br>Den foer, ret som med Extra-Post, vist sine tyve Mile,<br>„Und immer weiter, hop! hop! hop!&quot; foruden Rast og Hvile.<br>Een Time gik, der gik vel tre, men Døden kom dog ikke,<br>Saa blev jeg af den Venten kjed, og aabned mine Blikke.<br>Ak Herreje! ak Herreje! Hvad saae jeg dog paa Bunden!<br>Den første halve Time jeg som slagen var paa Munden. -<br>Dybt under mig var Bjerg og Dal med Skove samt med Byer,<br>Jeg Damer saae spadsere der med store Paraplyer. -<br>Hist laae en Skov halv rød, halv hvid, af deilige Coraller,<br>Som Frugter hang paa Grenene purpurne Muslingskaller.<br>Smaa-Piger gik paa Gaderne med Shawler superfine,<br>Da randt i Tankerne mig strax Agnete med Undine.<br>Hist stod en Mængde lærde Folk, som saae paa mig med Kikkert,<br>Et Luft-Syn eller en Comet jeg forekom dem sikkert;<br>Og nu med eet de springe op i Veiret mod min Klokke,<br>Dog rundt omkring mig saae jeg kun en Mængde Fisk sig flokke.<br>Man sprang, man kom, men Fisk det var, Makreler, Torsk og Flynder;<br>Tilsidst jeg Tingene begreb, som her jeg nu forkynder.<br>Naar Fisken rører Havsens Bund, den gaaer som vi paa tvende,<br>Men stiger den syv Favne op, den bli'er en Fisk behænde.<br>Da Sligt jeg saae, blev jeg saa sær, jeg hørte Hjertet banke,<br>Og i mit Hoved kom, maaskee, den lidt bizarre Tanke,<br>Om ligerviis ei Mennesket, som hist paa Jord spadserer,<br>Naar han i Himlen trækkes op, som Flynder debuterer.<br>Thi naar vi see paa Tingen ret, vi ere Fisk i Grunden,<br>Den hele Luft er som et Hav, og Jorden er jo Bunden.<br>Med eet min Klokke ned ad foer, den blev for tung for Vandet,<br>Og som Münchhausens Hest den hang paa Klokke-Spiret strandet.<br>Dernede holdte Vandet op, det hvilede paa Buer,<br>Vand-Piller bar det hele Hav — (det Syn endnu jeg skuer).<br>Den Vægter trak mig ved mit Been, saa jeg gled ud af Klokken,<br>I Taarnet løb nu Alle op, og jeg stod midt for Flokken.<br>Man følte paa mig, undred sig, men snarlig man opdager,<br>Jeg var et ægte Menneske; slemt stod nu mine Sager. -<br>De raadslog', ak! tilsidst paa Fransk udbrød et mandligt Væsen,<br>(Tilgiv at han for Rimets Skyld lidt snøvlede med Næsen):<br>„Du er den første, som til os vi levende saae vandre,<br>Nu kan Du see at Torsk og Sild er meer end Du og andre.<br>Frygt ei at vi vil æde Dig, nei Ingen her det lyster;<br>Først naar vi gaae fra Dybet op og søge Landets Kyster,<br>Os smitter eders glubske Sind, vi æde da vor Næste,<br>Som fordum eders Adelsmænd og de catolske Præste.<br>Døe maa og skal Du, det er vist, selv om Du Guld kan græde,<br>Thi ret paa cannibalsk Maneer hist oppe I os æde.<br>Ha! Hævn er sød. — Vi har en Flod som bruser frem med Torden,<br>Den kaldes Lethe her til Lands og kommer ned fra Jorden;<br>Der skal nu ned hver Draabe der har Himmelen forbandet,<br>Tidt har den næsten druknet os, som dog er vant til Vandet!&quot; -<br>Han taug, — og nu lød der et Brøl, saadan à la Spontini!<br>En Hvirvel fuld af dyb Effect, som Skadens af Rossini.<br>Soldaterne fra Vagten kom, her stod jeg som en Synder,<br>Min Dommer sagde mig Farvel og gik — (det var en Flynder). -<br>— Nu blev jeg ud af Byen ført, fulgt af en talrig Skare;<br>Een peeb, een skreeg, de Gamle græd og bad: „Gud os bevare!&quot;<br>Snart var jeg ved det store Maal, man bandt mig Been og Hænder,<br>Jeg blev saa kold, en Tappenstreg slog alle mine Tænder.<br>Men det var kun et Øieblik, snart kom min Ro tilbage,<br>En herlig Hvile ventede paa mange tunge Dage.<br>Vort Liv er kun en Morgendrøm, hvori vi tidt maae græde;<br>Er Natten endt, vi vaagne skal til Livets bedre Glæde.<br>Paa Jorden savner ingen mig, jeg stod jo der saa ene,<br>Bruus derfor, Elv, din vilde Strøm hen over mine Bene.<br>Jeg saae hvor Floden rullede fra Klippens dybe Hule;<br>Med broget Skjær de Bølger steeg, de hvide var og gule.<br>Dog længe stod jeg ei paa Land, barsk tog man mig i Frakken,<br>Og hovedkulds i Floden ned jeg styrtede fra Bakken.<br>Igjennem Vandet vidste jeg bestemt jeg maatte fare,<br>Dog følte jeg til intet Vand — (at sige, af det klare).<br>Paa Bunden laae jeg taus en Stund, slukt var ei Livets Kjerte,<br>Jeg laae i deiligt blødt Papiir og lugted Trykker-Sværte.<br>Ved alle Recensenter! ja ved alle hæse Krager!<br>Den hele Flod, det saae jeg nu, bestod af trykte Sager.<br>Leiligheds-Vers i alle Sprog, Tragedier, Romaner,<br>Lovtaler, Krøniker med meer; kort, lidt for alle Ganer. -<br>Paa Flodens Bund jeg mærkede til nogle skarpe Kanter,<br>Og fandt da, at her brolagt var med lærde Folianter.<br>Boghandlere — at sige Skrog — som Fiske flød i Vandet,<br>Og søsyg blev jeg, som jeg ret bekikked eet og andet. -<br>En Time gik — man trak mig op; jeg kan det ei beskrive,<br>Hvor alle nu som Stene stod fordi jeg var i Live.<br>„Et Underværk! en hellig Mand!&quot; saa raabte alle Munde,<br>Man faldt paa Knæ, jeg bukkede saa godt jeg Stakkel kunde,<br>Thi Fod og Haand jo bundne var, men snart min Lænke springer,<br>Og som en Helt i høi Triumph man mig til Byen bringer.<br>Man snakkede nu ud og ind, som jo Enhver kan vide,<br>Tilsidst to Dommere kom frem, saa livlige, saa blide.<br>„En mægtig Haand beskjærmer Dig,&quot; saa talede de begge,<br>„Sligt alt vi anede den Gang vi saae dig i din Snekke;<br>Men nu vi see det tydeligt, hver Mand vil om det rime,<br>At i det ægte Vand du var lys levende en Time!<br>Bliv her hos os, ifald du vil, hvis ei, vi paa vor Snekke,<br>Naar du det ønsker, bringe Dig til dine Brødres Række!&quot;<br>Glad blev jeg, som en Candidat der venter Non, den Stakkel!<br>Men faaer et Præ, o søde Fryd! — Alt var som et Mirakel.<br>Jeg loved ham at blive der som Gjæst i nogle Dage,<br>Men siden vilde rigtignok jeg allerhelst tilbage. -<br>Man viiste mig den hele Stad, dens Kirker og dens Slotte,<br>Musæet havde mange Ting, som Øiet kunde gotte.<br>Langs Væggen stod opstillet smukt, i militairisk Orden,<br>Hver druknet Pige eller Mand, som fordum gik paa Jorden.<br>Her Olaf Trygveson jeg saae, der Sappho med sin Lyre,<br>De vare stopped ud med Tang, og holdtes meget dyre.<br>Theatret vel var uden Tag, dog sad man luunt derinde,<br>Træk, Regn og Slud allene kom ved visse Norden-Vinde.<br>Korsridderne man spillede (det overalt behager).<br>Til Efterspil: Kong Salomon og Jørgen Hattemager.<br>Jeg i Parkettet Damer saae fra alle Nabo-Byer,<br>Som bar paa Hovedet, for Regn, uhyre Paraplyer.<br>Smaa-Herrer recenserede, rask løb de bitte Tunger,<br>Men gjennem Klæderne jeg saae, de vare Torske-Unger.<br>Til Aften-Thee et cetera, jeg indbudt blev med Ære,<br>Her saae jeg Byens Skjønne ret og kunde meget lære;<br>Een talte kun om Pynt og Stads, selv var hun meget broget,<br>To Andre førte lærd Dispyt, det klang, som Sanscrit-Sproget.<br>Een brugte mange franske Ord, og trak dertil paa Næsen,<br>Undskyldes kan det, thi hun var nys sluppet fra Françaisen. -<br>Een med sin Tunges Ragekniv barbeerte Folk i Nakken,<br>En Anden maalte Mandens Værd, som Klædet var i Frakken;<br>— Sølv-Lamper hang paa hver en Green i Havens Buegange,<br>For Fugle hang Snuus-Daaser der, og spilled smukke Sange. -<br>Jeg gjennem Havet Maanen saae, ei bleeg, nei grøn som Sivet,<br>Da kom en Mø, det var en Aal, saa slutter jeg fra Livet.<br>Hun havde ret studeert Petrark, og sukkede Sonetter,<br>Rundt om os blev det mere lyst ved Øinenes Raketter.<br>„Gaae ei tilbage,&quot; sagde hun, „bliv her, tøm Elskovs Bæger,<br>Hist ændses ei dit lille h med sine tvende Streger.<br>Hør hvad jeg spaaer: gaaer du derop og vover Vers at lave,<br>Da venter dig kun Skjænd og Stød, tilsidst en sulten Mave;<br>En Plage-Aand vil følge dig og nøde til at skrive,<br>Men troe du mig, din Digter-Krands vil kun af Tidsler blive.<br>Vær min! siig, du er Kotzebue, som Sand tragediseerte,<br>Hvad eller skriv Fortællinger af Clauren excerpeerte;<br>Jeg lafontainisk elsker Dig — Farvel! jeg gaaer at græde.&quot; -<br>Nei, tænkte jeg, nu maa du op, hun skræmmede din Glæde;<br>Vel har jeg ingen Frænder hist, og let jeg kan forsage,<br>Dog Himlen staaer med Stjerner smaa, som før i bedre Dage.<br>Lad Verden smile fornemt kun ad Barnets gyldne Drømme,<br>Før Socrates sin Himmel vandt, han maatte Giften tømme.<br>Men planter jeg kun Tidsler hist, Gud veed, det gjør saa Mange,<br>Bør ogsaa Tidsler krandse mig for mine slette Sange.<br>Farvel du Hav! — Hist, for en Stund, dog glattes Sorgens Rune<br>Ved Nannas barnlig fromme Sind, ved Jettes Vid og Lune.<br>Tilbage-Reisen blev bestemt ved aarle Morgenrøde,<br>Skjult laae det dog i Skjæbnens Bog hvad end mig kunde møde.<br>Det hele ædle Publikum sig spændte for min Klokke,<br>Madamer, Fruer, Frøkener, ja hele Jomfrue-Flokke,<br>Og Cavalerer, ja min Tro! en deilig broget Vrimmel.<br>Igjennem een af Pillerne man steeg til Havets Himmel.<br>Aborren var min Adjutant, den er lidt krum i Ryggen,<br>I Nyt han var fra Top til Taa, kun slidt var Hatte-Skyggen.<br>Syv Favne var tilbagelagt, thi hurtigt frem vi fore,<br>(Tillad, jeg bruger her en Stump af Bürgers Leonore):<br>„Ha sieh! ha sieh! im Augenblick, hu, hu! ein gräßlich Wunder!&quot;<br>Al Fiske-Pynten, „Stück für Stück, fiel ab wie mürber Zunder.&quot;<br>Rødspætter, Flynder, Sild og Torsk, samt Hornfisk og Makreler<br>Nu skyde Klokken frem i Hast, dem ædel Drift besjæler.<br>Jeg kom i Land, bød dem Farvel, min Taare randt paa Kinden,<br>Dog beed en Aal mig i mit Been — (det var vist Elskerinden).<br>Her staaer jeg da. Den kolde Vind mig skarpt om Øret blæser.<br>Jeg haaber, ingen spiser Fisk, som dette Carmen læser.</div><div style="margin:10px 0"><br /></a><br />poem by <a href="http://en.citatepedia.ro/by.php?a=Hans+Christian+Andersen">Hans Christian Andersen</a><div class=q>
<img src="https://www.citatepedia.ro/g/32share.png" style="float:left" alt="Share">
<script type="text/javascript" src="//s7.addthis.com/js/300/addthis_widget.js#pubid=citatepedia" async="async"></script><div style="display:inline-block" class="addthis_sharing_toolbox" data-url="http://en.citatepedia.ro/comments.php?id=402488" data-title="Dykker-Klokken de Hans Christian Andersen" data-description="Det var i Aaret — — ak! nu kan jeg Aaret ikke huske;
Men Maanen skinnede ret smukt paa Træer og paa Buske.
Vor Jord er intet Paradiis; som Praas tidt Lykken lyser;
Om Sommeren man har for hedt, om Vinteren man fryser.
At melde i en Elegie, hv..."></div>
</div>
</div>